Pressemeddelelse -
Volvo Cars introducerer ny brugeroplevelse i den nye Volvo XC90 og millioner af Volvo’er verden over
Volvo Cars vil gøre det komplekse mere enkelt, og det gælder også brugeroplevelsen i en Volvo. Målet er at skabe en brugeroplevelse, der gør det nemt og behageligt at bruge bilen i hverdagen – sikkert, fokuseret og uden besvær. Den tankegang ligger til grund for udviklingen af det nye infotainmentsystem til Volvo Cars’ fuldelektriske EX90- og EX30-modeller.
Nu bringer Volvo Cars også filosofien til Volvo XC90, men den nye og forbedrede brugeroplevelse vil også gælde for millioner af Volvo-ejere rundt om i verden med en simpel softwareopdatering. Alle Volvo-biler med Google built-in får ovenikøbet opgraderet layoutet – helt gratis.
I løbet af 2025 vil omkring 2,5 millioner Volvo-kunder på verdensplan modtage denne omfattende opdatering, som er designet til modeller produceret fra 2020*. Udrulningen sker gradvist i løbet af året og repræsenterer en af de største infotainment-opdateringer fra nogen bilproducent til dato. Tiltaget understøtter Volvo Cars' strategi om løbende at forbedre deres biler gennem regelmæssige softwareopdateringer.
"Den nye brugeroplevelse vil give en betydelig forbedring af kundeoplevelsen og er et vigtigt skridt i Volvo Cars' rejse mod at levere teknologiløsninger til vores kunder," siger Erik Severinson, Chief Product and Strategy Officer hos Volvo Cars.
"Volvo Cars vil løbende og problemfrit tilpasse brugeroplevelsen, så den matcher vores kunders behov gennem nye og forbedrede funktioner, der leveres via over-the-air-opdateringer, for at forbedre din bil og din oplevelse over tid," siger han.
Volvo Cars har introduceret en større 11,2-tommer centralskærm for at styrke oplevelsen i den nye Volvo XC90 yderligere. Skærmen har fået 21 procent højere pixeltæthed, hvilket giver et endnu skarpere billede. Den største forandring er dog skærmens indhold. Volvo Cars præsenterer nu de mest anvendte apps og funktioner som kort, medier og telefon direkte på startskærmen – præcis som i de nyeste elbiler. Det reducerer antallet af tryk. Man kan for eksempel skifte musik uden at forlade Google Maps med den nye opdatering.
En ny, kontekstafhængig bjælke på skærmen tilpasser sig automatisk situationen og viser de senest anvendte apps. Hvis man kører ved lav hastighed, vises ikonet for udvendige kameraer, så man nemt kan manøvrere i trange omgivelser.
Volvo Cars gør det nemmere at få mest muligt ud af den elektriske drivlinje i plug-in hybrid-bilerne. Med "Drive Modes" på startskærmen kan man for eksempel skifte til "Pure"-tilstand med et tryk, hvis bilen er ankommet til en bymidte og kun skal køre på el.
Volvo Cars' nye brugeroplevelse kan tilpasses, så den passer til forskellige skærmformer og -størrelser. På den måde kan Volvo Cars bringe den nyeste infotainment-oplevelse ud til alle, om det er i en ny Volvo XC90, en Volvo EX90 eller en tre år gammel Volvo XC40.
Det med småt
* Inklusive C40, XC40, EX40, EC40, S60, V60, V60 Cross Country, XC60, S90, V90, V90 Cross Country og XC90 med Android-operativsystem.
Google, Google Play og Google Maps er varemærker tilhørende Google LLC.
Related links
Emner
Kategorier
Volvo Cars i 2023
Volvo Car Group registrerede et driftsresultat på 25,6 milliarder SEK. Omsætningen i 2023 beløb sig til et historisk niveau på 399,3 milliarder SEK, mens det globale salg nåede op på rekordhøje 708.716 biler.
Om Volvo Car Group
Volvo Cars blev grundlagt i 1927. I dag er det et af de mest velkendte og respekterede bilmærker i verden med salg i omkring 100 lande. Volvo Cars er børsnoteret på børsen Nasdaq Stockholm, hvor det bliver handlet under “VOLCAR B”.
Volvo Cars har til formål at give kunderne en premium-oplevelse og en frihed ’to move in a personal, sustainable and safe way’. Dette afspejles i ambitionen om at blive en fuldt elektrisk bilproducent inden 2030. Volvo Cars forpligter sig også til en løbende reduktion af sit CO2-fodaftryk med ambitionen om at være en klimaneutral virksomhed inden 2040.
I december 2023 beskæftigede Volvo Cars cirka 43.400 fuldtidsansatte. Volvo Cars’ hovedkontor, produktudvikling, marketing og administration er hovedsageligt placeret i Göteborg, Sverige. Virksomhedens primære bilproduktionsanlæg er placeret i Göteborg (Sverige), Gent (Belgien), South Carolina (USA), Chengdu, Daqing og Taizhou (Kina). Volvo Cars’ R&D og design foregår i Göteborg (Sverige) og Shanghai (Kina).