Pressemeddelelse -
YouSee indfører Favorit fra Grundpakken
Kabel-tv-kunder hos YouSee får nye valgmuligheder, når selskabet fra den 1. juni også giver de flere end 200.000 husstande med Grundpakken adgang til at købe ekstra tv-kanaler efter eget valg, kaldet Favorit.
Favorit har hidtil været forbeholdt kunder med Mellem- eller Fuldpakken, men nu kan alle Yousee-kunder supplere deres tv-pakke med ekstra kanaler. Man kan vælge mellem i alt 69 kanaler, herunder en lang række af de mest populære.
"Vi er fast besluttede på, at kunderne selv skal kunne sammensætte deres tv-pakker. Nu laver vi en lille forbedring i den retning, men allerede senere i år tager vi endnu et skridt med lanceringen af en helt ny fritvalgs-løsning," siger adm. direktør Niels Breining, YouSee.
Favorit blev præsenteret i 2005 som et produkt, der giver kunder med de største tv-pakker adgang til et mere nichepræget udvalg af kanaler. Kunderne skal tegne sig for mindst fire tv-kanaler, men til gengæld kan de frit skifte mellem kanalerne fra måned til måned.
Den fritvalgs-løsning, der senere i år afløser Favorit, vil have flere kanaler at vælge mellem, men også andre – både højere og lavere – kanalpriser. Det betyder, at nogle Favorit-kunder kan opleve prisstigninger til den tid.
Mere om Favorit
- Favorit koster 48 kr. pr. måned, og den pris inkluderer fire kanaler efter eget valg. Yderligere kanaler kan købes for 12 kr. pr. stk. pr. måned.
- Kanaler kan udskiftes, tilføjes eller fjernes en gang om måneden. Favorit omfatter i alt 69 kanaler, heriblandt en stor del af de kanaler, der indgår i Fuldpakken.
- Favorit-kanalerne er krypterede, og abonnement på Favorit forudsætter derfor enten YouSee Plus (89 kr/måned) eller YouSee Kort (30 kr/måned).
Emner
- Biograf, film, fotografi
YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv og næststørste udbyder af bredbånd. Selskabet har ca. 1,2 mio. kabel-tv-kunder svarende til ca. 45 pct. af samtlige husstande. YouSee distribuerer 150 forskellige tv-kanaler, som udbydes i en kombination af programpakker (grund-, mellem og fuldpakke) og individuelle tilkøb. YouSee udbyder bredbånd med downloadhastigheder fra 10 til 100 Mbit/s. Selskabet har ca. 400.000 bredbåndskunder. YouSee er et datterselskab af TDC A/S.