Gå til indhold
Femplettet Køllesværmer på Strandengen på Amager Fælled. Foto: Philip Hahn-Petersen
Femplettet Køllesværmer på Strandengen på Amager Fælled. Foto: Philip Hahn-Petersen

Nyhed -

Hvorfor er Verdens Skove gået ind i sagen om strandengen på Amager Fælled?

Verdens Skove er gået ind i Amager Fælled-sagen. Her er par ord fra vores bestyrelse om, hvorfor vi er gået ind i en sag om bynær natur. Det handler om at beskytte biodiversitet og skabe sammenhæng mellem det lokale og det globale. Læs mere her:

Af Andreas Petersen, bestyrelsesmedlem i Verdens Skove

Vi er af flere medlemmer blevet spurgt om, hvorfor Verdens Skove er gået ind i sagen om Amager Fælled. Byggeområdet indeholder da ikke voldsomt mange træer, lyder spørgsmålet. Skal Verdens Skove ikke "kun" interessere sig for vild skovnatur - vi er vel ligeglade med alle andre naturtyper?

Amager Fælled-sagen er en sag, der optager hele det grønne København. En bred alliance af grønne organisationer og lokale borgergrupper arbejder aktivt mod byggeriet. I en sådan sag står grønne foreninger og miljøorganisationer naturligvis sammen skulder ved skulder for at bevare værdifuld natur. Det gælder også Verdens Skove. Naturligvis.

Den vigtigste begrundelse kan alligevel siges med ét ord: biodiversitet. I Verdens Skove er vi dybt og inderligt bekymrede over den voldsomt og hastigt stigende uddøen af arter i verden - en sand biodiversitetskrise. Her har vi på den tidligere strandeng på Fælleden et unikt område, et vildnis af urnatur. Der er tale om en naturperle, der går 5.000-7.000 år tilbage i tid med et mylder af sjældne og truede arter. Når vi i Verdens Skove siger, at vi skal bevare regnskoven på grund af dens rigdom af sjældne arter. Ja, så har vi selvfølgelig også en særlig forpligtelse, når det gælder et biodiversitetsrigt område i Danmark. Her har vi nemlig i vores baghave på Amager Fælled et skatkammer af værdifuld natur.

For os i Verdens Skove hænger globalt og lokalt naturarbejde sammen. Vi kan ikke løfte pegefingeren over for naturødelæggelse i den 3. verden, ofte begået af fattige mennesker, der lever nær eksistensminimum. Samtidig som vi med åbne øjne i ét af verdens rigeste lande lægger urnaturen i landets hovedstad under beton. Især når det sker, uden at de ansvarlige politikere end ikke vil undersøge alternative byggegrunde - og det i en storby, der blev kåret til Europas grønne hovedstad i 2014.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Derfor er vi i Verdens Skove gået helhjertet ind i kampen for den tidligere strandeng. Og vi bliver ved, indtil vi har vundet slaget om Fælleden. 

Støt kampen. Meld dig ind Verdens Skove her

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark