Gå til indhold
Tomas fra Verdens Skoves lokale partnerorganisation APCOB gør Almendratræer klar til udplantning. Foto: Jens Kanstrup
Tomas fra Verdens Skoves lokale partnerorganisation APCOB gør Almendratræer klar til udplantning. Foto: Jens Kanstrup

Nyhed -

Med hjælp fra lokalbefolkningen og Verdens Skove får nedbrændte skovarealer i Chiquitano-skoven liv igen

Skovbrande har ødelagt enorme skovarealer i Chiquitano-tørskoven i Bolivia i løbet af de seneste år. Med støtte fra Erik Kauffeldts Fond samarbejder Verdens Skove med oprindelige folk i Monte Verde-territoriet om at genskove 6.000 hektar skov til glæde og nytte for både områdets dyreliv og lokalbefolkningen. Projektet har også til formål at forebygge fremtidige skovbrande i territoriet.

Af Ida Lund

Verdens øjne vendte sig mod Sydamerika i 2019 og 2020, hvor massive skovbrande rasede og ødelagde enorme arealer af tropisk skov. Også Bolivias skove mærkede flammerne. I den bolivianske Chiquitano-skov blev mere end tre millioner hektar skov forvandlet til grå askemarker. Disse skovbrande har haft store konsekvenser for skovens dyre- og planteliv og ikke mindst for de mange mennesker, der både er dybt forbundet til skoven og yderst afhængige af den. Derfor er Verdens Skove sammen med lokale partnere og oprindelige folk i gang med at afhjælpe konsekvenserne skovbrandene i Monte Verde-territoriet i Chiquitano-skoven.

Genplantning af lokale træsorter sammen med skovlandbrug
Monte Verde-territoriet i Chiquitano-skoven mistede over 200.000 hektar skov til skovbrandene i 2019 og 2020. Territoriet er hjem for de oprindelige Chiquitano-folk, heriblandt beboerne i landsbyerne Rio Blanco og Nokoborema, som, i samarbejde med Verdens Skove og vores lokale partner APCOB, arbejder for at genoprette deres skove. Gennem tre år skal 6.000 hektar af Monte Verde-territoriets tropiske skov genskoves og dermed blive til stor og frodig skov igen. Det er især de cirka 15 procent af de hårdest ramte skovområder, hvor de store træer også er forsvundet, der får hjælp til at blive til skov igen. Projektet er allerede godt på vej med 1.183 hektar, der er blevet genskovet i løbet af 2021 og 2022.

Udvalgte arter plantes i skoven. Foto: APCOB.

Træsorterne, der plantes, er nøje udvalgt med fokus på både at genplante de hjemmehørende træsorter, der voksede inden brandene, samt træer velegnet til skovlandbrug. Det er nemlig vigtigt, at der også vokser træer, der kan give frugt, nødder og tømmer, så lokalbefolkningen har nytte af skoven og får en indtjening fra den.
“Etableringen af skovlandbrug i nærheden af landsbyerne er en langt mere bæredygtig og brandforbyggende dyrkningsform end deres traditionelle svedjebrug,” forklarer Jens Kanstrup, der er teknisk rådgiver hos Verdens Skove. Ved traditionelt svedjebrug afbrændes vegetationen i et område, hvorefter det opdyrkes i en begrænset periode og lægges i brak.

Genskovningsprojektet forsøger også at bruge områdets fugle til at hjælpe med at sprede træernes frø. Lokalbefolkningen har sat fuglepinde op i større lysninger skabt af brandene for at tiltrække de fugle, der spiser træernes frugter og frø og derved hjælper med at sprede frøene i området.

Opsætning af siddepind til fugle i skovlysning. Foto: APCOB.

Skovbrande truer stadig
Skovbrandene udgør stadig en stor trussel for Chiquitano-skoven. Som konsekvens af klimaforandringerne er tørkeperioden blevet længere, og det øger risikoen for skovbrande. Bolivias politiske situation har også bidraget til de voldsomme skovbrande, fordi Bolivias regering i 2019 tillod afbrænding af større skovarealer end hidtil, fra fem hektar til tyve hektar, for at give plads til flere landbrugsarealer.
“Ved at øge det lovlige areal, der årligt må afbrændes, øges sandsynligheden for, at de påsatte brande løber ud af kontrol og bliver til store ukontrollerede skovbrande - og samtidigt sendes der et uheldigt signal om, at skoven må ryddes for at skabe plads til landbrug,” udtaler Gry Errboe, der er koordinator for Verdens Skoves indsatser i Sydamerika.

I 2021 hærgede skovbrandene på ny i Monte Verde-territoriet og truede projektets nyplantede skovområder. Dog var det primært de tørreste og tidligere brændte områder, der blev ramt. Skaderne var heldigvis ikke omfattende, og det ser ud til, at de etablerede skovlandbrugssystemerne er i stand til at overleve brande ved at skyde igen efter brand.

Flere skovområder i Monte Verde-territoriet er også truet af årlige afbrændinger af omkringliggende marker, der tilhører private kvægfarmere. Nokoborema-landsbyen og dens skove er næsten omringet af kvægfarmernes marker og er derfor meget udsatte, når kvægfarmerne brænder markerne af.

“Det er afgørende for Chiquitano-skoven, at den ikke brænder for ofte, for så vil det kun være de mest brandtolerante træsorter, der overlever, og skoven vil på den måde blive fattigere på levesteder for skovens utroligt mange arter. Men det er vigtigt at huske på, at brande er en naturlig del af tørskovenes livscyklus. Det er den øgede hyppighed af brande, som følge af afskovning og klimaforandringer, der er problemet,” pointerer Jens Kanstrup.

Brandforebyggelse er afgørende
For at undgå, at de genplantede arealer brænder ned igen, er brandforebyggelse en vigtig del af projektet.
“De to landsbyer planter skovlandbrug med permanent trædække, der beskytter jorden mod udtørring og holder på fugten i tørtiden i stedet, og samtidig laver de brandbælter i udsatte områder for at undgå, at skovbrande kan brede sig,” siger Jens Kanstrup.

Lokalbefolkningen i Monte Verde-territoriet har også modtaget midler til bedre at kunne håndtere kommende skovbrande. Blandt andet har Nokoborema-landsbyen nu en branddam og en pumpe, der kan være afgørende, når skovbrande i nærområdet skal slukkes.

I denne korte video lavet af Verdens Skoves partner, APCOB, kan du se videoklip fra projektet og se, hvordan de lokale arbejder sammen for at genplante skovområderne.

Emner

Kategorier

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark