Rettigheder redder regnskov

Menneskerettighederne indskrænkes i stigende grad verden rundt. I Nicaragua gælder det ikke bare den mest basale ret til ytringer og frihed, men også de oprindelige folks kollektive rettigheder til selvbestemmelse og egne territorier, hvilket udgør en direkte trussel mod regnskoven og deres natur.

Af Sofie Banke Poulsen

Friheden til at ytre sig offentligt er under pres i hele verden, og krænkelser mod borgernes frihed og civilsamfundets integritet er under massivt pres. Ifølge organisationen Civicus, der arbejder med borgerinddragelse og civilsamfund i hele verden, bor kun tre procent af verdens befolkning i lande, hvor regeringer respekterer ytrings- og foreningsfrihed, mens antallet af mennesker, der lever i undertrykte lande i 2019, steg til det dobbelte sammenlignet med året forinden. Udviklingen afspejles i alt fra brud på lovgivning til censur og anholdelse og chikane af journalister og demonstranter samt brug af overdreven magt. Indskrænkelse og underminering gælder både i forhold til de individuelle menneskerettigheder og i forhold til de kollektive rettigheder, der henviser til rettigheder som mennesker har i kraft af at være en etnisk gruppe eller samfund.

Særlige rettigheder til oprindelige folk

I 2007 vedtog FNs generalforsamling en særlig erklæring, der omhandler oprindelige folks rettigheder. Erklæringen anerkender en bred vifte af grundlæggende menneskerettigheder og friheder for oprindelige folk på globalt plan, som for eksempel retten til uindskrænket selvbestemmelse og en umistelig ret til ejerskab, brug af og kontrol over jord, territorier og andre naturressourcer.

13 år efter vedtagelsen af erklæringen er verdens oprindelige folk fortsat underlagt et stigende pres. De bliver tvunget væk fra deres levesteder, når stater, virksomheder og nybyggere ulovligt overtager deres jord uden erstatning eller uden de påkrævede frie, forudgående og informerede høringer og samtykke. I værste tilfælde fører det til drab, når de modsætter sig fratagelse af deres jord og naturressourcer.

Indskrænket frihed i Nicaragua

Både på de individuelle samt kollektive menneskerettigheder, har Nicaragua bevæget sig i en kedelig retning. I Nicaragua begår regeringen med Daniel Ortega i front jævnligt overgreb mod dem, som betragtes som modstandere af regeringen. Det gælder både journalister, sociale ledere og politiske fanger. Vilkårlige anholdelser, angreb på ikke-statslige aktører, markant politioprustning samt undertrykkelse af retten til fri forsamling og ytringsfrihed finder systematisk sted.

Undertrykkelsen mærkes også hos landets civilsamfundsorganisationer, som er blevet lukket ned og har fået frataget deres ejendomme. Derudover blokerer regeringen for tilbagevenden af internationale menneskerettighedsorganisationer, som kan kaste lys på overgrebene af borgernes rettigheder. For eksempel meddelte en miljøorganisation, der arbejder med naturbevarelse, i maj, at deres skovarealer var blevet invaderet og overtaget af regeringen. Efter regeringen i december 2018 fratog flere NGO’ers juridiske rettigheder og beslaglagde deres kontorer, har det været vanskeligt at arbejde for beskyttelse af regnskoven.

Illegale invasioner af de oprindelige folks territorier

Nicaragua var et af de lande, der i sin tid stemte for FN’s Erklæring for oprindelige folks rettigheder, hvilket formelt set giver de oprindelige folk ret til selvbestemmelse og autonomi. Nicaragua har desuden ratificeret ILOs konvention 169 for oprindelige folks rettigheder. Alligevel rapporteres der om tiltagende illegal invasion i deres territorier, hvilket truer deres livsgrundlag og dermed skoven og dens hjem for høj biodiversitet.

