Pressemeddelelse —
YouSee satser på dansk radio
Der bliver meget mere dansk radio at lytte til for husstande med kabel-tv fra YouSee. Landets største tv-distributør satser på, at danskerne foretrækker deres modersmål i højttaleren, og lancerer i november ni nye dansksprogede radiokanaler på kabel-nettet.
De første nye kanaler går i luften – eller rettere i jorden - på tirsdag 1. november, når den nye Radio24syv begynder at sende. Samme dag kommer DR’s P1 og DR P2 Klassisk i nye udgaver. I slutningen af november følger yderligere seks, så der vil være i alt 16 dansksprogede radiokanaler på YouSee’s net.
”Tæt ved en million husstande lytter til radio via kabel-tv-stikket, og der er klart mest efterspørgsel efter dansk radio. Nu benytter vi lanceringen af Radio24syv til at opruste og udskifte en del udenlandske radiokanaler med hjemlige,” siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.
Kabel-kunderne kan bl.a. se frem til at modtage DRs seks såkaldte DAB-kanaler med en ganske almindelig FM-modtager forbundet til boligens antennestik. Normalt kræver det en DAB-modtager for at modtage de digtale kanaler, men YouSee har valgt at konvertere dem til FM på kabel-nettet.
”Vi har lagt vægt på, at det skal være nemt for kunderne, så derfor sender vi alle radiokanaler – også DAB-kanalerne – som FM. Så slipper vores kunder for at købe nye radioapparater, og som en sidegevinst bringer vi med et snuptag DAB-kanalerne ud til langt flere danskere,” siger Ulf Lund.
DR har sendt DAB-radio i snart ti år. Trods bedre lydkvalitet og flere kanaler, kan de mange DAB-kanaler stadig ikke mønstre mere end knap ti pct. af radiolytningen. Omkring 90 pct. af al radiolytning herhjemme foregår på FM.
Fra den 1. november vil man kun kunne høre den fulde version af DRs P1 og P2 Klassisk på DAB, fordi de to kanaler på det æterbårne FM-bånd skal deles om en kanalplads for at give plads til Radio24syv.
Mere om det nye radioudbud fra YouSee
Ændringerne i radioudbuddet på YouSee’s kabelnet sker over to omgange. Første gang er den 1. november, når den nye Radio24syv får debut, og P1 og P2 Klassisk begynder at deles om samme kanalplads på det luftbårne FM-bånd. Alle tre kanaler kommer også hos YouSee, og P1 og P2 Klassisk får hver sin plads, så de begge kan høres 24 timer i døgnet som FM-kanaler på kabel-net.
De øvrige ændringer sker den 21. november.
Fremover vil det være muligt at modtage følgende 16 danske kanaler på FM-båndet på kabel-nettet:
- DR P1
- DR P2 Klassisk
- DR P3
- DR P4 Regionalen
- DR P5
- DR P6 Beat
- DR P7 Mix
- DR P8 Jazz
- DR Ramasjang
- DR MAMA
- NOVA FM
- Radio 100 FM
- Radio 24syv
- The Voice
- Pop FM
- Radio Klassisk
En række udenlandske radiokanaler ophører, bl.a. BBC og P1, P3 og P4 fra SVT. Fremover vil det være muligt at modtage fire udenlandske kanaler:
- P2 Sveriges radio
- NDR 1
- NDR Kultur
- Radio Schleswig Holstein
FM-båndet på kabel-nettet har plads til langt flere landsdækkende radiokanaler end det luftbårne net. Forklaringen er, at signalerne fra de store FM-sendere kan forstyrre hinanden, og kanalerne i æteren må populært sagt ikke ligge for tæt. Derfor er der herhjemme kun plads til fem landsdækkende FM-kanaler i æteren, mens der på kabel-nettet er plads til 20 kanaler.
Emner
- Biograf, film, fotografi
YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv og næststørste udbyder af bredbånd. Selskabet har ca. 1,2 mio. kabel-tv-kunder svarende til ca. 45 pct. af samtlige husstande. YouSee distribuerer 150 forskellige tv-kanaler, som udbydes i en kombination af programpakker (grund-, mellem og fuldpakke) og individuelle tilkøb. YouSee udbyder bredbånd med downloadhastigheder fra 10 til 100 Mbit/s. Selskabet har ca. 400.000 bredbåndskunder. YouSee er et datterselskab af TDC A/S.