Nyhed -

Lokal fredag i stearinlysets skær

Glæd dig til at træde ind ad dørtærsklen på de mange hyggelige butikker og restauranter, der alle lægger sig ekstra meget i selen i julemåneden for at give dig og dine en god oplevelse.

På trods af, at indbyggertallet i Ærøskøbing blot runder de 900, så har byen de sidste år oplevet en sand opblomstring i forhold til antallet af butikker og restauranter.

Det har givet blod på tanden til flere aktiviteter og nye tiltag for at friste besøgende til at lægge ruten forbi de brolagte gader; ikke kun for at mærke historiens vingesus imellem de kulørte, historiske huse, men også for at shoppe, spise og deltage i de events, der finder sted i løbet af året.

Ærøskøbing Handelsstandsforenings fornemste opgave er at arbejde for at fremme områdets erhvervsliv.

Her har man altid stået for kvalitet, nærhed og kundevenlighed og mange af butikkerne er små- og mellemstore.

De kan hurtigt komme til at lide under de mange tilbud, der kører i julemåneden. Det kunne på sigt betyde lukkede butikker, hvis de handlende i Ærøskøbing sprang på Black Friday-bølgen.

Derfor har Ærøskøbing Handelsstandsforening valgt at sige nej til en eventuel Black Friday-meromsætning, fordi det ville være at gå på kompromis med de værdier, som byen står for.

På et medlemsmøde i 2017 blev det så besluttet at gå mod strømmen med en lokal modbevægelse til Black Friday og i stedet indføre ’LOKAL FREDAG’.

LOKAL FREDAG, der ligesom Black Friday finder sted 23. november, er med til at sende et klart og tydeligt signal. Samt en opfordring til at lægge julehandlen lokalt i ugerne op til jul, såvel som resten af året, til gavn for lokalsamfundet.

Foreningen opfordrer kunderne til at kigge på kvalitet for pengene i stedet for de billigste prismærker. Selv om det er nemt at lade sig blænde af før/nu priser, så tror foreningen på, at kunderne forstår budskabet og godt kan se værdierne i at handle lokalt. I Ærøskøbing har man nemlig oplevet en klar tendens til, at flere og flere lægger handlen lokalt og man håber, at tendensen forsætter.

Således markeres LOKAL FREDAG med at flere af eventyrbyens butikker fredag den 23. november tænder stearinlys fra kl. 16-18 og restauranterne afholder TUSMØRKE-AFTEN fra klokken 18 og lyser op med levende lys og dermed skaber ekstra hyggestemning.

For mere info:  kontakt Ærøskøbing Handelstandsforening - Rikke Sækmose på telf: 2866 8529

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kontakt

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Relateret materiale