Nyhed -

TV 2-naboregion til alle YouSee-kunder

Alle YouSee-kunder får igen adgang til at se tv-udsendelserne fra to forskellige TV 2-regioner. Udvidelsen sker i løbet af denne uge, hvor YouSee gennemfører sin årlige justering af tv-udbuddet.

Nabo-regionener udgik af YouSee's kanaludbud for et år siden i forbindelse med, at TV 2-regionerne fik deres egen 24-timers kanal fra januar. Den nye regionale HD-kanal overtog den plads i kabel-nettet, hvor udsendelserne fra naboregionen hidtil var blevet sendt.

Efterfølgende fik YouSee henvendelser fra mange kunder og antenneforeninger, som savnede udsendelserne fra deres naboregioner. Enten fordi man i nogle egne traditionelt er orienteret mod områder, som dækkes af naboregionen, eller fordi TV 2’s regioner i flere områder af landet ikke stemmer overens med de fem administrative regioner.

Et eksempel er Køge på det østlige Sjælland. Byen ligger i TV 2 Lorrys sendeområde, men den hører under Region Sjælland, som typisk dækkes af TV 2 Øst. Fremover kan kunderne i området frit vælge, om de vil se 24-timers kanalen fra TV2 Lorry eller den fra TV 2 Øst.

Efter en omlægning i kabelnettet er det lykkedes YouSee at finde plads til at genindføre naboregionskanalerne. Det sker i praksis som led i den årlige justering af kanaludbuddet fra YouSee, der foregår i denne uge. Fuldpakken blev allerede i august udvidet med den nye sportskanal Canal 8, og nu kommer også BBC Knowledge med, mens Mellempakken udvides med BBC World News og BBC Knowledge. Desuden udvides antallet af HD-kanaler, så Fuldpakken nu indeholder 30 i alt. 

Der er flere detaljer om ændringerne på yousee.dk/tv2013.

Hvis tv-apparatet er indstillet med korrekt netværks-id, vil de nye kanaler automatisk blive indlæst. For enkelte kunder kan det dog være nødvendigt at genindlæse kanalerne for at få adgang til de nye kanaler. 

Ændringerne er gennemført i alle dele af landet på torsdag.

Emner

  • Biograf, film, fotografi

Kontakt