Gå til indhold
Verdens højeste træ hedder Hyperion og står i Californien - det er over 115 meter højt og tilhører arten rødtræ (Sequoia sempervirens), men kun fem procent af de oprindelige skove står stadig. Foto af Shutterstock.
Verdens højeste træ hedder Hyperion og står i Californien - det er over 115 meter højt og tilhører arten rødtræ (Sequoia sempervirens), men kun fem procent af de oprindelige skove står stadig. Foto af Shutterstock.

Nyhed -

Hver tredje træart er i fare for at uddø

Mindst 30 procent af træarter på verdensplan er truede af udryddelse viser rapport. Træer er livsnødvendige organismer på Jorden, og det er derfor afgørende, at sikre intakte skove og sunde økosystemer i fremtiden. Samtidig kan uddøen af en række træarter få uoverskuelige konsekvenser.

Af Amalie Svanholm & Silje Heldt Zaltzman

En nylig rapport fra Botanic Gardens Conservation International (BGCI) understreger, at ud af de 58.497 kendte træarter i verden er mindst 30 procent udryddelsestruede. Dette spiller ind i den eksisterende og accelererende biodiversitets- og klimakrise. Rapporten er et resultatet af fem års intensive internationale undersøgelser af verdens træer, og konklusionen er dybt bekymrende og viser med uafviselig klarhed, at træer og skove har akut brug for vores hjælp.

Træer udgør livsnødvendige levesteder for mange arter, hvor de danner grundlaget for både føde, beskyttelse og tilflugtssted i et indviklet og komplekst net af interaktioner. Konsekvenserne er dermed store for mange arter, når træer forsvinder. Et videnskabeligt studie fra 2019 fandt eksempelvis, at alene i Storbritannien er 2.300 forskellige arter på den ene eller den anden måde forbundet med egetræet. Træer er desuden uundværlige for mennesker. Uden dem risikerer vi at miste vitale økosystemfunktioner som kulstofbinding, vandrensning, værn mod erosion, forebyggelse af oversvømmelser, stabilisering af temperaturer, nedbør og vejret blot for at nævne nogle. Hertil er oprindelige folk og lokales livsgrundlag ofte tæt forbundet med, hvad de kan skaffe i skovene. Så længe skovene er sunde og kan regenerere, leverer de eksempelvis mad, træ til brænde til madlavning, opvarmning, ly og læ, byggematerialer og planter til medicin.

Mens verdens befolkning nærmer sig otte milliarder, har efterspørgslen på ressourcer aldrig været større. Skovrydning sker på verdensplan i hastigt stigende tempo, men er især bekymrende i troperne, hvor den største biodiversitet, inklusiv antallet af træarter, findes. Faktisk findes hele 40 procent af de dokumenterede træarter i verden alene i den såkaldte neotropiske region i Central- og Sydamerika. Når skovene ryddes for at gøre plads til landbrugsproduktion, tømmer og andre produkter, så fjernes habitater fra alle de insekter, svampe, pattedyr og mikrober, der har brugt de sidste millioner af år på at udvikle sig til at overleve i skovene. Vi mister altså ikke kun træerne, når skovene fældes, men også hele det økosystem, som de danner grundlag for.

Ifølge Caspar Olausson, sekretariatschef i Verdens Skove, er rapportens resultat rystende og den belyser, hvordan vi mennesker gennem vores handlinger er ved at underminere nogle af de livgivende fundamenter på jorden. “I Verdens Skove kæmper vi for at bevare en rig og mangfoldig skovnatur. Når vi ved, at specielt træer i de mest artsrige skove fældes med øget hastighed for at tilgodese menneskelige behov, understreger det, at det haster at omlægge vores efterspørgsel på ressourcer. Fortsætter vi som hidtil, vil det uden tvivl føre til, at vi mister flere træarter, hvilket kan få katastrofale konsekvenser. Ikke bare for de økosystemer, de er fundamentet for, men også for os mennesker. Derfor er vi forpligtede til at stoppe denne udvikling”.

