Gå til indhold
Volkswagen City Studio sætter rekord med 100.000 besøgende

Pressemeddelelse -

Volkswagen City Studio sætter rekord med 100.000 besøgende

Volkswagen City Studio har sat ny besøgsrekord. Flere end 100.000 besøgende kom ind fra gaden i 2023, hvor de kunne opleve danmarkspremierer, eksklusive konceptbiler og spændende events i Volkswagen Danmarks showroom i hjertet af København.

Volkswagen City Studio har sat ny besøgsrekord. I åbningsåret i 2021 havde Volkswagen Danmarks showroom i hjertet af København 40.000 besøgende. Året efter i 2022 blev besøgstallet fordoblet til 80.000. Og nu kan Volkswagen City Studio se tilbage på et 2023, hvor flere end 100.000 kom og oplevede elektrisk mobilitet i udstillingslokalet på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard.

Direktør for Volkswagens personbiler, Michael Ebeling, sætter ord på succesen:

”Vi er stolte af, at City Studio har haft over 100.000 besøgende på et år. Det beviser, at idéen med et showroom midt i storbyen dedikeret til Volkswagens 100 % elektriske modeller var den rigtige beslutning. Vores topprofessionelle team i City Studio har en stor del af æren for de mange besøgende. Og mere end det. De har udviklet City Studio til at være mere end et showroom. Det er blevet et vigtigt evensted for os, og det har samtidig vakt opmærksomhed i Wolfsburg i en grad, så Volkswagen ved flere lejligheder har placeret internationale presseevents i City Studio.”

Eksklusive oplevelser

Et af de events var den nylige fremvisning af konceptbilen ID.2all. Her kunne såvel verdenspressen som helt almindelige besøgende for første gang opleve, hvordan interiøret kommer til at se ud i Volkswagens kommende elektriske minibil.

”Den er et godt eksempel på, hvordan man får eksklusive og spændende oplevelser i Volkswagen City Studio. F.eks. kunne folk også opleve danmarkspremieren på Volkswagen ID.7, og i år præsenterer vi bl.a. stationcarversionen Tourer og den lange ID. Buzz med plads til syv personer,” siger Trine Krastrup, Head of Volkswagen City Studio.

Selvom danmarkspremierer og konceptbiler helt naturligt er trækplastre, er det hverdagens flow af besøgende, som har fået besøgstallet til at runde 100.000 i 2023. Og når der er mange mennesker på gaden i København, er der også mange besøgende i Volkswagen City Studio.

”Kulturnatten og Copenhagen Pride dyster om at være vores bedst besøgte dage på året. I 2023 vandt Pride, hvor vi havde mere end 2.600 besøgende på én dag, mens vores højeste besøgstal nogensinde var 3.400 under Kulturnatten forrige år. Men dér havde vi også lige fået den helt nye ID. Buzz i udstillingen,” siger Trine Krastrup.

Unikt koncept i Danmark

Til marts er det tre år siden, at Volkswagen City Studio åbnede, og til den tid kan op mod en kvart million mennesker have besøgt Volkswagen Danmarks showroom.

Trine Krastrup forklarer det flotte besøgstal:

”Vi tilbyder et unikt koncept i Danmark, og det mærker folk, når de kommer ind fra gaden. Til forskel fra forhandlere og andre showrooms, som popper op rundt omkring, er vi ikke ansat som sælgere, men mere som en slags ambassadører, der videreformidler Volkswagens elektriske vision og de produkter, der skal bære den. Af den grund kunne man måske sige, at der hersker en mere uforpligtende atmosfære i City Studio. Vil man bare gå rundt, kigge på biler og søge information på infoskærmene på egen hånd, gør man det, og har man spørgsmål til Volkswagens elbiler og elektrisk mobilitet, står vi naturligvis klar til at besvare dem.”

Emner


Volkswagen Danmark

Kontakt

Thomas Hjortshøj

Thomas Hjortshøj

Pressekontakt Pressechef Volkswagen Personbiler Danmark

Volkswagen Danmark
Park Allé 355
2605 Brøndby
Danmark