Gå til indhold
Den nye art, Trioceros wolfgangboehmei, der er fundet i Bale Mountains i Etiopien. Foto af Mongabay.org
Den nye art, Trioceros wolfgangboehmei, der er fundet i Bale Mountains i Etiopien. Foto af Mongabay.org

Nyhed -

Ny kamæleon fundet i Bale Mountains i Etiopien

I Bale Mountains, et skovrigt bjergområde i Etiopien, der er kendt for sin imponerende artsrigdom, er der nu fundet en ny kamæleonart tilhørende gruppen Wolfgang Böhmes etiopiske kamæleoner. Verdens Skove arbejder i området for netop at beskytte den store og ofte positivt overraskende artsrigdom, der findes her.

Af Ida Lund

En forskergruppe har fundet en ny kamæleonart i Bale Mountains i Etiopien under et studie af Etiopiens kamæleoner. De mener, at denne kamæleon tilhører til en gruppe af kamæleoner med navnet Wolfgang Böhmes etiopiske kamæleoner, der har et ukendt antal arter. Den er omkring 15 centimeter lang og holder til i kanten af skovområdet i Bale Mountains, hvor kan findes i mindre træer og buske.

Zoolog Thore Koppetsch, som er en del af forskergruppen, der fandt den nye kamæleon, forventer at flere arter i gruppen vil dukke op.

“På grund af variationen i farvemønstre og morfologi mellem forskellige populationer (…), er det sandsynligt, at disse grupper stadig skjuler en højere diversitet end forventet, hvilket muligvis vil afsløres ved yderligere undersøgelser,” fortæller han til Mongabay.

Man kender endnu ikke til dens egentlige antal og overlevelsesmæssige situation, men på grund af dens afgrænsede hjemsted, der påvirkes af menneskelige aktiviteter og presses af det ekspanderende landbrug, er det sandsynligt, at den vil blive klassificeret som truet.

Et hotspot for dyreliv kan forsvinde

Mange af Etiopiens endemiske dyr lever i Bale Mountains, og området betegnes faktisk som et hotspot for artsdiversitet. Nogle af de dyr, der kan findes her, er løver, leoparder, vortesvin og den etiopiske ulv (Canis Simensis). Området er dog truet af massiv skovrydning. I løbet af de seneste 100 år har Etiopien, ikke mindst på grund af en voldsom befolkningstilvækst, oplevet en massiv afskovning især fordi områder bliver fældet til brændsel og for at gøre plads til landbrug. Desuden lider Etiopiens skove kraftigt under klimaforandringerne, og skovbrandene ødelægger oftere og oftere store skovarealer.

Verdens Skoves arbejde i Bale Mountains

Verdens Skove arbejder i Etiopien, blandt andet i Bale Mountains. Her går indsatsen især på i samarbejde med lokale samt større internationale organisationer, at gøre etiopiernes tilgang til skoven mere bæredygtig. Dette gør vi blandt andet ved at forbedre både produktion og værdikæde for kaffe fra skovlandbrug. Lokal produktion af skovkaffe gør, at skovene for lokalbefolkningen har større værdi stående end fældet. Det er inklusiv skovene i Bale Mountains, hvor den nye kamæleon er fundet. På den måde får lokale en højere indtægt, og skovene og biodiversiteten får en hjælpende hånd.

Det er helt essentielt, at de levesteder, hvor der fortsat findes nye arter, bevares. De arter, der opdages, er ofte allerede udryddelsestruede og lever ofte i meget specifikke områder. Især med et skovområde med så høj biodiversitet som Bale Mountains står vi til at miste mange arter, hvis området ikke beskyttes. Det er derfor et vigtigt skridt i processen, at Etiopiens regering nu har fokus på at de sidste stående skove skal bevares, og at mange af landets forhenværende skovarealer genoprettes. Indsatsen giver derfor mange arter gode chancer for at overleve på længere sigt. Verdens Skove har de senere år øget, og vi øger stadig vores arbejde for skovene i landet.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark