Gå til indhold
Flis og biomasse er blevet en større og stadig mere omfattende del af driften af statens skove i en grad, så det går hårdt ud over mængden af dødt ved og dermed biodiversiteten. Foto: Shutterstock.
Flis og biomasse er blevet en større og stadig mere omfattende del af driften af statens skove i en grad, så det går hårdt ud over mængden af dødt ved og dermed biodiversiteten. Foto: Shutterstock.

Nyhed -

Debatindlæg: Klimaet har brug for rigtig vedvarende energi

Skive Fjernvarme har planer om et nyt, flisfyret varmeværk, og det har sat debatten i gang. Verdens Skove opfordrer Skive Fjernvarme til at undersøge klima- og miljøvenlige alternativer på åben og gennemskuelig vis. Hermed et debatindlæg, bragt i Skive Folkeblad, skrevet af Andreas Petersen, der er bestyrelsesmedlem i Verdens Skove:

Skive Fjernvarmes nye planlagte flisfyrede varmeværk har igennem længere tid været fokus for intens debat.

I et indlæg her i avisen den 20. maj forsvarer interesseorganisationen »Træ til Energi« fornuften i, at der skal investeres store millionbeløb i et nyt flisværk i Skive.

Det er måske ikke så overraskende, at en repræsentant for skovejere og skovdyrkere med en direkte økonomisk interesse i, at der bruges mere flis, melder sig på banen.

Nu mangler Danmark dog i forvejen på ingen måde værker, der fyrer med flis og træpiller.

Når Verdens Skove mener, at der er grund til grundigt at genoverveje fornuften i endnu et flisværk, så skyldes det, at biomasse er en begrænset resurse, der allerede nu fører til forarmelse af de danske skove med mangel på livgivende, dødt ved i skovene. Der flises allerede nu i et omfang, som hverken er bæredygtigt eller ansvarligt med tanke på naturtilstanden i skoven.

Når »Træ til Energi« siger, at flis anerkendes som CO2-neutralt, så undgår de at nævne, at dette er en uhyre kontroversiel og omstridt påstand.

Den videnskabelige komité til de europæiske videnskabsakademier (EASAC) advarede sidste år eksempelvis mod generelt at se biomasse som klimavenlig energi. At flis regnes som klimaneutral og dermed afgiftsfritaget i Danmark, er en politisk beslutning. Den er ikke baseret på ubestridelige, videnskabelige fakta.

Tværtimod forsinker brugen af biomasse til energiformål i det omfang, som det sker i Danmark i dag, reelle løsninger med vedvarende energi (vind, sol, varmepumper, geotermi osv.). At brænde flis i en størrelsesorden som man gør i Danmark idag er ikke klimavenligt. Vi skal nemlig meget hurtigt nedbringe CO2-udledningen (uanset om den er fra kul eller biomasse) hvis vi skal nå målene i Parisaftalen fra 2015, og forhindre de værste effekter af klimakrisen.

»Træ til Energi« hævder, at dansk flis giver mindre CO2-udledning i transporten pga. kortere transportafstand. Kan de dokumentere den påstand - det er vel transportformen, snarere end afstanden der afgør hvor meget CO2 der udledes.

Mener »Træ til Energi«, at tung transport med tusindvis af lastbiler med flis, der kører landet tyndt, er at foretrække over transport til søs?

Skive Kommune har ambitiøse klimamål og grønne målsætninger. Det er rosværdigt, men det forpligter også til handling. Det planlagte flisværk har været flere år undervejs, og verden har i mellemtiden ændret sig.

I Verdens Skove vil vi derfor stærkt opfordre Skive Fjernvarme til åbent og gennemskueligt at undersøge klima- og miljøvenlige alternativer til et nyt flisfyret varmeværk, og lægge dem frem for forbrugerne.


Med venlig hilsen

Andreas Petersen, bestyrelsesmedlem,

Verdens Skove,

Dalslandsgade 10,

2300 København S

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark