Pressemeddelelse -
Volkswagen indtager førstepladsen i Danmark – bred elektrisk portefølje driver markant fremgang i 2025
Med en vækst på hele 78 %* og en markedsandel på 16,6 %* er Volkswagen nu den bedst sælgende bilproducent i Danmark i 2025. En bred og populær portefølje af elektriske ID.-modeller har sikret mærket en historisk stærk første halvdel af året – både målt på salg og privatleasing.
Kalenderen siger 1. Juli, og der er sat punktum for første halvår af 2025. Det er tid til at gøre status for de første seks måneder af 2025, og set med Volkswagen-briller på, har det været seks fantastiske måneder. Volkswagen har i år til dato solgt 14.854* biler og opnået en historisk høj markedsandel for første halvår på 16,59 %*. Det er et resultat, der ikke alene skyldes én enkelt model, succesen bygger på en bred portefølje af elektriske ID.-modeller, der taler til de danske bilkøbere. Med modeller som ID.4 (nr. 2 med 4.161 solgte, +62 %), ID.3 (nr. 4 med 2.816 solgte, +165 %), ID.7 (nr. 14 med 1.264, solgte, + 156 %) og ID. Buzz (nr. 8 med 2.083 solgte)* har Volkswagens familie af elektriske ID.-modeller positioneret sig stærkt på det danske bilmarked.
I juni måned fortsatte fremgangen, og Volkswagen blev igen det mest solgte bilmærke med en markedsandel på 15,6 %*, mens ID.4, ID.3, ID. Buzz og T-Roc alle placerede sig blandt de ti bedst sælgende modeller.
Privatleasing af elbiler tredoblet
Volkswagen har næsten tredoblet sin markedsandel inden for privatleasing af elbiler – fra 9,6 %* i 2024 til hele 28 %* i 2025. ID.3 og ID.4 er henholdsvis nummer 1 og 2 i dette segment. Stigningen i privatleasing kan ses som et udtryk for kundernes behov for gennemsigtighed og tryghed i deres bilkøb. Samtidig gør det også flere modeller mere tilgængelig set ud fra en økonomisk vinkel.
Direktør for Volkswagen personbiler, Michael Ebeling, supplerer: "Danskerne vil gerne køre elbil – men det skal føles trygt og nemt. Det mærker vi med privatleasing, men sideløbende med dette har Volkswagen lanceret andre tiltag, der skal gøre det nemt, overskueligt og trygt at investere i en ny elbil. Vi har i perioder lanceret kampagner med både strøm og service inkluderet, og vi har introduceret en ny garanti på 5 år eller 160.000 km. Det gør det enkelt at vælge el, og det har givet en mærkbar effekt."
Relevante modeller, attraktive leasingtilbud og tryghedsskabende tiltag har været udgangspunktet for Volkswagens succes, men succesen kom ikke i hus uden et landsdækkende netværk af forhandlere og servicepartnere. I en tid hvor flere konkurrenter nedskalerer deres tilstedeværelse i Danmark, er Volkswagens erfaring, at forhandlernetværket spiller en helt central rolle i kontakten til både nye og eksisterende kunder. Derfor har Volkswagen i stedet styrket og konsolideret sit danske forhandlernetværk.
*Kilde: bilstatistik.dk
Emner
Kategorier
Volkswagen var i 2024 det mest solgte bilmærke i Danmark med et totalsalg på 20.018 personbiler. I det elektriske segment var Volkswagen det næstmest solgte mærke med 12.180 biler og en markedsandel på 13,7 %. De fuldelektriske ID.-modeller udgjorde 60,8 % af mærkets totalsalg i 2024.
Volkswagen Erhvervsbiler var det tredje mest solgte mærke blandt erhvervsbiler med et totalsalg på 5.094 biler. Volkswagen Erhvervsbiler har bredt modelprogram bestående af Caddy, Transporter, Caravelle, Crafter, Amarok, ID. Buzz og ID. Buzz Cargo. I 2024 var Volkswagen Erhvervsbiler markedsledende i det elekriske segment med en markedsandel på 37,7 %. ID. Buzz Cargo var den mest solgte elektriske varevogn og opnåede en markedsandel på 29 % i det elektriske segment.
Volkswagen tog i 2020 hul på en ny elektrisk æra med introduktionen af ID.3. Den var bygget på MEB-platformen, der er udviklet specifikt til elbiler og som vil være rygraden i Volkswagen elektriske ID.-familie. Siden er mærkets udbud af elbiler udvidet med ID.4, ID.5, ID.7 og ID. Buzz. Volkswagens ID.-modeller har opnået forskellige anerkendelser, og bl.a. er blev ID.3 Årets Bil i Danmark 2021, ID. Buzz blev Årets i Danmark 2023, ID.4 blev World Car of the Year 2021 og ID.7 er to år i træk kåret som Årets Businessbil.
På verdensplan leverede Volkswagen 4,8 millioner biler, hvoraf de 1.254.500 blev leveret i Europa. I 2024 solgte Volkswagen 383.100 ID.-modeller, og siden introduktionen af den første ID.3 er der ialt solgt over 1,35 millioner enheder af ID.-modellerne på verdensplan.
Volkswagen er siden 1947 blevet importeret af Semler-koncernen, og der er gennem årene solgt mere end to millioner Volkswagen-biler i Danmark. Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Michael Ebeling er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Lars Kornelius.