Pressemeddelelse -

Vejen Kommune afholder klimamøde hos Solar Danmark

En bred gruppe af aktører møder op.

Involvering af borgere og virksomheder er en del af Vejen Kommunes klimaplan. Derfor har Vejen Kommune og UdviklingVejen inviteret bredt ud, når der afholdes inspirationsmøde om klima, grøn omstilling og bæredygtighed hos Solar Danmark i Vejen på onsdag kl. 14.00-17.00. På dagen vil man blandt andet få viden om hvordan Solar og Jysk Landbrug har grebet opgaven an i forhold til grøn omstilling og bæredygtighed. Oplæggene er tænkt som inspiration og baggrund for en efterfølgende fælles drøftelse af, hvordan alle kan bidrage til det kommende klimaarbejde.

Vejen Kommunes borgmester glæder sig over, at der er så mange, der har vist interesse for arrangementet:

Vi står alle overfor en opgave i forhold til grøn omstilling, hvor vi bl.a. skal gå fra de traditionelle fossile

energikilder til bæredygtig og vedvarende energiproduktion, transport, bæredygtig produktion og forbrug, og tilpasning til klimaforandringer. Derfor er det vigtigt, at vi har mange forskellige medspillere på opgaven, pointerer Egon Fræhr.

I løbet af eftermiddagen bliver Naturli’ Foods, Vejen Business College og Vejen Kommune placeret i ”den røde stol”, og efterfølgende vil der være mulighed for gruppedrøftelse og spørgsmål til panelet.

På mødet deltager en bred gruppe af aktører på tværs af undervisning, erhverv, civilsamfund og kommune. Dermed håber Vejen Kommune, at det vil give en god dialog. Det er formålet, at aktørerne kan finde inspiration til hvordan de kan give deres bidrag til, at Vejen Kommune kommer i mål med den grønne omstilling. Der er stadig et par pladser ledige, så er man interesseret, kan man tilmelde sig via hjemmesiden www.vejen.dk/klimaplan.


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt