Kan det svare sig at betale folk for ikke at rydde skov?

Et hold forskere har i Uganda gennemført et projekt, hvor tilfældigt udvalgte landsbyer blev tilbudt at modtage betaling for ikke at rydde skoven på deres jorder. Resultatet overraskede positivt, idet betalingen bremsede rydningen af skov og samtidigt er projektet så billigt at gennemføre, at det er rentabelt.

Af Anni Hjortegaard Jensen

Verdens tropiske skove er eksempler på den tragedie, der opstår, når verdens behov kommer i karambolage med individets. Træer i regnskove lagrer så meget CO2, at det at bevare dem er en af de mest rentable måder til at reducere CO2-udledningen og bremse de skadelige klimaforandringer. Men for de mennesker, der faktisk ejer træerne, er det en god indtægtskilde at fælde dem, sælge træet og bruge jorden til landbrug og på den måde brødføde deres familier, skriver The Atlantic.

Meget skovrydning foregår i lande, hvor folk har en lav indkomst. En måde at rette op på de modsatrettede interesser er at få rige lande eller internationale støtter som f.eks. Verdensbanken til at betale folk i fattige lande for at lade træerne stå og på den måde give dem et incitament til at beskytte deres skove. Tilgangen kaldes “betaling for økosystemstjenester”. Costa Rica var det første land, der prøvede det på landsdækkende skala i 1997. Siden da har blandt andet Kina, Mexico og Bolivia fulgt trop.

Tilgangen er dog stadig kontroversiel. Virker det rent faktisk? Er det rentabelt? Er de mennesker, der tager imod pengene ikke bare dem, der allerede passer godt på deres skove? Fælder de bare træer et andet sted i stedet for? Kort sagt, “hvordan kan man vide, om man faktisk bremser skovrydningen?” spørger Seema Jayachandran fra Northwestern University i Illinois, USA.

Projekt gennemført med opmuntrende resultat

For at svare på spørgsmålet rejste Seema og hendes kolleger til det vestlige Uganda. I Ugandas skove bor der gorillaer og chimpanser og skovydningsprocenten er den tredje højeste i verden. I 2011 blev 121 landsbyer udvalgt og halvdelen tilbudt at være med i Betaling for økosystemstjenester-projektet. Dem, der blev tilbudt betaling, blev tilfældigt udvalgt. Det er første gang, at tilgangen nogensinde er blevet testet med tilfældigt udvalgte deltagere og resultatet var opmuntrende. I løbet af to år halveredes antallet af træer, der blev fældet i nærheden af de landsbyer, der deltog i forsøget, sammenlignet med de landsbyer, der ikke deltog.

Projektet var også både billigt og rentabelt. Det kostede blot $20.350 eller 128.422,- kr. at betale alle deltagerne, der i gennemsnit øgede deres årlige indkomst med 353 kr., hvilket er en øgning på omkring 10 – 20 pct.

“Det er projektets magi,” fortæller Seema. “Det er nok penge til, at der er et økonomisk pres for ikke at fælde skoven, men billigt nok til at rige lande kan betale for det.”

“Nogle gange spørger folk, hvorfor regeringen ikke bare opkøber skovene og forvandler dem til reservater,” tilføjer hun. “Men folk bor der. De er integreret i skoven, så man er nødt til at udtænke en måde at lade folk leve deres liv på.”

Lignende resultater i andre lande

Lignende resultater er fundet af forskere, når de har evalueret Betaling for økosystemstjenester-projektet i Mexico, efter det blev sat i gang. Også der halverede betaling tabet af skov.

“Det er umådeligt brugbart at vide, at de resultater også holdt i en undersøgelse med tilfældigt udvalgte deltagere” og på et helt andet kontinet, siger Jennifer Alix-Garcia fra University of Wisconsin-Madison, der var involveret i Mexico-projektet. “Det tyder på, at der eksisterer en effektiv miljøpolitik, som kan blive brugt i udfordrende institutionelle miljøer uden negative konsekvenser for dem, der bor der. Kan det blive bedre?”

