Gå til indhold
En abe i Lekki Nature Conservation Centre i Lagos, Nigeria. Foto: Sigrid/Flickr (Licens CC BY 2.0)
En abe i Lekki Nature Conservation Centre i Lagos, Nigeria. Foto: Sigrid/Flickr (Licens CC BY 2.0)

Nyhed -

Nigeria vil genoprette 4 millioner hektar natur

Den nigerianske regering har offentliggjort planer om at genoprette fire millioner hektar ødelagt natur. Planen er en del af AFR100-initiativet og skal hjælpe med at mindske udbredelsen af Sahara og opnåelsen af FNs bæredygtige udviklingsmål.

Af Anni Hjortegaard Jensen

Den vestafrikanske nation er nu blandt de 26 lande afrikanske, der har forpligtet sig til at genoprette mere end 84 millioner hektar ødelagt natur som en del af African Forest Landscape Restoration Initiative (AFR100). AFR100 har som mål at genoprette hundrede millioner hektar inden 2030. Målene understøtter også Bonn udfordringen, der er et globalt initiativ, som vil genoprette 150 millioner hektar inden 2020 og 350 millioner hektar inden 2030. Det skriver den amerikanske nyhedsside, Mongabay.

Nigeria har Afrikas største økonomi, men afskovningen er steget som følge af landets hurtige byudvikling og befolkningsvækst.

“Nigeria er glad for at blive forbundet med AFR100-initiativet og Bonn-udfordringen. Vi er dedikerede til at genoprette ødelagte skove for at forbedre borgernes levevej gennem madsikkerhed, fattigdomslindring, et bæredygtigt miljø og opnåelsen af [FNs] bæredygtige udviklingsmål,” sagde Bananda Aliyu, direktør af Afdelingen for Forbedring af Tørke og Ørkendannelse i Nigerias føderale miljøministerie.

“Vores regering forstår de miljømæssige fordele ved at genoprette ødelagte skove og håber at kunne møde deres nationalt bestemte bidrag, nå målene for at stoppe ødelæggelsen af land og gennemføre planen for Nigerias økonomiske opsving og vækst.”

Nationalt bestemte bidrag er en del af Parisaftalen og er klimaplaner, som landene har lagt. Klimaplanerne skal vise, hvordan landene har tænkt sig at reducere deres CO2-udledning, samt hvilke tiltag de vil tage for at øge modstandsevnen mod klimaforandringerne. Mange af tiltagene handler om at ændre måden land og skove bliver forvaltet på.

Naturlige klimaløsninger vinder frem verden over

Ny forskning konstaterer, at “naturlige klimaløsninger” udgør et stort potentiale for at nå Parisaftalens mål om at forhindre, at den globale temperatur stiger mere end 2 grader celsius i dette århundrede. Naturlige klimaløsninger er defineret som “bevaring, genopretning, og/eller forbedret landforvaltning, der øger lagringen af kulstof og/eller undgår udledningen af drivhusgasser på tværs af globale skove, vådområder, græsmarker eller landbrugsjorder.”

Ud af de tyve naturlige klimastrategier, som studiet undersøgte, så har genoprettelsen af ødelagte skove og andre landskaber det største potentiale for at mindske konsekvenserne af klimaforandringerne

Der er en overflod af studier, der viser klima- og miljøfordelene ved genoprettelse af skove og metoden er også langsomt ved at blive set som en god investering. For eksempel er der blevet lovet tæt på 9,5 milliarder kroner til AFR100-initiativer. Mere end 12,5 milliarder kroner er blevet lovet til genoprettelsesprojekter i Caribien og Latinamerika gennem 20 x 20 Initiativet. 20 x 20 Initiativet er en landebaseret indsats, der ligner AFR100, gennem hvilket 16 lande har forpligtet sig til at genoprette 53,2 millioner hektar jord.

Selv fortalere for genoprettelsesindsatser advarer om, at indsatserne skal balanceres med den stigende efterspørgsel efter mad. Det er ekstra relevant i Nigeria, hvor næsten en tredjedel af indbyggerne er afhængige af landbrugsindustrien, der er deres levevej, og mere end tre fjerdedele af landet bruges til landbrugsformål.

Nigeria er truet af ørkendannelse

En af grundene til at den nigerianske regering vil implementere bæredygtigt brug af land og skovpolitikker er, at omkring 40 millioner nigerianeres levevej er truet af ørkendannelse i Sahel-regionen. Regionen er overgangszonen mellem Sahara i det nordlige Nigeria og savannerne i syd. Landet er også medlem af Great Green Wall-initiativet, der sigter efter at plante en træbarriere på tværs af kontinentet for at bremse udbredelsen af Sahara. Udbredelsen skyldes klimaforandringer. Nigeria har også forpligtet sig til at stoppe ødelæggelsen af land inden 2030. Genoprettelsen af de fire millioner hektar skal styrke den indsats.

“Vi er begejstrede for, at Nigeria tilslutter sig de mange andre Afrikanske nationer, der sammen skaber momentum for genoprettelse gennem AFR100,” udtaler Sean DeWitt, leder af Global Restoration Initiative ved Institut for Verdens Ressourcer, der administrerer 20 x 20-Initiativet.
“Landet har allerede taget stærke skridt mod at stoppe ørkendannelsen og ødelæggelsen af land og viser dets lederskab gennem at ville stoppe ødelæggelsen af land og Great Green Wall-initiativet. Jeg ser frem til den betydelige rolle Nigeria vil spille i partnerskabet.”

Mamadou Diakhite er teamleder for bæredygtig land og vandforvaltnings-afdelingen hos New Partnership for Africa's Development, der huser AFR100 sekretariatet. Om Nigerias plan sagde han: “Vi er beærede over, at Nigeria er en del af AFR100-initiativet og applauderer Nigerias regering for dette spændende løfte. Den politiske vilje til genoprettelse har faktisk aldrig været stærkere.”

Ønsker du at støtte Verdens Skoves arbejde for at bevare skovene, kan du gøre det her.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark