Desværre: Du kan ikke kompensere for din flyvetur

At bevare skov er en vigtig klimaløsning. Men skoven kan ikke kompensere for vores CO2-udledninger, for eksempel fra flyrejser. Vi er nemlig nødt til både at mindske vores CO2-udledning og bevare og genoprette skove, hvis vi vil bremse klimaforandringerne. Verdens Skoves klimanørd Gry Bossen forklarer hvorfor.

Tekst af Gry Bossen
Tegninger af Mads Lundgård

Klimaet er blevet noget, alle taler om. I løbet af de sidste få år har emnet bredt sig ind i langt de fleste danske hjem og det ser ud til at blive et af de store emner i den kommende valgkamp. Nye netværk dannes og folk mødes for at demonstrere eller tale om, hvordan man bedst sætter ind.

Situationens alvor er ved at gå op for flere og flere: Skal det lykkes at stoppe katastrofale klimaforandringer, kræver det en total omlægning - både i strukturen i vores samfund, i vores produktion og i vores forbrugsmønstre. Og for at dette kan ske, skal der både ske strukturelle og personlige forandringer over hele linien.

Svære valg

Det stiller både os som samfund og den enkelte borger foran nogle svære valg. Flyrejser eksempelvis udleder store mængder CO2, men er blevet en så integreret del af mange menneskers liv i vores del af verden, at det kan virke som en umulig udfordring at droppe dem. Dilemmaer som dette har ført til, at idéen om kompensation er blevet et varmt emne i klimadebatten.

Tanken går kort fortalt ud på, at man “opvejer” den CO2, man selv udleder, ved at støtte diverse klimaprojekter andetsteds, så det samlede regnestykke så at sige går i nul. Altså en slags klima-aflad, man kan købe sig til, og som vil gøre det ok - eller i hvert fald lidt mere ok - at fortsætte med at flyve.

Flere af disse såkaldt klima-kompenserende projekter går ud på at plante, genoprette eller bevare skov, da skove og træer optager og binder CO2. En logisk og simpel løsning, der tillader os både at blæse og have mel i munden, synes det.

Der er bare et lille problem: Løsningen holder ikke, for hele idéen om CO2-kompensation bygger på en grundlæggende misforståelse.

11 år til at halvere udledningen

For at forstå, hvorfor det ikke er nogen brugbar klimaløsning at kompensere for sin CO2-udledning, er vi nødt til at løfte blikket og se på klimaproblemerne i et lidt større perspektiv end den enkeltes flyveture.

Vi står idag i en situation, hvor vi ifølge FN’s klimapanel har 11 år til at vende skuden og sænke vores udledning af drivhusgasser til det halve. Derefter har vi atter mellem 10 og 20 år til at gå i såkaldt netto nul udledning - det vil sige, at vi skal sænke vores CO2-udledning med 95 procent samtidig med at vi sikrer et aktivt optag af CO2 fra atmosfæren, der er lige så stort som vores resterende udledning. Endelig skal vi opnå en negativ udledning: Vi skal simpelthen ende med at optage mere CO2 fra atmosfæren, end vi udleder.

Vi skal altså have indrettet vores samfund og planet således, at vi udleder utroligt lidt CO2, samtidig med at vi sikrer, at der er et større optag af CO2. Lad os forsøge at sætte nogle tal på dette regnestykke.

Det globale CO2-budget

Den CO2, vi udleder lige nu, ophober sig i atmosfæren og bidrager til en samlet CO2-mængde her. Forskere har regnet på, hvor meget global opvarmning en vis mængde CO2 i atmosfæren vil forårsage. Vi ved derfor, hvor meget CO2 der vil føre til en global temperaturstigning på 1,5 grader.

Denne mængde CO2 omtales nu som et globalt budget for, hvor meget CO2 vi må tillade i atmosfæren. Menneskeheden har et samlet budget på mellem 420 og 570 gigaton CO2-udledninger tilbage, indtil mængden af CO2 i atmosfæren overskrider niveauet for 1,5 graders temperaturstigning. Lige nu udleder vi omkring 40-55 gigaton CO2 om året. Det betyder, at vi har mellem 8 og 11 år tilbage inden det globale budget er brugt op, hvis vi fortsætter i dette tempo. I takt med at vi reducerer den globale udledning bliver løbetiden inden vi har opbrugt vores budget også længere og længere. Det er derfor planen at vi skal halvere vores udledning inden 2030 og gå i netto nul senest i 2050.

Budgettet kræver optag

I og med at det vil blive enormt svært for os at stoppe vores CO2 udledning helt, så regner man med at vi i 2050 stadig vil have en lille CO2-udledning. Det vil sige, at vi skal sikre et optag af CO2 fra atmosfæren, der sikrer at regnskabet samlet set går i nul.

Det er derfor alfa og omega, at vi nedsætter vores udslip så hurtigt som muligt indenfor det næste årti. Samtidigt skal vi sikre et optag, som kan afhjælpe den udledning, vi absolut ikke kan undgå. Det kunne f.eks. være fra varmeforbrug, hospitalsvæsenet, vandforsyningen, eller hvad der nu ellers fører til uundgåelige udledninger.