“Det glæder mig at se, at Betaling for økosystemstjenester-projektet får øget opmærksomhed,” tilføjer Katharine Sims fra Amherst College i Massachusets, USA, der også var en del af Mexico-projektet. “Det er blevet kendt som en central strategi hvad angår global skovbevaring [og] det giver os en vigtig metode, til bedre at forene personlige og sociale værdier.”

Opmuntrende resultater

The Chimpanzee Sanctuary and Wildlife Conservation Trust, en lokal almennyttig organisation, har designet og forvaltet projektet. Organisationens ansatte tog ud til de udvalgte landsbyer, talte med lederne og tilbød dem en kontrakt, der forbød dem at fælde voksne træer mod at modtage en årlig betaling på 177 kr. for hver helt uberørt hektar. Hvis landsbyen gik med til det, tjekkede holdet med det samme området for at være sikre på, at landsbyboerne overholdt deres del af aftalen og de bedømte eventuelle ændringer i trædækket via sattelitbilleder.

Holdet opdagede, at trædækket gennemsnitligt svandt 4,2 pct. i de landsbyer, der deltog i projektet og 9,1 pct. i de landsbyer, der ikke var med i projektet. Holdet fandt heller ingen beviser på, at landsbyboerne snød systemet. “Man kunne forvente, at de mennesker der i hobetal tilmelder sig projektet, er dem, der allerede planlagde at bevare træer,” forklarer Seema. Men de tilmeldtes tidligere opførsel tyder på, at de faktisk ville have fældet endnu flere træer end den typiske grundejer.

Ligeledes viste sattelitbilleder, at landsbyboerne ikke bare fældede træer i andre nærliggende skove eller indgik aftaler med de naboer, der ikke var en del af projektet. De to ting bliver ofte fremlagt som mulige konsekvenser af Betaling for økosystemstjenester-tilgangen. “Vi kommer med beviser på, at det er tænkning, der maler fanden på væggen, hvilket dæmper investering i denne tilgang. Men det ikke er sådan, det gik i denne omgang,” argumenterer Seema.

Kelsey Jack fra Tufts Universitet i Massachutets, USA, advarer om, at “resultaterne muligvis ændrer sig i takt med, at projektet udvikler sig og folk bliver bekendt med det og med mulige svage punkter i overvågningen eller håndhævelsen [af reglerne].” I Seemas undersøgelse var det kun en tredjedel af de grundejere, der var inviteret til at deltage i programmet, der accepterede. Resultatet havde muligvis været anderledes, hvis flere havde tilmeldt sig – eller hvis projektet havde været landsdækkende. I så fald kunne projektet have påvirket et lands landbrugsindustri eller tømmerpriser – begge dele kunne ændre incitamentet til at fælde eller bevare træer.

Billig metode til at forhindre CO2-udledning

På trods af det lave deltagerantal har teamet regnet ud, at de bremsede udledningen af 183,5 metriske tons CO2 for hver kvalificerede grundejer og at de kun betalte 2,90 kr. for hvert ton. Den sociale pris for alt det kulstof – dvs. prisen for dets negative indvirkning på klimaet – er omkring 2,4 gange højere. Selv hvis grundejererne indhentede alt deres manglende skovfældning, når betalingerne stoppede, så ville projektet stadig skabe balance i regnskabet. Det giver et stærkt incitament til ikke kun at starte projekter som dette, men også til at holde dem kørende.

“Det er væsentligt billigere end andre CO2-reduceringsmetoder,” siger Seema. For eksempel er prisen for at støtte elektriske biler og hybridbiler i USA fire til 24 gange større end den sociale kulstofpris, som de biler undgår. “At sætte kroner og ører på fordelene burde hjælpe til at give politikerne et skub,” slutter Seema.  

Hvis du vil være med til at støtte Verdens Skoves arbejde for at bevare skoven, kan du gøre det her.