Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Filminstruktør Manyar Parwani opgiver injuriesag mod forfatteren Sara Omar

Onsdag den 13. december 2023 modtog forfatteren Sara Omar en meddelelse fra advokat Poul Hauch Fenger på vegne af hans klient filminstruktøren Manyar Parwani. Heri meddeler advokaten, at hans klient har valgt at opgive den injuriesag, som han anlagde den 12. april 2022 mod Sara Omar, Filmmagasinet Ekko v/chefredaktør Claus Christensen og journalist Nicki Bruun.

Parwani anlagde injuriesagen mod Sara Omar efter hun i et interview til Filmmagasinet Ekko, havde udtalt sig kritisk om forholdene under optagelserne til en dokumentar om Sara Omar, som Parwani og standup komikeren Omar Marzouk stod bag.

Ifølge Parwani var det injurierende, da Sara Omar i interviewet gengav sine oplevelser af dokumentarforløbet, og Parwani mente, at det burde koste Sara Omar op til et års fængsel, for at ytre sig i nedenstående fem udsagn:

Udsagn 1. ”Manyar Parwani er symptom på en sygdom i samfundet. De mennesker gør alt for at beskytte deres ære. Det handler i sidste instans om at beskytte familiens ære. Derfor har de så travlt med at dække over ham, holde hånden over ham og nærmest gøre ham til et offer, vel vidende hvad han har udsat dem for.”

Udsagn 2. ”Instruktøren skaber hele tiden et kaotisk miljø, hvor man mister sig selv, og nu kan jeg forstå, at jeg desværre langt fra er den eneste, der har oplevet dette. Når jeg forsøger at sige fra, bliver han ubehagelig og begynder at beskylde mig for alverdens ting. For eksempel beskylder han mig for at være spion for regeringen! Han beskylder mig for at være blevet skabt af den yderste højrefløj, så man kan fremkalde en modstand mod muslimer i Danmark.”

Udsagn 3. ”Derfor giver jeg mig ofte, når han råber ad mig. Jeg lider af svær ptsd. Det udløses blandt andet ved at presse mig, ved at tale hårdt til mig og ved aggressioner. Så jeg føjer mig tit. Når min ptsd bliver udløst, kommer jeg ud af kurs. Jeg kan reagere voldsomt og gå i offensiv. Og så filmer han mig under mine anfald.”

Udsagn 4. ”Endvidere fik jeg at vide af Manyar Parwani, at jeg blev overvåget, så jeg er konstant i en tilstand af paranoia. Og jeg reagerer irrationelt, når min ptsd bliver udløst. Først efter dokumentaren er blevet nedlagt, kommer jeg i psykologforløb. Og gennem det har jeg reelt fundet ud af, hvad jeg er gået igennem.”

Udsagn 5. ”Den dokumentar, som Manyar Parwani tilbød mig at medvirke i, handler om min rejse fra ukendt til kendt forfatter. Men den han i virkeligheden ville lave, handlede om at fremstille mig som løgner og fantast. Det vil ingen selvfølgelig være med til, heller ikke mig. Da jeg endelig undersøger ham på nettet, finder jeg ud af, at jeg er fanget i noget, som er langt vildere, end jeg havde forestillet mig. Der dukker historier op om gentagne kidnapninger, kidnapninger fra nazister, kidnapninger fra islamister, store pengebeløb, der er blevet væk, og Manyars makker, Faisel Butt, som er sporløst forsvundet.”

Sara Omars advokat Erik Nyborg udtaler:

“Som jeg tidligere har sagt, var min eneste bekymring i relation til sagsanlægget, at Parwani ville trække sagen tilbage, så Sara Omar ikke kunne få mulighed for udførligt at begrunde den kritik af Parwanis virke som instruktør, som er indeholdt i de udsagn, Sara Omar blev stævnet for. Det er netop det, der nu er sket, hvilket er beklageligt. Sara Omar var forberedt på at føre udførligt sandhedsbevis for alle hendes 5 udsagn.”

Sara Omar udtaler:

“Jeg havde med glæde mødt Manyar Parwani i retten for at få afgjort injuriesagen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville vinde, for jeg har dokumentation for de udtalelser jeg kom med i Ekko. Jeg var forberedt på at Parwani kunne finde på at opgive sagen, da min advokat løbende har fremsendt dokumentation for mine udtalelser. Som jeg ser det, så er injuriesagen blot en del af Parwanis langvarige smædekampagne mod mig, hvor han sammen med Marzouk og deres tilhængere har forsøgt at sabotere mit virke som forfatter. Selvom jeg har vundet tre retssager nu, så har de forpestet mit liv og sat alt i stå. Men set i lyset af alt det, der sker, er jeg heldigvis et menneske, der kan finde ud af at bearbejde smerte ved at skrive. Så de sidste fire år har selvsagt været med til at give mig inspiration til en hel masse nye fortællinger – når jeg engang vender tilbage til mit forfatterskab.”

Manyar Parwani trækker injuriesagen tilbage, dagen efter at han blev dømt for hærværk af Københavns Byret, da han tilbage i 2018, i et raserianfald, havde kastet Sara Omars telefon ud over balkonen fra et hotel i midten af København, så den blev totalskadet.

For yderligere information:
Anna Thygesen
anna@wedocommunication.dk
22151745

Emner

Kategorier

Regions

Relateret materiale

WeDoCommunication

WeDoCommunication er et ungt bureau, men vi har mange års erfaring fra forretnings- og kommunikationsverdenen. Vores mission er ganske enkel. Den handler om at lave god branding og god kommunikation. Vi skærer ind til benet. Vi gør ikke tingene mere komplicerede, end de er. Og vi skaber resultater.
Uanset hvad man som virksomhed laver, producerer og beskæftiger sig med, så har kommunikation - og især den digitale af slagsen - aldrig været vigtigere.
God kommunikation er ikke nødvendigvis rocket science, men det kræver alligevel omtanke, viden, kreativitet og ikke mindst en stærk strategi og en effektiv eksekvering.
Vi rådgiver om alt fra pressehåndtering over krisekommunikation, udvikling af kommunikationsstrategier og løsninger til digitale platforme og kanaler til store, kreative kampagner og brandingstrategier.
Vores kunder er typisk virksomheder og organisationer, der gerne vil have deres kommunikation ud over rampen relativt hurtigt. De er også sådan nogle, der gerne vil have et tæt og personligt samarbejde med os.

WeDoCommunication
BLOX HUB, Bryghuspladsen 8, Opgang C, 3. sal
1473 København K
Denmark