Gå til indhold
Kærvej i Brørup skal udvides

Pressemeddelelse -

Kærvej i Brørup skal udvides

Lokal entreprenør etablerer klimavenlig vej

Nu skal Kærvej i Brørup udvides. Derfor spærres vejen for gennemkørsel i perioden fredag den 12. april til fredag den 3. maj 2024. Selve bredden på kørebanen udvides med 1,5 meter, så den i alt bliver 6 meter bred. Derudover etableres der cykelbaner til bløde trafikanter på begge sider af kørebanen.

Projektet er anden og sidste etape, der omfatter en vejstrækningen på knap 1 km fra jernbanen og mod nord til Esbjergvej. Etape et, der omfattede vejstrækningen syd for banen, fra Ladelundvej til jernbanen, blev afsluttet i 2021.

Første del af projektet udføres af Ølgod Entreprenørforretning A/S, der udfører selve gravearbejdet. Derfor håber projektleder Steffen Houborg på godt vejr de næste par uger:

Det går noget hurtigere, når det er tørvejr. Vi skal lave en del gravearbejde først i forbindelse med vejudvidelsen og dernæst fordi vi skal flytte ledninger og etablere afvandingssystemet, forklarer han.

Herefter går den lokale entreprenør, SR-Gruppen A/S, i gang. Deres arbejde består i, at nedknuse og homogenisere den eksisterende belægning som består af ca. 5 cm asfalt og ca. 25 cm grus og sten. Det det hele knuses, afrettes og komprimeres til ny vejkasse. På denne ”nye” vejkasse udlægges et bærelag af Bitumen Stabiliseret Materiale, i daglig tale blot kaldet BSM.

BSM er et koldblandet alternativ til varmblandet asfalt som vi kender. Materialet udmærker sig ved at være 97% genbrug af knust gammel asfalt og med en CO2 reduktion på op til 74% i forhold til traditionel varmblandet asfalt. BSM blandes på mobilt værk, som opstilles direkte på arbejdsstedet eller i forbindelse med lageret af gammel asfalt. I dette tilfælde opstilles værket på SR-Gruppens hjemmeadresse på Fuglesangsalle i Vejen. BSM er kun egnet som bærelag, hvorfor vejbelægningen afsluttes med et slidlag af varmblandet asfalt.

Vi skal også tænke klimavenligt i vores branche. Derfor er vi stolte af, at vi som nogle af de første i landet kan producere dette bæredygtige alternativ til asfalt. Det er en simpel men innovativ proces, som vi har anvendt flere steder, fra kommunevej over lufthavne til motorveje, siger Martin Peters, der er administrerende direktør i SR-Gruppen A/S.

Den valgte metode er udover den klimamæssige fordel også billigere prismæssigt og dermed økonomisk konkurrencedygtig. Den valgte metode har også en tidmæssig fordel. Hvor det typisk tager 2-3 måneder at renovere og udvide en vejstrækning på en kilometer, tager den klimavenlige løsning på Kærvej kun ca. 4 uger.

Som kommune ønsker vi at være innovative og følge med de nyeste trends. Derfor har vi valgt denne løsning. Og så gør det jo absolut ikke noget, at vi kan forkorte den tid, hvor vi er nødsaget til at spærre vejen af for trafikanterne, pointerer Vagn Sørensen, der er udvalgsformand for Teknik & Miljø i Vejen Kommune.

Når vejen er åbnet for trafik igen, afslutter Ølgod Entreprenørforretning A/S arbejdet med at etablere grøfter for afvanding af såvel vejarealet som omkringliggende marker. Disse åbne grøfter kan opsamle og forsinke større vandmænger end lukkede rørsystemer, hvilket er en fordel under de stadigt hyppigere skybrud. Dog vil der blive etableret rørbassiner på nogle planlagte strækninger for at kunne neddrosle vandmængden inden det løber ud i vandløbene.

Kontakt

SR Gruppen – Martin Peters tlf. 29 69 55 90 – mp@sr-gruppen.dk

Ølgod Entreprenørforretning – Steffen Houborg tlf. 29 63 85 12 - sh@olgodent.dk

Foto tekst

Carsten Spang Hansen, der er projektleder fra Teknik & Miljø mødtes med Steffen Houborg fra Ølgod Entreprenørforretning og Martin Peters fra SR-Gruppen, da vejarbejdet på Kærvej blev startet op.


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark