Naturens vigtigste kamppladser

Hvordan prioriterer man natur? Et dilemma, som alle, der arbejder med naturbevarelse, er tvunget til at forholde sig til. For ressourcerne er begrænsede, mens naturen er under pres mange steder. At definere såkaldte ”hotspots” for biodiversitet er en af de måder, eksperter forsøger at fokusere indsatsen. 

Af Anne Liv Eberlein, redaktør

Det er et spørgsmål, der kan sætte hidsige diskussioner i gang blandt de fleste naturelskere: Hvilken natur skal vi redde først?

Ikke desto mindre er det præcis det spørgsmål, som alle, der arbejder med at bevare natur, må svare på, når de planlægger deres indsats i praksis. De fleste vil uden tvivl have lyst til at svare, at vi skal redde al natur. I en virkelighed, hvor menneskers pres på Jordens øvrige arter er verdensomspændende, og hvor ingen organisation, virksomhed eller stat har ubegrænsede ressourcer til at bevare natur, er det dog praktisk umuligt i mange tilfælde.

Så hvad skal vi prioritere?

Gennem historien har svarene på dét spørgsmål været vidt forskellige og har ændret sig løbende sammen med vores værdier. For et par hundrede år siden var det frem for alt den æstetisk smukke natur, man ville frede. Siden har det blandt andet været den natur, der kunne sikre os flest ressourcer, den natur, der var bedst egnet til friluftsliv og fritid, eller den natur, der bedst kunne modvirke vores forurening af miljøet, der er blevet prioriteret.

Men i de sidste årtier er der gradvist kommet en anden idé øverst på dagsordenen i mange naturorganisationer: Biodiversitet, mangfoldigheden af forskellige arter af dyr og planter i et naturområde.

Naturens hotteste spots

Tanken synes indlysende og simpel: Alt liv, alle Jordens forskellige arter, har deres egen særlige værdi. Og vi skal derfor koncentrere vores indsats dér, hvor vi redder den største mangfoldighed af liv.

Et oplagt næste skridt er så naturligvis at finde ud af, hvor på planeten det helt konkret er, vi gør det. Det var netop, hvad den britiske økolog Norman Myers satte sig for, da han i 1990’erne grundlagde begrebet ”biodiversitets-hotspots”.

Her definerede han en række konkrete områder på Jorden, der var hjemsted for en særligt stor mangfoldighed af unikke plantearter – og som samtidigt mistede store dele af deres vegetation og levesteder. I Myers oprindelige begreb var biodiversitets-hotspots altså fra starten tænkt som naturområder, der allerede er i fare for at forsvinde. Af samme grund er eksempelvis Amazonas-regnskoven ikke en del af listen, for selvom der er blevet ryddet store områder i den, er størstedelen af den gigantiske regnskov stadig intakt.

Organisationen Conservation International tog hurtigt begrebet til sig som deres ledende princip og videreudviklede på det i flere globale undersøgelser. Listen er siden 90’erne blevet udvidet til at omfatte 34 områder.

Disse 34 områder udgør kun lidt over to procent af Jordens landareal, men ifølge Conservation International indeholder de tilsammen over 60 procent af verdens kendte arter af planter, fugle, pattedyr, reptiler og padder. Samtidigt har disse hotspots i alt mistet over 80 procent af deres oprindelige levesteder.

I dag er nogle af de allermest truede hotspots de atlantiske skove i Brasilien, skovene i det centrale Østafrika, Madagascar og det Mediterrane Basin, som alle kun har under fem procent af deres oprindelige vegetation tilbage. Desuden er særligt tropiske tørskove og skovsavanner i blandt andet i Sydamerika under særligt stort pres.

Kort der viser placeringen af de forskellige biodiversitetshotspots. Stederne er hjemsted for over halvdelen af jordens endemiske plantearter og mere end 40 pct. af alle landlevende hvirveldyr. Foto: Shutterstock.  

Mangfoldighed i 3D

Ser man på et kort over alle de 34 hotspots tegner der sig et tydeligt billede af, hvor Jordens mest mangfoldige og mest akut truede natur typisk befinder sig: Rundt om Jordens mave, i de tropiske områder nær ækvator – og særligt i tropiske skove.

Hvorfor det lige er her, at mangfoldigheden af arter er så stor, er der flere forklaringer på, fortæller biolog Jens Holm Kanstrup, der er teknisk rådgiver i Verdens Skove og har arbejdet med skovforvaltning og naturbevarelse i de sidste 20 år.

”Hvilke forklaringer, der er de mest rigtige, er lidt omdiskuteret, men én ting er sikkert, og det er, at den store mængde lys, vand og varme nær ækvator har skabt optimale betingelser for at livet kunne udvikle sig i økosystemer, som man kunne kalde for 3D – altså økosystemer, der også vokser op i højden,” forklarer han.

”Grunden til det er, at der er vand nok til planter over det hele, fra skovbunden helt op til træernes kviste. Det mangedobler antallet af levesteder sammenlignet med andre økosystemer. Desuden har tropiske skove udviklet sig meget isoleret over mange millioner af år.”

Listen over de mest mangfoldige naturområder, der er i størst akut fare for at forsvinde, er i de sidste 20 år blevet et af de mest retningsgivende koncepter indenfor naturbevaring.

”Skov er ikke bare skov. Jo større areal man bevarer, jo bedre er det ikke nødvendigvis for verdens biodiversitet. Og her kommer hotspot-begrebet ind som et værktøj til at planlægge skovbevarelsen på en måde, så flest mulige arter og økosystemer bevares. Det kan for eksempel være meget vigtigere for biodiversiteten at redde 25 hektar helt unik regnskov på en bjergtop i Nicaragua end 100.000 hektar lavlandsregnskov i Amazonas,” forklarer Jens Holm Kanstrup.

Tågeskov i Nicaragua. Hele Mellemamerika er listet som en af verdens biodiversitets-hotspots på grund af sin enorme artsrigdom – og de store naturødelæggelser, der foregår her. Foto: Anne Liv Eberlein.

Men biodiversitet og hotspot-konceptet rummer sine egne dilemmaer.

Mange arter eller sjældne arter?

Et af dem er, om man skal bevare naturen der, hvor der er flest forskellige arter – eller der, hvor der er flest unikke arter, der ikke lever nogen andre steder. Det er sådanne arter, man i biologiens sprog kalder for endemiske. Et af de mest berømte eksempler på områder med mange endemiske arter er Galápagos-øerne udenfor Ecuador, der var med til at inspirere Charles Darwin til at udvikle teorien om evolution og arternes oprindelse. Darwin studerede øernes mange arter af blandt andet fugle og reptiler og bemærkede, at disse arter var forskellige for hver ø.

To Galapagos havleguaner. Galapagos-øerne hører til verdens 35 biodiversitets-hotspots.Foto: Shutterstock.

Udfordringen er, at områder med mange unikke, endemiske arter ikke altid er de områder, hvor der samlet set lever en størst mangfoldighed af arter. Det viste blandt andet et studie fra 2006 udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Så skal man fokusere på at bevare de naturområder, hvor der er flest enestående arter – eller skal man fokusere indsatsen der, hvor man redder den største mangfoldighed af arter samlet set?

”Man skulle gerne både kunne bevare områder med høj grad af endemisme, for her er biodiversiteten generelt mest unik og mest udsat, men man skal også sørge for at store områder i for eksempel Amazonas bevares, for her er der en stor samlet biodiversitet, der ikke kan overleve i mindre hotspots med høj endemisme. Hvis man kun fokuserer på antal arter, taber man de mest unikke - og omvendt, hvis man kun bevarer de mest unikke, så vil den mere udbredte biodiversitet også ende med at komme i problemer. Så det er en både-og-tilgang, der er brug for,” mener Jens Holm Kanstrup.

Et andet dilemma i hotspot-tilgangen er, at der heller ikke nødvendigvis er et geografisk overlap mellem artsrigdommen når man ser på forskellige typer af arter. For eksempel har organisationen Saving Species udgivet kort, der viser, at store dele af Andes-bjergene i Sydamerika rummer en ekstremt stor mangfoldighed af fuglearter. Men ser man på kort over mangfoldigheden af reptiler og padder, er det kun nogle få, særlige områder i Andesbjergene, der scorer højest. Her opdager forskere jævnligt mange nye arter.

El condor pasa: Den mægtige andeskondor med et vingefang på op til tre meter er en af de utallige fugle, der hører hjemme i den artsrige tropiske Andes-region. Foto: Shutterstock.

Et ikke uvæsentligt spørgsmål er faktisk, om vi overhovedet er klare over, hvor den mest truede artsrigdom egentlig befinder sig, forklarer Jens Holm Kanstrup:

”Der er en sammenhæng imellem, hvor der ligger mange feltstationer, og hvor der er registreret hotspots. Meget velundersøgte områder har en tendens til at slå ud som meget artsrige, fordi nogen har kigget efter. Det er derfor vigtigt, at man også forsøger at estimere og ekstrapolere til mindre undersøgte områder. Det er heldigvis mit indtryk, at man er blevet bedre til det på det seneste.”

Mere fokus på årsagerne

Den måske vigtigste diskussion om den klassiske ”hotspot”-tilgang til naturbevarelse er dog endnu mere grundlæggende, mener blandt andet forfatterne til et af de nyere studier af konceptet, Gerardo Ceballos og Paul Ehrlich.

For det nytter ikke noget blot at symptombehandle ved at prøve at beskytte det ene område efter det andet, hvis man ikke samtidigt gør noget ved årsagerne til at disse områder overhovedet er under pres, skriver de to forskere blandt andet i en rapport fra 2006.

Ceballos og Ehrlich opfordrer derfor til, at man i højere grad definerer fokusområderne for naturbevaring der, hvor man samtidigt kan gøre noget grundlæggende ved disse årsager.

”Alle bevaringsbiologer bør forsøge at finde metoder til at mindske de grundlæggende drivkræfter bag tabet af biodiversitet: Befolkningsvækst, de riges overforbrug, og brugen af problematiske teknologier og socioøkonomiske og politiske systemer,” lyder deres konklusion.

Jens Holm Kanstrup er enig, og forklarer at det netop har været en af de største udviklinger i den måde, Verdens Skove arbejder med skovbevaring gennem foreningens 30-årige eksistens.

”Mens vi i starten havde fokus på at opkøbe særligt artsrige regnskove for eksempel i Ecuador, så arbejder vi i dag meget med at give skoven værdi for de folk, der bor i den, så de bliver allierede i at bevare den. Det gør vi for eksempel ved at støtte bæredygtig skovbrug, skovlandbrug eller økoturisme. Flere undersøgelser viser, at denne tilgang faktisk fungerer bedre end nationalparker, hvor befolkningen ikke er inddraget i forvaltningen,” fortæller han.

Denne udvikling til en mere helhedsorienteret tilgang, hvor man fokuserer på bæredygtig udvikling hele vejen rundt, er ikke kun sket i Verdens Skove. FN’s nye Verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor målsætninger om mange forskellige former for bæredygtighed og rettigheder sættes i sammenhæng med hinanden, er muligvis en af de vigtigste kulminationer på denne udvikling.

Orangutang i trækronerne på Borneo. Hele Sundaland-regionen er hjemsted for en stor mangfoldighed af dyr og planter. Samtidigt oplever hele Sydøstasien massiv skovrydning. Foto: Shutterstock

Men biodiversitets-hotspotsene kan stadig bruges som et hjælpsomt værktøj til at prioritere naturindsatsen, hvis man bare tænker de andre kriterier med også, mener Jens Holm Kanstrup:

”Hotspot-begrebet er godt til at finde ud af, hvor vi kan gavne biodiversiteten mest. Man skal bare ikke følge det blindt. Og så er der jo også andre effekter på klima og mennesker, som kan gøre billedet mere broget i forhold til, hvor man skal fokusere sin indsats,” slutter han.

Selvom vi i dag har udviklet målbare naturkriterier som dem, der bruges i hotspot-tilgangen, bliver det for mange naturforkæmpere dog sandsynligvis ikke følelsesmæssigt nemmere at prioritere nogle naturområder over andre.

Som William Laurance, biolog og medforfatter af et studie om biodiversitets-hotspots fra 2015, udtrykker det i mediet Mongabay: ”Det er som at spørge nogen på et synkende skib, hvilket af deres børn skal reddes.”

Ønsker du at støtte vores arbejde for bevarelsen af vigtige biodiversitetsskove, kan du gøre det her. 

le@verdensskove.org