Pressemeddelelse -

Guide: Festivalsommer i Skåne og Malmø

Sommeren nærmer sig, og det betyder startskuddet for festivalsæsonen. Mange danskere tager i den anledning turen over Øresund for at opleve musikfestivalerne i Sverige. Öresundsfestivalen og Malmöfestivalen er blandt de mest populære, som både danske deltagere og kunstnere har fået øjnene op for. VisitSweden guider her til de bedste svenske musikfestivaler tæt på Danmark.

Selvom vi i Danmark har adgang til mange musikalske oplevelser, rejser flere og flere danskere over Øresund for at opleve de svenske musikfestivaler. I år kan du glæde dig til en fantastisk festivalsæson i Sverige, hvor flere store danske kunstnere lægger navn til programmerne. I slutningen af maj afholdes f.eks. Öresundsfestivalen, hvor den danske kunstner Mads Langer i år er et af hovednavnene.

”Trænger man til en miniferie med vennerne eller familien, er musikfestivalerne en god måde at tilbringe tid sammen på og dele den glade sommerstemning med hinanden, mens man nyder god musik i grønne omgivelser. Mange danskere vælger især musikfestivalerne tæt på Danmark, hvor det er nemt at planlægge turen frem og tilbage. Ved Öresundsfestivalen sidste år var næsten halvdelen af festivaldeltagerne danske, og som noget nyt har festivalen i år lavet et billettilbud til de danske gæster, så transporten fra Danmark indgår i prisen,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.

Det tager kun 30 minutter med tog fra Københavns Hovedbanegård til Triangeln-stationen i Malmø, hvor der udover Öresundsfestivalen og Malmöfestivalen bl.a. også afholdes den elektroniske festival Big Slap samt Babel-sommerfestival i Malmø centrum. Også Skåne byder på flere store festivaler i både rock- og jazzgenren. VisitSweden guider her til de bedste musikfestivaler i Skåne og Malmø. For mere information: http://www.visitsweden.com

Guide til de bedste svenske musikfestivaler tæt på Danmark

Svensk/dansk festival på den anden side af Øresund
Det tager kun en halv time fra Københavns Hovedbanegård at komme til Öresundsfestivalen i Malmø, der løber af stablen i weekenden den 30.-31. maj. På festivalen kan man opleve en lang række svenske, men også danske musikere, bl.a. Mads Langer og Den Sorte Skole. Festivalen foregår i Folkets Park i Malmø i kort gåafstand fra togstationen Triangeln. I samarbejde med Skånetrafikken har man i år sørget for et billettilbud til alle danske gæster, der for 290 kroner får både endagsbillet og transport frem og tilbage over broen. For mere information: http://oresundsfestival.com/

30 års jubilæum for Skandinaviens største festival
Med over en million gæster årligt er Malmöfestivalen Skandinaviens største festival, der finder sted den 15.– 22. august 2014. I år er det lagt op til ekstra underholdning, når festivalen fejrer 30-års fødselsdag. Ugen byder på alt fra musik, kunst, kultur og mad, og selvom det fulde program først offentliggøres i juni, er sløret allerede løftet for nogle af dette års musikoptrædener, heriblandt First Aid Kit og Basia Bulat. Malmöfestivalen er ligesom Öresundsfestivalen let tilgængelig for os danskere med en togtur på blot 30 min. fra Københavns Hovedbanegård. For mere information: http://malmofestivalen.se/

Elektronisk endagsfestival i Malmø
Kun fem minutters gang fra Triangeln station i Malmø finder man Pildamsparken, som er en fantastisk location for endagsfestivalen Big Slap. I Pildamsparken ligger ’Tallriken’, der er en stor rund lysning på 17.400 m2, hvor festivalen finder sted omgivet af smukke, grønne omgivelser. Big Slap løber af stablen den 2. august, og genren for festivalen er house og electronica. For mere information: http://bigslap.se/

Dansemekka i Malmø centrum
Har man lyst til at prøve en festival midt i Malmøs centrum, bliver den smukke teglstenskirke i Spångatan omdannet til Babel-sommerfestival fra den 11.–15. juni. Babel, der til dagligt fungerer som natklub og koncertsted, er vært for en 5-dages festival, hvor der er flere spændende internationale navne på programmet. For mere information: http://babelmalmo.se/

Rockfestival lige på grænsen til Skåne
Er du til rock og heavy metal, bør du opleve Sweden Rock Festival, der er en af de største musikfestivaler i Sverige. Festivalen tiltrækker årligt omkring 30.000 rockfanatikere og byder på et imponerende line-up af navne inden for genren. Sweden Rock Festival finder sted den 4.-7. juni i landsbyen Norje, lige på grænsen til Skåne. For mere information: http://visitskane.com/artikel/sweden-rock-festival-4-7-juni

Jazz og swing i Skåne
I Skåne blomstrer jazzmusikken desuden hele sommeren. F.eks. er Jazz og Swingfestival i Stockamöllan en stor musikbegivenhed i Skåne, der finder sted den 13.– 15. juni. Festivalen byder på en weekend fyldt med musik, show og dans, og er ikke kun for jazz og swing-entusiaster, men for af alle, der ønsker at opleve glæden ved musik omgivet af smuk natur. For mere information: http://guide.visitskane.com/sv/evenemanget/a381760/jazz-swingfestival-i-stockamollan/detaljer
Her kan du se en liste med Skånes mange andre jazzfestivaler: http://visitskane.com/artikel/jazzfestivaler-i-skane


Emner

  • Musik

Kategorier

  • visitsweden
  • öresundsfestivalen
  • mads langer
  • jazz og swing festival
  • sweden rock festival
  • skåne
  • malmø
  • malmøfestivalen
  • musikfestival
  • festival
  • sverige
  • musik

VisitSweden is a communications company that works to promote the brand of Sweden and the Swedish destinations and experiences internationally. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376

Relateret materiale