Nyhed -
Gør dit hjem større med disse smarte male-tricks
Bor du på få kvadratmeter? Eller har du et enkelt rum i dit hjem, som føles småt og trangt? Det er der heldigvis råd for. Alt du skal bruge er en slat maling og et par pensler, så kan du trylle fornemmelsen af plads og rummelighed frem.
Her får du vores tre bedste tricks til at få dit hjem til at se større ud - udelukkende ved hjælp af farvernes magi.
Skab mørke i lyset
Du kender nok allerede rådet om at holde væggene i lyse farver, hvis pladsen er trang. Lyse farver reflekterer nemlig dagslyset og giver en fornemmelse af plads, mens mørke farver kan give en uønsket "hule-stemning".
Men selvom rådet i de fleste tilfælde holder stik, er der også nogle tilfælde, hvor du faktisk kan få et rum til at synes større ved hjælp af en omgang mørk - ja, mørk! - maling.
Tricket er at begrænse den mørke farve til et lille areal: Ved at male en enkelt væg med mørk maling kan en lille bolig på næsten magisk vis komme til at se meget større ud. Det skyldes, at den mørke væg tiltrækker opmærksomhed og skaber en illusion af et ekstra rum i rummet.
Du kan også bruge tricket til at få en smal gang til at synes bredere. Ved at male endevæggen i gangen i en mørk nuance vil gangen komme til at se både kortere og bredere ud. Du kan eventuelt også give siderne i gangen en mørk omgang maling, men resten bør holdes i en lys farve.
Mal dig til et højt loft
Vil du gerne skabe fornemmelsen af, at der er højt til loftet og langt mellem væggene i din stue eller dit soveværelse? Så er en bøtte maling, et vaterpas og en rulle malertape din ven.
Tricket er at holde loftet og de øverste 10-20 centimeter af væggene i hvid eller en anden helt lys farve, mens den nederste del af væggene får en omgang mørk maling (det kunne for eksempel være en flot petroleumsblå). På den måde vil du skabe en illusion af, at loftet bliver højere - og rummet vil dermed komme til at se større ud, end det egentlig er.
Er der lavt til loftet i din bolig, kan du også vælge at male gulv og væg i samme farve for på den måde at skabe en større rumfornemmelse. Effekten bliver særligt vellykket, hvis du holder loftet i lyse nuancer.
Tone i tone for et harmonisk udtryk
Endelig kan du få et rum til at se større ud ved at male tone i tone. Det gør du ved at vælge møbler og stoffer i farvenuancer, som matcher din vægmaling - for eksempel ved at lade farven på din sofa gå igen på væggen.
På den måde vil inventaret i dit hjem komme til at gå i ét med væggen. Resultatet? Rummet virker mindre overlæsset og fyldt, og du opnår et skønt indtryk af enkelhed og plads i din boligindretning.
Er du klar på at prøve et trick eller to af? Så køb din maling her.