Biodiverse skove er modstandsdygtige skove

Skove er nogle af de mest artsrige økosystemer på Jorden, og størstedelen af den terrestriske biodiversitet findes her. Jo mere diverse skovene er på gen-, arts- og økosystemsniveau, des mere modstandsdygtige, tilpasningsdygtige, stabile og resistente vil skovene være over for ydre pres og ændrede forhold. Hvor de tropiske skove ofte har den højeste biodiversitet, findes der også skove med en naturlig lav artsdiversitet, som stadig har en høj grad af modstandsdygtighed. Dette skyldes, at de træarter, der dominerer disse skove, som for eksempel i boreale fyrreskove, har en høj grad af genetisk variation, hvilket gør dem tolerante over for en lang række potentielle trusler.

Træer er uforholdsmæssigt truede i troperne

Det er dog ikke alle skove, der mærker presset på samme måde. Ifølge BGCI-rapporten om verdens træer, har de lande, der er hjemsted for størstedelen af verdens biodiversitet, de såkaldte megadiverse lande, som Brasilien, Madagaskar, Colombia og Indonesien, også det største antal truede træarter. Det er også i disse lande, at skovene ødelægges i det højeste tempo.

Den største trussel mod træer er skovrydning relateret til udvidelse af arealanvendelse og direkte udnyttelse, eksempelvis til tømmer. Det er vores forbrugs- og produktionsmønstre, der resulterer i de praksisser, der er ødelæggende for skovene. Hvis vi skal ændre denne udvikling, er det helt afgørende, at vi omlægger efterspørgslen på ressourcer og giver incitament til bæredygtige praksisser, der understøtter bæredygtige fødevaresystemer og forsyningskæder. Andre store trusler mod træer er tørke, oversvømmelser, hyppigere og voldsommere skovbrande samt skadedyr og sygdomme, ofte foranlediget af klimaforandringerne. Ændringer i de klimatiske forhold betyder også, at temperaturzonerne flytter sig, så træerne ikke længere kan leve, hvor de gjorde før.

Hvad gøres der for at hjælpe træer?

Heldigvis er der mange mennesker, der ønsker at vende den tendens, som BGCI-rapporten påpeger. Globalt anses omkring 15 procent af landjorden for at være beskyttet, og i denne tid skal der i forlængelse af FN’s Biodiversitetskonvention forhandles på en ny global aftale med det overordnede formål at standse tabet af biodiversitet. Her arbejdes der blandt andet på at øge det areal af landjorden, der fremover skal være beskyttet. Målet er, at 30 procent af landjorden skal være beskyttet inden 2030 for at vende biodiversitetskrisen. Beskyttede områder kan fungere som tilflugtssted for mange truede arter, hvis de er udarbejdet og monitoreret korrekt. Frøbanker og botaniske haver er også en vigtig måde at beskytte truede træarter på, så de en dag forhåbentlig kan genindføres i deres oprindelige habitater.

Genplantningsinitiativer som ’the Bonn Challenge’, ’the Great Green Wall Challenge’ og ‘the One Trillion Tree Initiative’ arbejder alle i øjeblikket på at genplante store områder med træer rundt om i hele verden. ’The Global Trees Campaign’ arbejder utrætteligt på at beskytte truede træarter gennem træplantning- og træningskampagner. Andre initiativer arbejder med bæredygtig skovforvaltning og agroforestry for at sikre, at skovene forbliver intakte for fremtidige generationer.

Verdens Skove arbejder også for at sikre træernes overlevelse. Dette foregår især i samarbejde med de mennesker, der afhænger af skovene. “Gennem vores projekter i Latinamerika og Afrika, gør vi, hvad vi kan for at bidrage til at ændre den problematiske udvikling, vi er vidne til. Vi kæmper for, at skovene og de truede træsorter bliver stående, så de fortsat kan gavne alle de dyr og mennesker, der er afhængige af dem”, fortæller Caspar Olausson.

Du kan også give din stemme for træerne og de andre arter. Vi indsamler lige nu underskrifter til et krav til politikerne om at tage til det kommende biodiversitetstopmøde i Kina med så store ambitioner som mulig, så resultatet bliver en seriøs og bindende aftale. Du kan læse mere og skrive under her.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark