Gå til indhold
Oprindelige folk i Brasilien kæmper for "FORA GARIMPO" - minedrift ud, mens regeringen ønsker at lukke minefolkene ind i territorierne. Foto af Mongabay.org
Oprindelige folk i Brasilien kæmper for "FORA GARIMPO" - minedrift ud, mens regeringen ønsker at lukke minefolkene ind i territorierne. Foto af Mongabay.org

Nyhed -

Brasilien: Bolsonaro kæmper for mere minedrift i oprindelige folks territorier

En stigende interesse for minedrift i oprindelige folks territorier udgør en alvorlig trussel mod oprindelige folk og deres skovområder, herunder store dele af Amazonas. Mens landet allerede oplever rekordmange illegale mineinvasioner, arbejder landets præsident Bolsonaro fortsat på at gøre det lovligt at plyndre territorierne.

Af Katrine Gro Friborg

Siden Brasiliens præsident Bolsonaro i februar 2020 fremlagde et kontroversielt lovforslag for Kongressen, der vil tillade kommerciel minedrift i oprindelige folks territorier, har skovene i landet været under ekstra pres. Lovforslaget vil forsøge at begrænse den grundlæggende rettighed, som er garanteret i landets forfatning, der giver oprindelige folk eksklusiv territorial ret over deres områder. Det har skabt en markant stigning i anmodninger om ret til at drive minedrift i territorierne på trods af, at det er ulovligt ifølge landets grundlov. Størstedelen af anmodningerne er i staten Pará, hvor især Kayapó og Munduruku folkets territorier er eftertragtede, efterfulgt af Yanomami-folket i Roraima og Amazonas. Blandt ansøgerne er fremtrædende politikere og mineselskaber, der står over for retssager samt selskaber, der allerede er anklaget for miljøforbrydelser. Hovedsageligt drives minedrift efter guld, kobber, diamanter og kalium. Minerne leverer blandt andet materialer til mobiltelefoner, computere, smykker, husholdningsapparater, og mineraler til kunstgødning. Ifølge Mongabay.org afvises ansøgningerne ikke, men ligger i bero, sandsynligvis fordi regeringen ønsker at vise, at de kan komme på tale på et senere tidspunkt.

Bolsonaro: Oprindelige folk skal væk

Bolsonaro har længe hævdet, at Brasiliens oprindelige folk besidder for meget jord og har ved flere lejligheder gjort det klart, at oprindelige folks territorier skal åbnes for minedrift og anden ressourceudnyttelse. Godkendes minedrift i områder med mineralforekomster, bringes enorme skovområder, biodiversitet, økosystemer samt menneskers sundhed og rettigheder i fare. Det anslås, at udviklingen vil føre til tab af skove med et samlet område, der er større end England. Forslaget, som er blevet kritiseret kraftigt af civilsamfundet, blev mødt af et veto fra oppositionen og er på nuværende tidspunkt stagneret i kongressen. Størstedelen af Brasiliens oprindelige folk er imod minedrift i deres territorier, da kommerciel minedrift undergraver deres samfund og udsletter deres kulturer og levegrundlag i naturen. I takt med Bolsonaros fjendske retorik imod oprindelige folk og krav om at de skal fjernes fra deres territorier samt regeringens aktive svækkelse af miljølovgivningerne, er illegale mineaktiviteter i oprindelige folks territorier steget voldsomt. Det er især fordi håndhævelsen af miljøforbrydelser under Bolsonaro er blevet svækket kraftigt, og minefolk kan ofte nærmest uhindret operere i territorierne. Mange mener derfor, at der de facto er givet grønt lys fra regeringens side til at plyndre naturressourcerne i de oprindelige folks territorier og andre steder, selvom det er ulovligt.

#MinersOutCovidOut

Oprindelige samfund i Brasilien har længe kæmpet for at forhindre, at industriel og ulovlig minedrift plyndrer og ødelægger deres territorier. I Brasiliens Roraima-stat har Yanomami folket lanceret kampagnen #MinersOutCovidOut for at kræve udvisning af de omkring 20.000 illegale minearbejdere og skovhuggere, der stjæler ressourcer i deres territorium. Området har været mål for ulovlig guldminedrift siden 1980'erne, hvor jagten på guld har forårsaget dødelig spredning af sygdomme som mæslinger og malaria. I dag står befolkningen over for en øget risiko for COVID-19, ikke mindst på grund af ulovlig minedrift fra invaderende ressourcejægere. De ulovlige minearbejders uønskede tilstedeværelse og den skade, de forårsager, bidrager ofte til konflikt. Mineområder bliver jævnligt hot spots for prostitution, alkohol- og stofmisbrug og vold, hvilket har betydelig sociale konsekvenser for oprindelige folk.

Miljømæssige trusler

Minedrift og den infrastruktur, der ledsager miner, resulterer i betydelig skovrydning, ofte op til 70 kilometer fra minerne. Næsten ti procent af al skovrydning, der fandt sted i Amazonas mellem 2005 og 2015, kom fra mineaktiviteter. Den miljømæssig påvirkning af minedrift inkluderer derudover jorderosion, tab af biodiversitet, forurening af jord, floder og grundvand. Den udbredte brug af særdeles forurenende stoffer i udvindingen som kviksølv, arsen, radioaktivt materiale og cyanid, forårsager livstruende skade, hvor oprindelige samfund bærer tyngden af de negative påvirkninger. Den alvorlig vandforurening stammer især fra kviksølv, der bortskaffes i floderne, hvor det forårsager forgiftning af oprindelige folks kilder til ferskvand og fiskebestande.

Verdens Skove mener, i betragtning af den trussel, som minedrift udgør for Brasiliens skove og befolkning, at det er essentielt at mineforbuddet håndhæves og fastholdes af myndighederne i Brasilien.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark