Gå til indhold
Holmeå græsningsprojekt
Holmeå græsningsprojekt

Pressemeddelelse -

SAGRO samt Billund og Vejen Kommuner samarbejder om stort græsningsprojekt

I området omkring Holme Å er en række planter og insekter fra Den Danske Rødliste i fare for at forsvinde. SAGRO, Billund og Vejen Kommuner har derfor sammen med de lokale lodsejere igangsat et afgræsningsprojekt, som skal holde ådalen lysåben for at sikre den bedst mulige biodiversitet. Målet er, at i alt 190 hektar naturarealer bliver omdannet til et mekka for biodiversitet.

Projektet ved Holme Ådal ligger i grænselandet mellem Billund og Vejen Kommuner. De to kommuner har sammen med SAGRO været i dialog med lodsejerne i forhold til at afdække mulighederne for at indhegne arealerne langs åen, hvorefter kvæg skal afgræsse arealerne. Når arealerne afgræsses, giver det større mulighed for, at de karakteristiske eng- og moseplanter bedre kan vokse. Samtidig bliver levebetingelserne for både fugle, padder og de mange insekter forbedret.

I alt 33 lodsejere har frivilligt stillet deres naturområder til rådighed for afgræsningsprojektet. Området bliver opdelt i syv indhegninger, og der er i første omgang lavet en 5-årig aftale med en række lodsejere. En af dem er Torben Due, der var hurtig til at takke ja til at være en del af projektet:

”Vi har selv haft tanken, så vi blev begejstrede, da SAGRO og kommunerne rakte ud til os. Den type kvæg, som vi sætter ud som naturplejere, er anguskvæg. Det er nøjsomme dyr, som er velegnede til at afgræsse ekstensive arealer. De æder fortrinsvist græsser, men er også gode til at åbne pilekrat op. Alt sammen til glæde for blomster og insekter.”

Den rådgivende del af projektet, SAGRO, trækker på erfaringer fra andre lignende projekter, og de har haft et stort fokus på at sikre en løbende dialog med lodsejerne.

”Vi har helt fra start haft et stort fokus på lodsejerne og deres holdninger og interesser til projektet. Gennem telefoniske samtaler, individuelle møder og fællesmøder har vi spurgt meget ind til deres ønsker og italesat evt. bekymringer, netop for at få et projekt, der er tilpasset til lodsejerne. Det gør, at vi står et godt sted med projektet,” siger Katrine Falster-Hansen, der er miljø- og naturrådgiver hos SAGRO.

SAGRO samt kommunerne i Billund og Vejen forventer, at den skyggefulde eng er åben igen i løbet af nogle få år.

”Området omkring Holme Ådal rummer et af egnens unikke naturområder med sjældne planter, sommerfugle og storslåede landskaber. Afgræsningsprojektet vil være med til at bevare og udvikle disse værdier, og derfor er jeg glad for, at vi takket være et rigtig godt samarbejde med Vejen Kommune, SAGRO og lodsejerne kan iværksætte et så vigtigt projekt,” udtaler Simon Nicolajsen Jørgensen, formand for Teknik, Plan og Kulturudvalget i Billund Kommune.

Selve opsætningen af hegn er så småt i gang. Det sker i etaper fra januar 2024 og forventes afsluttet i foråret 2025. Samtidig skal der etableres broer og vadesteder, hvor kvæget kan krydse åen samt klaplåger mellem de forskellige arealer.

15. Juni Fonden støtter projektet med 3mio. kr. Midlerne går blandt andet til opsætning af 25 km. hegn, fangfolde, spændingsgivere og klaplåger samt til projektledelse og konsulentydelser.

”Uden midlerne fra 15. Juni Fonden har vi ikke kunnet gennemføre projektet. Det har været et fantastisk udgangspunkt og har gjort projektet muligt”, forklarer Vagn Sørensen, formand for Udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.

Borgere kan følge med i projektet fra Kyst til Kyst Stien, der snor sig gennem området, ligesom alle er velkomne, når projektet indvies den 13. juni 2024.

Faktaboks – Den Danske Rødliste:

I området omkring Holme Å findes der en række planter og insekter, som er opført på Den Danske Rødliste. Den Danske Rødliste indeholder blandt andet en oversigt over de arter i Danmark, som er i fare for at uddø.

En af disse arter er sommerfuglen moseperlemorsommerfugl. Den stiller store krav til sit levested. Sommerfuglens larve lever på tranebær, der er en lille spæd plante, der lever i moser. Den findes flere steder i ådalen, men er på retur, da den bliver skygget væk af pilebuske og høje græsser.

Når tranebær forsvinder, så forsvinder moseperlemorsommerfuglen også. Og den samme historie kan fortælles om mange af de andre sjældne planter og dyr i ådalen. Derfor er det så vigtigt for biodiversiteten, at der er en ekstensiv afgræsning, som holder ådalen lysåben.

Billedtekst:

Det er på et areal som dette langs Holmeå, at der sættes kvæg ud til afgræsning. På den måde bliver området åbnet op og det giver bedre levebetingelser for nye planter, insekter og andre smådyr.

Moseperlemorsommerfugl lever i området omkring Holme Å og er på Den Danske Rødliste, som er en oversigt over de arter i Danmark, som er i fare for at uddø.


Kontakt:

  • SAGRO: Katrine Falster-Hansen, miljø- og naturrådgiver, tlf. 25 57 98 92eller mail kfh@sagro.dk
  • Billund Kommune: Simon Nicolajsen Jørgensen, formand for Teknik, Plan og Kulturudvalget, tlf. 2228 5627 eller mail snj@billund.dk
  • Vejen Kommune: Vagn Sørensen, formand for Teknik & Miljø, tlf. 40 28 93 54 eller mail vags@vejen.dk
  • Lodsejer: Torben Due, tlf. 28 19 59 38 eller mail torben@osterviggaard.dk

Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark