Pressemeddelelse -

Nu skal Askov bymidte renoveres

Trafiksikkerhedsprojekt spærrer for gennemkørsel i en periode

Nu tages de næste spadestik i trafik- og bymidteplanen for Askov. Det store anlægsarbejde starter op mandag den 23. oktober 2023. I første omgang skal der laves en hævet flade i belægningssten i krydset Torvet / Askov Kirkevej / Møllevej. Dette skal både være med til at forskønne området samtidig med, at trafiksikkerheden forbedres.

Projektet bevirker, at trafikken gennem Askov ledes ud på en længere omvej ad enten Kongeåvej eller Esbjergvej fra mandag den 30. oktober og cirka seks uger frem. Dette afhænger selvfølgelig af vejret på denne tid af året.

- Vi er klar over, at afspærring af en by som Askov er en udfordring for mange trafikanter, fortæller Anders Pedersen, der er projekt- og trafiksikkerhedskoordinator i Vejen Kommune. Vi skal tage hensyn til mange forskellige, når et vejarbejde skal koordineres og derfor har vi blandt andet - i samarbejde med Grundejerforeningen på Rølkjær - valgt at spærre for gennemkørende trafik på Rølkjær i en periode. Dette gør vi blandt andet af hensyn til de mange lette trafikanter, der dagligt færdes igennem boligområdet.

Alle aftaler om afspærring og omkørsel er naturligvis lavet efter dialog med Syd- og Sønderjyllands Politi. Beredskabet, hjemmeplejen og Sydtrafik er alle informeret, og der vil være skiltet med anbefalet rute for omkørsel.

- Der er ingen tvivl om, at det i de uger, hvor arbejdet står på, vil være nemmere at tage cyklen, hvis man skal til og fra skole, børnehave og fritidsaktiviteter eller handle i Askov. Michael Nørskov, der er uddeler i Dagli’ Brugsen har været en af de interessenter, der har været inddraget i projektet fra starten. Han bidrager selv med store planer for udvikling af området omkring brugsen.

- I Dagli’ Brugsen glæder vi os over, at bymidteprojektet snart er realiseret. Det har været en spændende proces at være en del af, og selvom det bliver nogle trælse uger med en lukning af byen, så håber jeg alligevel, at borgerne tager godt imod projektet og kan se frem til en flot bymidte, pointerer Michael Nørskov. Han håber naturligvis også, at kunderne husker, at brugsen stadig har åbent i de uger, hvor arbejdet står på.

Kommende trafikprojekter

I løbet af første halvår 2024 forventer Vejen Kommune at udføre de sidste større vejarbejder i Askov i denne omgang, når torvearealerne omkring Torvet ombygges, og der lægge ny asfalt på strækningen Vejenvej-Maltvej. I samme periode skal de hævede flader i krydsene Vejenvej / Ø. Skibelundvej og Maltvej / Estrupvej have det sidste lag røde asfalt, der skal markere den krydsene trafik.

Hele planen for Askov bymidte skal danne grundlag for de kommende års sanering af bymidten, samt indretning af infrastrukturen og gaderummene. Planen kan læses her: www.vejen.dk/askovbymidte

Billede – Torvet i Askov

Michael Nørskov, der er uddeler i Dagli’ Brugsen i Askov og Vejen Kommunes projekt- og trafiksikkerhedskoordinator Anders H. Pedersen har haft et godt samarbejde om de projekter, der er arbejdes med i bymidten af Askov.

Billede – Omkørsel

Når Torvet i Askov skal renoveres spærres byen af, så flere bilister skal ud på en længere omkørsel.

Emner

  • Infrastruktur, kommunikation

Regions

  • Vejen

Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt