Gå til indhold
Miljøstyrelsen flytter til Vejen

Pressemeddelelse -

Miljøstyrelsen flytter til Vejen

Miljøstyrelsen Sydjylland samler alle sine sydjyske aktiviteter i Vejen. Inden længe rykker 27 medarbejdere ind i lokaler på Jacob Gades Allé.

Muligheden for at samle alle medarbejdere under samme tag og samtidigt sikre en mere optimal geografisk placering. Det er hovedårsagerne til, at Miljøstyrelsen i løbet af de kommende måneder flytter alle deres aktiviteter i Sydjylland til Vejen.

- Lige nu har vi to kontorlokaler i Lindet ved Gram. Vores laboratorie ligger i Ribe, og vi har forskellige lagerhaller. I Vejen kommer vi alle sammen til at sidde sammen, og det er en stor fordel, siger Martin Petersen, der er kontorchef i Miljøstyrelsen Sydjylland.

Han forklarer, at Miljøstyrelsen desuden altid har manglet lagerplads, og det problem er løst ved at leje en stor lagerhal i Gesten.

- Udover at vi kommer til at have kontor og laboratorie under samme tag, så er der også en vigtig pointe i, at vi er en driftsenhed. Det betyder, at vi skal indsamle et bestemt antal prøver, og med den placering vi har i dag, så ligger vi skævt. Fra Vejen kan vi nå 1000 kvadratkilometer mere på samme tid. Vi bør ligge centralt geografisk, og lige præcis Vejen ligger perfekt til vores behov, fastslår Martin Petersen.

Han forudser også, at den nye geografiske placering tæt på motorvejen vil gøre det langt nemmere at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

Miljøstyrelsen overtager nøglen til de nye lokaler den 1. september, og også i Vejen Kommune er der glæde over at kunne byde en ny virksomhed velkommen.

- Vi som kommune gør selvfølgelig hvad vi kan for at byde Miljøstyrelsen velkommen, og vi er glade for at kunne tiltrække flere statslige arbejdspladser. Erhvervslivet i Vejen gør også hvad de kan for at hjælpe nytilkomne, og det synes jeg er positivt, siger borgmester i Vejen Kommune, Egon Fræhr.

Han tilføjer, at jobcentret i Vejen allerede har været i dialog med Miljøstyrelsen om behovet for arbejdskraft fremover.

Martin Petersen supplerer:

- Vi har fra dag ét oplevet et godt samarbejde med tilbud om hjælp fra kommunen. Vi oplever en meget proaktiv kommune, der er opmærksom på, hvad der sker. For os er det vigtigt, at vi kommer til en kommune, der vil os og vil udvikling.

Fakta: Miljøstyrelsen overtager lejemålet den 1. september. Så venter en tid, hvor alt det praktiske omkring IT, alarmer mm. skal på plads. Planene er at flytte ind gradvist indenfor de kommende måneder.

Miljøstyrelsen Sydjylland dækker hele Region Syd undtagen Fyn. Miljøstyrelsen overvåger naturens tilstand, det gælder den tørre natur, grundvandet, søer vandløb og havet. Der er specialister indenfor alle områder. Arbejder består blandt andet af feltmålinger i forhold til truede arter, og hvordan tilstandene indenfor de forskellige områder udvikler sig.

Billedtekst: På billedet ses de nye lokaler på Jakob Gades Allé i Vejen. 

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Egon Fræhr

Egon Fræhr

Borgmester 20162669

Martin Petersen

Kontorchef Sydjylland Miljøstyrelsen 20 78 22 29

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark