Gå til indhold
Vejen Kommune sætter ind mod spritkørsel

Pressemeddelelse -

Vejen Kommune sætter ind mod spritkørsel

Alt for mange mennesker sætter sig bag rattet med for høje promiller i blodet om sommeren. Nu minder Vejen Kommune, Rådet for Sikker Trafik og politiet alle om at lade bilen stå, når de har drukket alkohol.

I de kommende uger vil en meget stor del af danskerne holde ferie i Danmark. Det kan betyde tusindvis af sociale sammenkomster såsom grillmiddage, strandture og havefester.

Sommerhyggen får ofte følgeskab af kolde øl, velsmagende drinks eller et par gode flasker vin. Det gør det aktuelt at minde om, at hvis man har drukket alkohol, så bør man lade bilen stå. I 2019 registrerede Politiet således 2 sprituheld i Vejen Kommune i løbet af sommermånederne.

- Det er naturligvis altid kedeligt, når der er nogle der ikke kan finde ud af at lade bilen stå. Jeg priser mig bare lykkelig for at ingen kom til skade i uheldene, siger formand for Teknik & Miljø, Vagn Sørensen.

Statistikken viser desuden, at der i løbet af hele 2019 blev registreret 8 sprituheld i Vejen Kommune. Ingen personer kom til skade i uheldene, som alle var eneuheld. Tilbage i 2010 blev der registreret dobbelt så mange sprituheld. I perioden 2015-2019 blev ingen personer dræbt i spritulykker i Vejen Kommune.

Sidste sommer sigtede politiet sigtede Syd- og Sønderjyllands politikreds 50 personer for spritkørsel hen over sommeren.

I perioden 2010-2014 blev hele 18 personer dræbt i spritulykker i Syd- og Sønderjylland. I perioden 2014-2018 er antallet reduceret til 4.

Det er derfor en tilfreds leder af færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjylland, Knud Reinholdt, der udtaler:

- Det går heldigvis fortsat den rigtige vej i Syd- og Sønderjylland! Den lange seje kamp mod spritkørsel ser ud til at have virket. Desværre har vi nu påbegyndt en lignende kamp mod narkokørsel.

Knud Reinholdt understreger samtidig at resultatet ikke får Syd- og Sønderjyllands Politi til at have mindre fokus på promillekørsel, da det hurtigt igen kan gå den forkerte vej.

I 2019 sigtede Syd- og Sønderjyllands Politi i alt 586 bilister i sager, hvor der var spirituskørsel involveret, og i alt 1316 bilister i sager, hvor der var narkokørsel involveret.

For mange tager chancen

Denne sommer sætter politiet også ind med kontrol, og samtidig gennemfører Vejen Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden kampagnen “Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?”.

Formålet med kampagnen er at minde folk om, at de kan være med til at forhindre spritkørsel ved at spørge deres gæster, hvordan de kommer hjem efter festen.

- Alt for mange bilister tager chancen og kører, selv om de er i tvivl om deres promille. Det er hamrende farligt, og det er derfor vigtigt, at omgivelserne også hjælper med til at forhindre, at det sker. Så før du serverer vin, øl eller drinks for dine gæster, så spørg dem lige, hvordan de kommer hjem. Det tvinger dem til at tage stilling til, om de skal drikke eller køre, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Se spritkampagnen ”Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?”: https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/stop-spritkoersel

Inden for det seneste år har 5 procent af kvinderne og 11 procent af mændene kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden blandt 4.519 personer.

Gode råd: Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rattet

Det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun egentlig har drukket. Men husk på, at hver gang du forhindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende en stor tjeneste. Her får du syv gode råd:

  • Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  • Tilbyd overnatning
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

Fakta (kilde: Rådet for Sikker Trafik, Rigspolitiet og Vejdirektoratet):

  • Sidste sommer sigtede politiet 864 personer for spritkørsel.
  • Hver 5. dødsulykke i trafikken skyldes alkohol.
  • Ni ud af 10 danskere tager afstand fra spritkørsel.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Michelle Laviolette

Seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik 24961144

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark