Blogindlæg -

Et liv på Ærø – også om vinteren!

Det er sommer – en lunefuld en af slagsen, men trods det, så sprutter, spræller, ja, nærmest sprænges Ærø af liv. Liv og glade dage. 

Befolkningstallet er tredoblet, alle afkroge af øen er beboet, øens natur prydes af smukke markblomster, gule rapsmarker og skove af majestætiske majsplanter. Byerne bugner af spændende aktiviteter, vejene er fulde af cyklister, cafeer og restauranter har alle gang i udeserveringen. Folk er krøbet ud af deres huler og mødes i det fri. Musikken strømmer fra gadehjørnerne, og den ene festival afløser den anden.

Ja, det er sommer på Ærø - og det er ikke svært at forstå, at man kan falde for øen netop på denne årstid – og måske endda overveje at flytte hertil permanent. Utroligt mange af de folk, som dukker op til vores velkomstmøder for nye tilflyttere, har været på sommerferie på Ærø, og for mange af dem bliver det et faktum, at en Ærø-ferie er en ferie, man ikke har lyst til at tage hjem fra, for nu at bruge rejseselskabet Spies’ slogan. Derfor beslutter de at blive. At bosætte sig på øen.

Jeg blev ansat som bosætningsmedarbejder samtidig med forårets komme. Siden min ansættelse har jeg fået 100 henvendelser fra enlige, par og familier, der gerne vil flytte hertil. Jeg har kun oplevet at mødes med dem i tiden, hvor alting grønnes og springer ud, hvor havet indbyder til dukkerter, og hvor der er liv i gaderne. De begejstres, men stort set alle stiller samtidig spørgsmålene: Hvordan er her at bo om vinteren? En regnfuld novemberdag? En råkold januardag? Er det kedeligt? Er der samme kontakt mellem mennesker, når folk trækker sig ind i husene igen?

Vinter vs. sommer

Og til det svarer jeg: Det er vel individuelt, hvordan man oplever vinteren på Ærø. Der vil givetvis være nogle for hvem, den er lang. Men for mit eget, min families og mine venners vedkommende, ja, så holder vi af at bo på Ærø uanset årstiden.

Hver årstid har sin charme, både natur- og livskvalitetsmæssigt - og for mig forholder det sig sådan, at ligeså dejligt jeg synes det er, at sommerhalvåret naturligt, i øvrigt som alle andre steder i landet, her på øen skaber liv, lethed og åbner, ligeså dejligt synes jeg, det er, når vinterhalvåret skaber ro, fordybelse og lukker. Ikke ”lukker”, som i, at der ikke sker noget her, for det gør der hele året, vi er et aktivt helårssamfund, men mere ”lukker” som i, at nu går vi lidt mere inden døre med vores liv og dyrker det nære.

Jeg plejer også at sige, at lidt over 6000 indbyggere alligevel er en pæn flok, og når man bor her, har arbejde her, venner, måske børn i skolerne og til fritidsaktiviteter, er involveret i det lokale liv… Ja, så keder man sig formentlig ikke.
Om sommeren får man gæster udefra – venner og familie elsker ophold på Ærø i sommertiden. Man tager selv på ferie og kommer naturligt på aften-gåturen forbi utallige arrangementer.
Om vinteren dyrker man mere de lokale relationer. Man mødes måske ikke på samme måde på gader og stræder, men til gengæld til kaffestunder hos naboen, til tumledag for ungerne i hallen, til fester hos gode venner og til møder i de lokale foreninger.

Vinterhalvårets muligheder

Når folk, der flytter fra større byer, stiller spørgsmålet, så kan det skyldes, at de er bekymrede for, om der er nok af tilbud her om vinteren. Nok kulturelle oplevelser, nok af fritidsaktiviteter, nok caféliv. Mange af dem flytter, fordi de vil have noget andet, end det storbyen kan tilbyde, men de er alligevel bekymrede for, at springet er for stort. At de kommer til at savne en teatertur og en Café Latte. Men de skal ikke fortvivle! For vi har SÅ meget, blot i en mindre målestok, og måske med et mere lokalt islæt. Fx har en lokal organist og en herboende landskendt rapper netop lavet et stort og meget rost korværk.

Og nej, vi har ganske vist ikke et kongeligt teater, men hvert år tager gode forestillinger fra de store af landets teatre på turné, og de kommer også til Ærø, hvor der i øvrigt er så mange fine kulturelle tilbud og arrangementer året rundt, at jeg bliver forpustet ved tanken om at skulle tage til dem alle. Vi kan heller ikke prale af, at have ALLE former for fritidsaktiviteter, men vi har dog 180 foreninger, der byder på ALSKENS muligheder, og vi er altid åbne for nye initiativer.
300 caféer, der har åbent året rundt, finder man heller ikke på Ærø, men vi har nogle stykker, og de serverer helt og aldeles dejlig kaffe.

Når alt dette er sagt, så kan Ærø ikke tilbyde ALT. Og det skal vi heller ikke. Dermed vil det unikke forsvinde. Men trænger man til flere og andre oplevelser end dem, der tilbydes her, ja, så er man kun en færgeoverfart fra flere muligheder, både på Fyn og i Sønderjylland kan man komme til større koncerter, større forestillinger, større sportsevents og andre naturoplevelser, hvilket de fleste ærøboer, da også benytter sig af. Og det er kun godt at komme lidt ud, få en på opleveren og blive inspireret.

Afslutningsvist vil jeg nævne, at Ærø-livet ikke bliver ringere af, at årstiderne skifter. En gåtur ved stranden kan være ligeså skøn på en efterårsdag med rusk og regn, en vinterdag når havet så småt fryser til, og dét at være tæt på naturen, følge dens gang året rundt, det er i sig selv ligeså godt som Ærø på en solrig sommerdag. Så lad dig ikke afskrække af vinteren, hvis du drømmer om livet på Ærø.

Related links

Emner

  • Kommunal service

Kategorier

  • flyttilærø
  • velkommentilønskeøen
  • islandliving
  • alt er vand ved siden af ærø

Kontakt

Chris Hammeken

Pressekontakt Direktør for Ærø Turist- og Erhvervsforening +45 41 27 72 94

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Lea Storm

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 61 62 68 04

Claus Hattesen

Pressekontakt Bestyrelsesformand ved Ærø Turist & Erhvervsforening +45 40 40 26 84

Relateret materiale