Oprindelige ledere har udtrykt, at de lever under en konstant trussel, og at myndighederne ignorerer anmeldelser og rapporter fra oprindelige folk om drab og kidnapninger, når deres territorier invaderes. Efter yderligere en rapportering med otte drab på oprindelige folk, var der i april i år sammenlagt mere end 40 drab på oprindelige folk siden 2015. Den primære årsag til udviklingen skyldes angreb fra ulovligt indtrængende nybyggere, hvilket har ført til øget bebyggelser, tiltagende minedrift samt udvidelser af landbrug til kvægdrift og oliepalmer. ”Det meste af volden er blevet udført af nybyggere, når de forsøger at tvinge oprindelige folk fra deres forfædres hjem og bruge deres jord til ulovlig skovhugst og kvægbrug,” sagde FN-agenturets talskvinde, Marta Hurtado, i begyndelsen af februar.

Fattigdom og politisk nedprioritering gør de oprindelige folk sårbare

De oprindelige folks ledere er organiseret i territoriale regeringer. Som leder bliver de ofte udsat for et enormt pres og i særdeleshed en øget risiko for politisk afpresning. Nicaragua er med en befolkning, hvor 45% lever i fattigdom, et af de fattigste lande i Latinamerika. På grund af den høje fattigdom og en ofte begrænset skolegang, særligt blandt de oprindelige folk, gør det dem mere sårbar over for manipulation, hvilket i sidste ende går ud over sammenhængskraften og modstandsdygtigheden i samfundene og dermed mulighed for at beskytte skoven som deres livsgrundlag. Derudover bliver den lovgivning, der anerkender de oprindelige folks jordrettigheder, ikke håndhævet af den nicaraguanske regering, hvilket efterlader en vanskelig opgave for de oprindelige folk, dels med at kræve deres ret og dels med at forsvare deres territorier. Oftest samarbejder regeringen i stedet med forretningsinteressenter gennem en strøm af landbesættere, statslige indgreb og udvindingsindustrier, hvor embedsmænd og politikere, der står bag firmaer, som for eksempel sælger illegalt tømmer, har en økonomisk interesse, som prioriteres højere end de oprindelige folks rettigheder.

Rettigheder opretholder skoven

I Indio Maíz biosfære-reservatet er det særligt vigtigt, at de oprindelige folk har kapacitet til at kræve deres rettigheder. Regnskovsområdet er anerkendt på UNESCOs verdensarvliste over bevaringsværdige naturområder ikke mindst på grund af de sjældne og truede arter, der lever i området. Derfor er det afgørende at sikre en solid implementering af de oprindelige folks rettighederfor at bekæmpe ødelæggelserne af regnskoven, idet de oprindelige Rama-Kriol folks territorium overlapper omkring 80% af Indio Maíz.

Det er videnskabeligt bevist samt anerkendt af blandt andet FN’s Klimapanel, at der hvor oprindelige folks territoriale rettigheder er sikret, er skoven og biodiversiteten bedst beskyttet. Da Nicaragua er et af de lande i verden, hvor rydningen af regnskov foregår med det højeste tempo, og skovdækket i landet er faldet fra 76 procent i 1969 til 25 procent i dag, har det således haft store konsekvenser for både naturen og folket, der lever i og af regnskoven.

I 2013 gav regeringen det kinesiske selskab HKND retten til at bygge verdens største kanal gennem Nicaragua, der skal forbinde Atlanterhavet med Stillehavet. Det vil få uoverskuelige konsekvenser for visse oprindelige folks territorier og regnskoven som et unikt økosystem. .

Befolkningen er ikke blevet hørt i forbindelse med vedtagelse af kanalloven, hvilket går direkte imod menneskerettighederne og de internationale konventioner om ret til konsultation og selvbestemmelse. Den er derfor både i strid med den nationale lovgivning og den underskrevne FN-erklæring. Det estimeres at konstruktionen vil medføre en rydning af 400.000 hektar regnskov og udgør derfor en essentiel trussel for dyrelivet og biodiversiteten i landet.

Verdens Skove og rettigheder

Verdens Skove har siden 1999 været en aktiv spiller i kampen for de oprindelige folks rettigheder, hvor det primære fokus i Nicaragua særligt de senere år har omhandlet processen omkring sanering til fordel for skovbevarelse. Det vil sige oprettelse og bevarelse af retten til territorier og selvbestemmelse. Sanering er sidste etape af den nationale lov 445, som parlamentet har vedtaget for oprindelige folk ved den caribiske kyst. Den handler om, at staten skal støtte de oprindelige folk i at afklare, hvem der må befinde sig i deres territorier og under hvilke forhold. Dette vil reelt være en konfliktløsningsproces, idet man allerede nu ved, at der befinder sig folk i territorierne, som ikke har ret til at være der.

Det er derfor afgørende, at de oprindelige folk står sammen om at lægge pres på regeringen, så den lov, der bestemmer, hvem der har tilladelse til at være bosat i territorierne, håndhæves og de, der illegalt har bosat sig og fælder regnskov til fordel for eksempelvis kvægdrift, udvises.

For at styrke de oprindelige folks kamp for rettigheder til deres territorier og selvbestemmelse, har det været en afgørende faktor for Verdens Skoves arbejde i landet at fokusere på, hvad der forener folket, frem for hvad der skaber konflikt. På trods af, at de oprindelige folk har en stærk fællesnævner i at være marginaliserede og stigmatiserede, er de ofte ligeså forskellige som borgere i Europa. Historisk set har der desuden været konflikter mellem de oprindelige folk, hvilket kan præge deres forhold i dag og gøre samarbejdet komplekst. Derfor har Verdens Skove særligt siden 2014 haft fokus på at få dem til at forene sig om fælles udfordringer, for eksempel manglende sanering. Dette har blandt andet resulteret i en national alliance mellem landets syv oprindelige folk og to etniske grupper af afrikansk oprindelse. Alliancen hedder APIAN, og den er langsomt taget til i styrke, blevet en stemme for de oprindelige folk, og har institutionaliseret sig med både vedtægter og logo. Verdens Skove har støttet alliancen ved blandt andet at facilitere møder med advokater, der arbejder med oprindelige folks rettigheder, og generalforsamlinger, hvor ledere fra de forskellige territorier er repræsenteret med det formål at få en større stemme i kampen for sanering og forsvar af deres territorier, skov og naturressourcer. Sammenslutninger, hvor marginaliserede grupper forener sig, er en vigtig brik i at styrke den ytringsfrihed, der både på politisk, socialt og økonomisk plan trues kollektivt og individuelt. Når regnskoven ryddes, risikerer adskillige folkeslag og kulturer at forsvinde, og det er derfor afgørende, at deklarationen, som sætter standarden for oprindelige folks rettigheder, realiseres og håndhæves for et af de mest udsatte befolkningsgrupper i verden.

Fakta:

Omkring 10 procent af Nicaraguas befolkning er oprindelige folk, hvilket svarer til cirka 775.000 mennesker, hvoraf en tredjedel bor på østkysten ved Caribien. Den oprindelige befolkning omfatter Chorotegas, Matagalpa, Sutiaba, Nahualt, Miskitu-, Sumu-Mayangna- og Ramafolkene samt Krioler/Creoler og Garífunas.

Verdens Skoves i Nicaragua 1999-2020: Verdens Skove har været aktive i Nicaragua siden 1999. Dengang startede foreningen med at støtte en indsats for øget miljøbevidsthed og undervisning i landsbyer og skoler i bufferzonen til Indio Maíz reservatet. Arbejdet udviklede sig til at omfatte bæredygtige økonomiske initiativer som skovforvaltning, skovlandbrug og turisme i og omkring landets største og biodiversitetsrige skove. Gradvist, som udfordringerne med illegale invasioner i beskyttede områder og oprindelige folks territorier er taget til, er samarbejdet med de oprindelige folk også taget til. Forsvaret af rettighederne til territorier er både et spørgsmål om kulturel overlevelse samt en kamp for regnskovens overlevelse. Den rettighedskamp foregår til tider med livet som indsats. De oprindelige folks initiativer for rettigheder og selvbestemmelse i den aktuelle kontekst motiveres mere af nød end lyst.