#COP25; stor skuffelse og små sejre

Manglende ambitioner blev den helt store skuffelse på COP25 i Madrid. For mens millioner af mennesker har demonstreret verden over, så har lederne ikke formået at hæve ambitionerne på dette års COP, hverken hvad angår landenes reduktionsindsats og når det kommer til de rige landes bidrag til klimafinansiering. Til gengæld er udskydelsen af reglerne for en ny markedsmekanisme det bedste udkom vi kunne have håbet på ved denne COP. Og så er der blevet større anerkendelse af, at klima og biodiversitetskrisen skal bekæmpes samlet.

Af Gry Bossen

Dette års COP skulle handle om ambitioner. Både når det gælder om at øge de nationale indsatser for at nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad, og når det handler om at hjælpe denne udvikling finansielt på vej i de fattigere lande. Således havde vi håbet at mange lande ville komme til COP25 med øgede ambitioner og melde ind, at de ville øge deres nationale indsats ligesåvel som deres financielle bidrag. Her taler vi både om financiering af omstillingen i udviklingslande og finansiel støtte til de lande, der allerede nu bliver ramt af klimaforandringerne i form af orkaner, oversvømmelser og tørke, som tager hus og land fra mange millioner mennesker allerede den dag idag.

Efter et år med hidtil uset verdensomspændende mobilisering af civilsamfundet, der gentagne gange har opfordret til klimahandling, er skuffelsen enorm når udfaldet af COP25 ikke afspejler samme ambitionsniveau. Det er på trods af, at det var deres største opgave på denne COP. Det opfattes af mange NGOer som om verdens ledere simpelthen ikke lytter til folket.

I skyggen af de manglende ambitioner på COP25 står faktisk en lille success, nemlig udsættelsen af fastsættelsen af reglerne for en ny markedsmekanisme. Den nye markedsmekanisme, også omtalt som artikel 6 i Parisaftalen, var oprindeligt tænkt som en måde at generere finansiering til yderligere reduktioner i lande der ellers ikke havde råd til disse. Men fokuset har ændret sig og der er nu mere fokus på at skabe en mekanisme hvorigennem rige lande kan købe sig fra en god del af deres reduktioner.

Først og fremmest er der ikke plads i det globale CO2 budget til denne form for ansvarsforskydning i Parisaftalen, og for den sags skyld i den klimakrise vi står i. Vi har alle brug for at alle lande reducerer deres udledning drastisk og helst med 50 procent inden 2030 og derefter går i netto nul i 2040. Det er så markant en reduktion for alle lande, at det er svært at forestille sig nogen lande vil have overskydende reduktioner de kan sælge ud af.

Derfor, når nu vi desværre har denne markedsmekanisme i Parisaftalen, så er det pinedød vigtigt at reglerne for denne markedsmekanisme bliver så gode, at de sikrer at handel med reduktioner stadig bidrager til denne globale reduktion i udledning. Det vil blandt andet sige at reglerne skal sikre mod snyd i form af dobbelttælling og overførsel af gamle tvivlsomme reduktioner, ligesåvel som menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder skal skrives ind som en vigtig forudsætning for alle fremtidige klimaprojekter. Og så skal skoven og landsektoren holdes ude af handel med CO2-kvoter. Læs mere om hvorfor her.

Det var meningen, at reglerne for denne markedsmekanisme skulle have været forhandlet færdige her på COP25. Det blev de ikke. Og det var godt. For de forslag der var på bordet på COP25 var på ingen måde gode nok til at sikre mod ovenstående. Derfor var vi NGOer og en del lande i forhandlingerne enige om, at en udsættelse af en aftale om reglerne var langt bedre end en dårlig aftale.

Det var en hård kamp. Ambitiøse lande som for eksempel Costa Rica, Tuvalu og det meste af EU, herunder Danmark, kæmpede hårdt og længe for at reglerne skulle blive så gode, at de kunne gå med til dem. Det betød time og faktisk dagelange tovtrækningskampe med blandt andet Brasilien, Saudi Arabien og Indien. Dette stod på indtil få timer før COP'en lukkede næsten to døgn efter planlagt. Her blev de til aller sidst enige om, at de ikke kunne blive enige.

Resultatet blev en aftale om at arbejde videre på dette på den næste session til sommer. Det var langt det bedste resultat set i forhold til hvad der var på bordet i Madrid. Havde de vedtaget de regler ville både dobbelttælling og overførsel af gamle kvoter have blevet muligt i et vist omfang. Dertil kommer at menneskerettigheder var totalt udeladt, ligesåvel som landsektoren ikke var ekskluderet. Der er ingen tvivl om, at den manglende aftale på artikel 6 var det bedste resultat vi kunne have opnået på denne COP.