Pressemeddelelse -
Mød den nye Volvo EX60 – en gamechanger for Volvo Cars
Byd velkommen til den helt nye fuldelektriske Volvo EX60. Med plads til fem personer og en rækkevidde på op til 810 km gør den en ende på rækkeviddeangst. Den leverer samtidig en banebrydende brugeroplevelse og repræsenterer den næste generation inden for sikkerhed.
"Den nye, fuldt elektriske EX60 ændrer spillereglerne med hensyn til rækkevidde, opladning og pris og repræsenterer en ny begyndelse for Volvo Cars og vores kunder," siger Håkan Samuelsson, CEO for Volvo Cars. "Med denne bil fjerner vi alle resterende hindringer for at skifte til el. Denne fantastiske nye bil er også et bevis på, hvad vi er i stand til hos Volvo Cars. Den kommer med en helt ny platform, og modellen introducerer nye teknologier som megacasting, cell-to-body og core computing."
EX60 kan køre op til 810 km på en enkelt opladning i en konfiguration med firehjulstræk. Det betyder, at den kan køre længere end nogen anden elbil i Volvo Cars' historie. EX60 kan tilføje op til 340 km rækkevidde på bare ti minutter, når du bruger en 400 kW lynlader. Volvo EX60 forvandler kort sagt rækkeviddeangst til rækkeviddekomfort.
Fra 620-810 km rækkevidde
EX60 fås i tre tekniske varianter: P6, P10 og P12. En baghjulstrukken P6-variant har en rækkevidde på op til 620 km. P10 AWD har en rækkevidde på op til 660 km, mens P12 AWD varianten tilbyder klassens førende rækkevidde på op til 810 km. Alle EX60 leveres med 10 års batterigaranti.
EX60 er bygget på SPA3-platformen, som er Volvo Cars' seneste arkitektur til elbiler. Den drives af HuginCore, som er betegnelsen for Volvo Cars' coresystem. Modellen sætter nye standarder for skalerbarhed, modularitet og produktionseffektivitet. Cell-to-body-teknologi, næste generations internt udviklede elmotorer, et nyt battericelle-design og megacasting bidrager alt sammen til at øge energieffektiviteten samtidig med, at vægten reduceres. Dette hjælper også EX60 med at opnå det laveste CO2-aftryk for en fuldt elektrisk Volvo-model, hvilket svarer til den mindre EX30.
Skandinavisk design med et formål
EX60 fører Volvos skandinaviske designprincipper ind i en fuldt elektrisk æra. Den kombinerer et stilfuldt, selvsikkert og effektivt ydre med naturlige, eksklusive materialer indvendigt. Kabinen er skabt som et roligt, raffineret og alsidigt rum med smarte opbevaringsløsninger.
Aerodynamikken er også forbedret, hvilket gør, at EX60 har en meget konkurrencedygtig luftmodstandskoefficient (Cw-værdi) på blot 0,26 – en detalje der også bidrager til rækkevidden. Den lange akselafstand og det flade gulv skaber mere benplads bagi og bagest finder du et stort bagagerum med yderligere opbevaringsrum under gulvet.
Vælger du udstyrsniveauet Ultra, får du Bowers & Wilkins-lydsystemet med 28 højttalere, som for første gang i en Volvo har højttalere i nakkestøtterne på de fire primære pladser. Dolby Atmos hæver lydoplevelsen til næste niveau, og så bliver EX60 den første Volvo til at komme med Apple Music præinstalleret.
En bil, du kan tale naturligt med
Volvo EX60 er Volvo Cars' hidtil mest intelligente bil og er fyldt med avanceret teknologi, der er designet til at forbedre livet bag rattet. EX60 er drevet af den nyeste version af HuginCore, Volvo Cars’ coresystem, der er blevet til i samarbejde med verdens førende teknologivirksomheder såsom Google, NVIDIA og Qualcomm Technologies Inc.
EX60 bliver også den første Volvo, der lanceres med Gemini – den nye AI-assistent fra Google. Gemini er dybt integreret i bilen og giver dig mulighed for at føre naturlige samtaler uden at skulle huske specifikke kommandoer.
Den indeholder også den mest responsive brugeroplevelse i en Volvo-model til dato. Infotainmentsystemet og skærmene reagerer lynhurtigt, kort indlæses øjeblikkeligt og stemmeassistenterne forstår passagererne bedre.