Dette kan gøres på flere måder. Lige nu forskes der i forskellige teknologier, der skal kunne trække CO2 ud af atmosfæren. Men ingen af disse har endnu vist sig succesfulde på en stor nok skala. Dertil kommer, at mange af dem er yderst energikrævende, så det næsten udleder lige så meget CO2 at skabe optaget som selve optaget. Der er altså risici forbundet ved at teknologierne - herunder risikoen for, at metoderne fejler og i stedet frigiver al den CO2, de har optaget.

Derfor er det nærliggende at bruge en “metode”, der har fungeret i millioner af år: Skove, eller nærmere betegnet fotosyntesen i træers og andre planters vækst.

Naturens egen klimaløsning

I stedet for risikable teknologiske løsninger bør vi kigge mod de naturlige økosystemer. Skovene både optager og lagrer store mængder CO2 lige så længe de står og vokser. Jo mere man lader skoven stå og passe sig selv, jo mere CO2 optager og lagrer den i sine voksende træer og i jorden under skoven.

Men når skoven fældes og brændes, så udledes den ophobede CO2 til atmosfæren igen. Desværre udgør skovrydning lige nu mellem 10 og 20 procent af de globale CO2-udledninger. Vi kan derfor sænke den globale udledning markant ved at stoppe med at fælde skov.

Ud over at sænke den globale drivhusgasudledning ved at bevare skovene, så sikrer vi samtidigt et fremtidigt optag af CO2 i skovene. Skovenes evne til at optage og lagre CO2 gør dem til en eminent og billig klimaløsning. Ifølge en omfattende nyere rapport om emnet er det muligt at spare og optage knap 15 gigaton CO2 om året fra 2050 igennem skove og andre naturlige økosystemer. Dette vil blandt andet kræve, at vi genopretter udpinte og fældede skove på i alt 950 millioner hektar. Det svarer omtrent til størrelsen på hele Kina.

Dette vil i sig selv allerede være virkelig svært at gennemføre politisk og i praksis. Der er som bekendt heller ikke ubegrænset plads på kloden, og en stor del af den plads, vi har, er der brug for til at producere mad til hele verdens befolkning - også hvis vi bruger denne plads så effektivt som muligt.

Konklusionen af regnestykket er, at selv med et massivt øget optag af CO2 i naturen, så er vi stadig nødt til at nedsætte vores udledning med noget nær 95 procent, hvis vi skal holde os indenfor CO2 budgettet.

Vi har ikke råd til klimakompensation

At få naturen til at hjælpe os i mål ved at optage mere CO2 er med andre ord allerede regnet ind i vores meget stramme klima-budget. Prøver vi at bruge den til også at kompensere for at vi fortsætter med unødvendige udledninger, har vi allerede overskredet det. Situationen taget i betragtning skal vi både holde op med at flyve og bevare skoven, hvis vi skal holde os under 1,5 graders opvarmning.

Kompensation og aflad er derfor ikke begreber, der er plads til i klimakampen.

Af samme grund er det ganske simpelt en vildledning at kalde noget for “CO2-neutralt”. Som eksempelvis når Københavns Kommune, der vil være “CO2-neutral” i 2025, mener, at de kan plante deres vej til dette. Eller når flyindustrien vil være “CO2-neutral” ved at betale sig fra deres udledning.

Vi har alle en udledning, og ingen mennesker i et vestligt samfund kan undgå at sætte CO2-aftryk. Så snart vi erkender dette, og stopper med at bruge ideen om klimakompensation som sovepude, kan vi få overblik over, hvor stor vores udledning reelt er, og hvad vi kan gøre for at nedsætte den.

Hvad KAN man så gøre?

Hvad kunne dette så være, hvis det ikke er CO2-kompensation?

Vi kan og skal som borgere forbruge meget mere klimavenligt, hvilket både vil sige at nedsætte vores forbrug af materielle ting, skifte størstedelen af vores kødindtag ud med proteinholdige planter, og erkende at vi i princippet kun kan rejse med fly en gang hvert femte eller tiende år. I hvert fald indtil teknologien har sikret, at flyene ikke udleder drivhusgasser eller vanddamp på flyveturen. Verdens Skove har lavet en guide til mere klimavenligt forbrug, som du kan læse her. 

Alt imens vi som forbrugere skal mindske vores personlige aftryk, skal regeringer og industrien arbejde lige så hårdt på at sænke udledningen fra de offentlige institutioner, infrastrukturen og produktionen af de ting, vi ikke kommer udenom at skulle bruge. Her kan du som borger presse på for de nødvendige forandringer ved at gøre din stemme hørt - med underskriftindsamlinger, demonstrationer, borgerforslag og ikke mindst når du sætter dit kryds til Folketings- og EU parlamentsvalg. Bliv inspireret til spørgsmål, du kan stille politikerne om skov og klima her.

Betyder alt dette så, at man skal lade være med at støtte skovprojekter? Tværtimod. Det er bydende nødvendigt at vi bevarer de skove vi har, og genopretter dem, vi har ødelagt. Vi må bare ikke tro, at vi kan tørre vores egen del af arbejdet med at bremse klimaforandringerne af på skoven.

Støt Verdens Skoves indsats for at bevare urskovene til gavn for klima og natur - læs mere her.

Eller få mere information om sammenhængen mellem skov og klima her.