Gå til indhold
Danmarks største kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem, finalisterne 2022
Danmarks største kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem, finalisterne 2022

Pressemeddelelse -

På lørdag løber Danmarks største kokkekonkurrence af stablen på havnen i Gudhjem

Det er en flok spændte kokke, der lørdag formiddag står parat på havnen i den nordøstlige by Gudhjem på Bornholm. Den prestigefyldte kokkekonkurrence Sol over Gudhjem er endelig tilbage på havnen for første gang siden 2019. Både kokke, dommere, teamet bag konkurrencerne har glædet sig til at dyste foran de mange tilskuere på scenerne i Gudhjem.

Lørdag den 25. juni står i de gode råvarer og kokkekunstens navn, når den 13. Sol over Gudhjem skydes i gang med dessertkonkurrencen, hvor man for første gang dyster i par.

Senere gælder det vinderne af årets Produktpriser, hvor panelet af professionelle kokke smager sig frem til vinderne af de attraktive priser. Der konkurreres i kategorierne: MAD, DRIKKE, KONFEKTURE OG INNOVATION. Her er der desuden mulighed for smagsprøver.

Endelig finder den prestigefyldte hovedkonkurrence sted på den store scene, hvor mange tusinde tilskuere følger slagets gang og de fire deltagere helt tæt på.

Derudover byder Sol over Gudhjem også på et fantastisk madmarked med spændende boder på havneområdet, hvor der er rig mulighed for at smage på noget af det, Bornholm har at byde på.

Sol over Gudhjem livetransmitteres på TV2’s kanaler i samarbejde med TV2 Bornholm, så alle danskere kan opleve de dygtige kokke og dommere krydse klinger på havnen i Gudhjem.

For yderligere information, kontakt venligst: Mads Marschall, Direktør, Sol over Gudhjem, info@sogk.dk+45 2161 5474


Deltagerne i hovedkonkurrencen i årets Sol over Gudhjem 2022 er:

Andreas T. Møller

Andreas er forsvarende mester. Han vandt konkurrencen i 2021, da den med et begrænset publikum og uden folkefest blev afholdt på Melstedgård. Til dagligt er han souschef på Restaurant Møntergade i København, og han var med sine 28 år feltets yngste, da han sidste år vandt over Mette Dahlgaard, Gabriel Hedlund og Mathias Sejer. Vi glæder os til at have ham på scenen igen.

Nick Curtin

Nick er den amerikanske køkkenchef på den et-stjernede Amager-restaurant ”Alouette”. Et kæmpe talent, der bl.a. har arbejdet sammen med Mads Refslund på ACME i New York, inden han kom til Danmark og endte med at åbne Alouette. Og tak for det. Der vil blive knoklet for fulde gardiner, når Nick Curtin går i konkurrencekøkkenet på havnen i Gudhjem.

Torsten Vildgaard

Torsten er et stærkt kort i årets konkurrence. Han har været både kreativ chef og manager på Noma og derimellem drev han Restaurant Studio, der hurtigt fik en Michelin-stjerne. Og så var Torsten deltager i den allerførste konkurrence i Gudhjem i 2009. En kæmpe chef, der bliver svær at slå. Vild, vildere, Vildgaard.

David Fischer

Østerbros pastakonge, kendt for sin legendariske ”Cacio e pepe”, har været i køkkenet hos Hurtigkarl og på La Pergola i Rom, byens eneste trestjernede restaurant. Til daglig driver han pastaværtshuset ”Hos Fischer” på Østerbro med ægte italiensk stemning og billardbord i kælderen. En rutineret herre der mestrer de fleste discipliner.

Dommerne i hovedkonkurrencen i årets Sol over Gudhjem 2022 er:

Rasmus Munk – Alchemist
Nicolai Nørregaard – Kadeau
Dak Wichangoen – tidligere Kiin Kiin
Kenneth Hansen – Svinkløv Badehotel

Deltagerne i dessertkonkurrencen i årets Sol over Gudhjem 2022 er:

Hold 1: Mikkel Maarbjerg og Daniel Kruse

Hold 2: Bent Stiansen og Per Hallundbæk

Hold 3: Hans Beck Thomsen og Thomas Pasfall


Dommerne i dessertkonkurrencen i årets Sol over Gudhjem 2022 er:

Brian Mark Hansen

Per Thøstesen

Lisbeth Jacobsen

Morten Heiberg


Program for årets Sol over Gudhjem 2022:

10.45: Madmarked åbner på Gudhjem Havn

10.45: Lille Scene - Sol over Gudhjem, Dessertkonkurrencen starter

12.30: Store Scene - Åbningstale ved borgmester Jacob Trøst

12.40: Store Scene - Produktprisen starter (Smagsprøver til publikum)

12.40: Lille Scene - Vindere af Dessertkonkurrencen kåres!

13.25: Store Scene - Vindere af Produktprisen 2022 kåres!

13.40: Store Scene - Sol over Gudhjem, Hovedkonkurrence starter

16.40: Store Scene - Vindere af Sol over Gudhjem 2022 kåres!

17.00: Madmarkedet slutter - Tak for i år

Related links

Emner

Kategorier

Regions

Relateret materiale

WeDoCommunication

WeDoCommunication er et ungt bureau, men vi har mange års erfaring fra forretnings- og kommunikationsverdenen. Vores mission er ganske enkel. Den handler om at lave god branding og god kommunikation. Vi skærer ind til benet. Vi gør ikke tingene mere komplicerede, end de er. Og vi skaber resultater.
Uanset hvad man som virksomhed laver, producerer og beskæftiger sig med, så har kommunikation - og især den digitale af slagsen - aldrig været vigtigere.
God kommunikation er ikke nødvendigvis rocket science, men det kræver alligevel omtanke, viden, kreativitet og ikke mindst en stærk strategi og en effektiv eksekvering.
Vi rådgiver om alt fra pressehåndtering over krisekommunikation, udvikling af kommunikationsstrategier og løsninger til digitale platforme og kanaler til store, kreative kampagner og brandingstrategier.
Vores kunder er typisk virksomheder og organisationer, der gerne vil have deres kommunikation ud over rampen relativt hurtigt. De er også sådan nogle, der gerne vil have et tæt og personligt samarbejde med os.

WeDoCommunication
BLOX HUB, Bryghuspladsen 8, Opgang C, 3. sal
1473 København K
Denmark