Gå til indhold
N'AGE
N'AGE

Pressemeddelelse -

Ny direktør i N’AGE ApS

Efter mere end otte år som administrerende direktør i N’AGE ApS har Sanne Lønskov besluttet at træde tilbage fra den daglige drift for at forfølge en bredere bestyrelseskarriere. Ledelsen overdrages til Annemette Arndal-Lauritzen, der tiltræder som ny CEO den 1. juni 2025.

N’AGE blev grundlagt i 2003 af faglig direktør Ida Bille Brahe og har siden etableret sig som Danmarks førende high-end kæde inden for kosmetiske behandlinger. I januar 2017 indtrådte Sanne Lønskov som medejer og CEO, og under hendes ledelse har virksomheden været igennem en markant vækstrejse. Omsætningen er seksdoblet, bundlinjen er løbende styrket, og antallet af klinikker er vokset fra tre til snart elleve. Sanne Lønskov har desuden stået i spidsen for etableringen af N’AGE ACADEMY, som i dag har uddannet mere end 130 kosmetiske sygeplejersker.

Virksomheden har i perioden vundet fire Gazelle-priser, opnået en stærk markedsposition og skabt et markant brand med prominente ambassadører som Helena Christensen. I 2021 overtog Maj Invest Equity majoriteten i N’AGE, og siden da har virksomheden under Sannes ledelse gennemgået en omfattende professionalisering med styrkelse af centrale funktioner inden for HR, finans, marketing, compliance og forretningsudvikling.

”Det har været et stort privilegium at få lov til at konceptualisere og ekspandere, så virksomheden i dag står på et solidt fundament med mere end 100 medarbejdere, en stærk kultur og veldokumenterede resultater. Jeg er stolt af at kunne overdrage ledelsen til Annemette Arndal-Lauritzen, som med sin stærke erfaring og værdimæssige match er den helt rette til at føre N’AGE ind i næste fase. Jeg ser frem til fortsat at bidrage som aktivt bestyrelsesmedlem,” siger Sanne Lønskov.

Bestyrelsesleder Sanna Suvanto-Harsaae udtaler: ”Jeg vil gerne takke Sanne for hendes visionære lederskab og den ekstraordinære udvikling, hun har stået i spidsen for. N’AGE er i dag en af branchens mest veldrevne virksomheder, og Sanne efterlader en stærk platform for fremtidig vækst. Vi er meget glade for, at hun fortsætter som en aktiv del af bestyrelsen. Samtidig byder vi varmt velkommen til Annemette Arndal-Lauritzen, der med sin solide erfaring og evne til at skalere forretninger internationalt er den helt rette til at videreføre og videreudvikle N’AGE.”

Annemette Arndal-Lauritzen kommer fra en succesfuld periode som mangeårig CEO i Fertio/European Sperm Bank, hvor hun stod i spidsen for virksomhedens udvikling, digitalisering og internationalisering til verdens førende donorbank.

”N’AGE er en unik virksomhed med et stærkt brand og klare værdier, som har sikret virksomheden en førende position på sit felt med høj faglighed og en naturlig tilgang til æstetik. Med et formål om at hjælpe til personligt velvære har N’AGE i 22 år hjulpet både mænd og kvinder til deres bedste jeg. Jeg glæder mig til at videreudvikle N’AGE sammen med Ida Bille Brahe, de dygtige medarbejdere og bestyrelsen, og til at udvikle nye forretningsområder for N’AGE”, siger Annemette Arndal-Lauritzen.

Ida Bille Brahe udtaler: ”Indtil jeg mødte Sanne, havde jeg drevet N’AGE alene. Det var fantastisk at få en partner, som forstod mit udgangspunkt. Jeg er taknemmelig for vores samarbejde, vores venskab, og for de resultater, vi har skabt sammen. N'AGE er mit hjerteblod, jeg brænder for den faglige udvikling, for vores dedikerede medarbejdere og kunder. Jeg glæder mig derfor meget til at fortsætte det daglige samarbejde med Annemette.”

For yderligere information, kontakt:
Bestyrelsesleder: Sanna Suvanto-Harsaae tlf.: 20 63 36 17

Emner

Kategorier

Kontakt