En af de sikreste biler på markedet
Takket være HuginCore når EX60 et nyt niveau af sikkerhed, da den konstant vurderer verden omkring bilen gennem sin brede vifte af sensorer. Resultatet er en bil med en klar og præcis forståelse af sine omgivelser.
Volvo Cars’ nye og allerede prisvindende multi-adaptive sikkerhedssele er en sikkerhedsinnovation, som giver dig en mere personlig beskyttelse på forreste række.
Cross Country-arven føres videre
Volvo EX60 kommer også som Cross Country. I 1997 kom den første Cross Country-udgave fra Volvo, og lige siden har de været at finde i modelprogrammet. Som altid handler begrebet om at skabe et køretøj, der er rustet til de eventyr, du sætter kursen mod.
EX60 Cross Country får nogle tydelige visuelle detaljer, bestående af en anden for- og bagkofanger, sort plast ved skærmkanter og panelerne langs siden samt et sæt fælge, der er særlige for Cross Country-udgaven. Der er også monteret beskyttelsesplader i rustfri stål under for- og bagenden for at beskytte undervognen i terræn. Bilen er hævet 20 mm og ved hjælp af luftundervognen (standard på EX60 Cross Country), kan du hæve den yderligere 20 mm, når du får brug for det. Omvendt vil bilen sænke sig ved højere hastigheder, så du opnår den optimale aerodynamik.
EX60 Cross Country kommer som P10 og P12. Begge er udstyret med firehjulstræk.
Klar til levering i 2026
Produktionen af EX60 starter til foråret på Torslanda-fabrikken i Sverige, og leveringerne af P6- og P10-varianterne til det danske marked efter sommerferien. Produktionen af P12 starter op i slutningen af 2026. På det danske marked kan EX60 Cross Country bestilles senere i 2026 med en forventet levering i 2027.
Det med småt:
- Tilgængeligheden af ovennævnte funktioner og tjenester kan variere mellem markeder og varianter.
- Rækkeviddeoplysningerne er foreløbige og baseret på WLTP-teststandarder opnået under specifikke testbetingelser for Volvo EX60. Den faktiske rækkevidde kan variere afhængigt af opladningsniveau, bilspecifikationer, udetemperatur, batteritemperatur, vejr, topografi, kørestil og bilens hastighed.
- Opladningstiderne kan variere og afhænger af forskellige faktorer, såsom udetemperatur, batteritilstand og bilens tilstand. Opladningstiderne, der er nævnt i denne pressemeddelelse, gælder for P12-varianten i en AWD-konfiguration, baseret på test ved 400 kW-opladningsfaciliteter.
- Google, Android og Gemini er varemærker tilhørende Google LLC.
- Apple Music-abonnement kræves. Kompatibel hardware og software kræves.
Related links
Emner
Kategorier
Volvo Cars i 2024
For hele året 2024 opnåede Volvo Car Group et rekordhøjt driftsresultat på 27 milliarder SEK. Omsætningen i 2024 var det højeste nogensinde på 400,2 milliarder SEK, mens det globale salg satte rekord med 763.389 solgte biler.
Om Volvo Car Group
Volvo Cars blev grundlagt i 1927 og er i dag et af de mest kendte og respekterede bilmærker i verden med salg til kunder i mere end 100 lande. Volvo Cars er børsnoteret på Nasdaq Stockholm, hvor aktien handles under tickeren “VOLCAR B”.
"For Life”. At give mennesker frihed til at bevæge sig på en personlig, bæredygtig og sikker måde." Dette formål afspejles i Volvo Cars' ambition om at blive en fuldt elektrisk bilproducent samt i virksomhedens forpligtelse til løbende at reducere sit CO₂-aftryk med målet om at opnå netto-nuludledning af drivhusgasser i 2040.
Pr. december 2024 beskæftigede Volvo Cars cirka 42.600 fuldtidsansatte. Volvo Cars’ hovedkontor, produktudvikling, markedsføring og administrative funktioner er primært placeret i Göteborg, Sverige. Volvo Cars' produktionsanlæg findes i Göteborg, Gent (Belgien), South Carolina (USA), Chengdu, Daqing og Taizhou (Kina). Virksomheden har også forsknings- og designcentre i Göteborg og Shanghai (Kina).