Pressemeddelelse -

Sne og frost forsinker vejarbejdet i Askov

Der åbnes op for midlertidig gennemkørsel mandag til fredag i uge 49

På grund af sne og frost har vejarbejdet i Askov bymidte ligget stille i nogle dage. Vejen Kommune forventer, at arbejdet først kan startes op igen i næste uge. Derfor åbnes der midlertidigt op for gennemkørsel i krydset mandag den 4. til fredag den 8. december.

Vi er nødt til at spærre for gennemkørsel igen fra weekenden, da vejrudsigten melder tøvejr. Det vil køre belægningen fuldstændig op, hvis trafikken får lov til at køre i det optøede stabilgrus, forklarer Anders Pedersen, der er projekt- og trafiksikkerhedskoordinator i Teknik & Miljø.

Arbejdet forventes startet op igen mandag den 11. december. Her skal Freiberg rette grusbelægningen til, inden SR Gruppen kan udføre cementstabilisering. Endelig mangler Freiberg at færdiggøre selve belægningsarbejdet på både kørebane og fortove. Her er vejrudsigten igen afgørende for, hvor hurtigt vejarbejdet er færdigt. Vejen Kommune forventer fortsat, at der vil være åbnet op for trafik inden jul.

I øjeblikket ligger der kun stabilgrus i krydset, så vejen er ujævn, og der er samtidig en indsnævring på grund af de igangværende kantstens- og afvandingsarbejder. Trafikanterne opfordres til at køre forsigtigt og passe på forgængere og cyklister, der skal passere med forsigtighed. Det vil ikke være muligt at benytte cykelstier og fortove gennem krydset.

Emner

  • Infrastruktur, kommunikation

Regions

  • Vejen

Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt