Nyhed -

På Ærø finder du verdens næststørste træf for Piaggio Apes

Hvert år flokkes tuk-tuk-entusiaster fra hele Europa til Ærø den første weekend i juni til et træf, der kun vokser sig større og større. I dag er det verdens næststørste.

Ærøske ape-fans savnede fællesskab

Træffet blev afholdt første gang i 2010, og idéen opstod, idet ærøboen Peter Bjørn Hviid havde været til tysk Ape-træf i sommeren 2009 og mente, at der manglede et sådant i Danmark.

Peter havde allerede i 2008 deltaget i et par tyske træf, og var lidt misundelig på det venskab og sammenhold, der var blandt tyske ape-fans og -klubber. Hvorfor havde man ikke det i Danmark?

Han fik fat i vennen Søren Lyngbjørn, og sammen blev de enige om at afholde et ”ApePåÆrø”-træf på Søby Camping. De aftalte også, at selv hvis der ikke kom andre end de to, ville de alligevel tage til Søby, ligge i telt og køre i konvoj, alle to. Succeskriteriet var tre deltagende apes, og mere end fire i konvojen ville de opfatte som en kanon succes. Forventningerne var således ikke skruet op til et plan, hvor vingerne ikke kunne bære. Peter skrev til vennerne i de tyske klubber, og lavede hjemmesiden 3hjul.dk for at skabe kontakt til danske ape-fans.

Og vingerne bar. I den grad endda. Hele 16 apes kørte med i konvojen det første år - halvdelen af dem var tyske.

Siden er deltagerantallet steget støt hvert år, og i 2018 kørte hele 73 tuk-tuk'er med i konvojen.

Et traditionsrigt træf

For mange af deltagerne er træffet blevet en tradition, hvor de møder nye og gamle venner, og viser deres sidste nye idéer frem. Og idéer er der nok af, ikke to bier er ens! Du finder både små lastbiler, mini autocampere og generelt festlige farver blandt de mange tuk-tuk'er. Kun fantasien sætter grænser.

Peter og de andre medarrangører bag træffet gør en dyd ud af at holde de mange traditioner i hævd, som et sådant træf selvfølgelig genererer. To af dem er en grillfest og en tur i konvoj rundt på øen. Derudover er det også en tradition, at der skal ske noget nyt hvert år, som også er en overraskelse for deltagerne frem mod start.

Piaggio apen opnår kultstatus 

Den trehjulede piaggio ape har de senere år oplevet en stigende popularitet i Danmark. Både som erhvervskøretøj og til daglig transport. En særlig årsag til populariteten skal findes netop i de mange muligheder for at sætte sit helt eget præg på køretøjet med sjove og finurlige ombygninger. For mange af træfdeltagerne har apen opnået kultstatus af just samme årsag. 

I Danmark er den lille Ape 50 den mest kendte piaggio ape, men også de større modeller TM, Classic og Calessino sælges nu i Danmark, og på træffet deltager et bredt udsnit af alle modellerne.

Related links

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • islandliving
  • visitaeroe
  • velkommentilønskeøen
  • sommeridanmark
  • alt er vand ved siden af ærø

Kontakt

Lea Storm

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 61 62 68 04

Relateret materiale