Skip to main content

Nyt Grundfos-museum fortæller 75 års industrihistorie

Press release   •   Sep 01, 2020 10:01 CEST

Glimt fra udstillingen med 'karrusellen' fra 1972 i midten. Foto: JAC Studios

Pionérånd og teknologiske landvindinger dominerer ”Grundfos Museum - The Factory”, der bliver åben for offentligheden og via et skatkammer af originale maskiner viser, hvordan Grundfos har bidraget til at forme det moderne industrisamfund.

Fredag den 4. september åbner ’The Factory’ i ombyggede fabrikslokaler hos Grundfos i Bjerringbro. Det spritnye museum byder på mere end 150 historiske genstande formidlet i 14 tematiske afsnit fordelt på 1600 kvadratmeter og to plan.

Museet byder på et væld af maskiner og værktøjer fra Grundfos’ 75-årige historie. Ting, der ikke blot illustrerer virksomhedens udvikling, men også generelt fortæller om industri, teknologi og samfund.

”Grundfos’ succesrige historie hænger i høj grad sammen med, at virksomheden ikke bare har udviklet gode pumper, men også har valgt selv at fremstille stort set alle pumpedele selv og at gøre det på sin helt egen måde,” forklarer Flemming Petersen, leder af Grundfos’ historiske afdeling.

’Karrusellen’ er udstillingens kronjuvel. Den enorme maskine fra 1972 var en landvinding for effektiviteten i pumpefremstillingen, og museets gæster kan med et enkelt tryk vække den til live igen. Andre banebrydende genstande inkluderer nogle af verdens første elektriske styringer, tonstunge støbeværktøjer, aktive robotter og verdens mindste Grundfos-logo (tip: det handler om nanoteknologi).

Museet er indrettet på det sted, hvor stifteren Poul Due Jensen havde sit første værksted i 1945. Herfra voksede Grundfos sig til det, vi kender i dag. I de samme lokaler har mange af de teknologier, museet formidler, set dagens lys.

”Historien har altid haft og har stadig stor betydning for Grundfos. Vores selvforståelse og måde at drive forretning på er stærkt forbundet med vores værdier og selvforståelse som pionerer, der tør, kan og vil gøre nye ting. Alt det er flot illustreret med det nye museum,” siger Poul Due Jensen, Group Executive Vice President, CSO, Grundfos. Han tilføjer:

”Jeg håber, at museet kan give glæde og inspiration for vores medarbejdere og kunder men i særdeleshed også offentligheden. Grundfos har haft stor betydning for Bjerringbro, så det er vigtigt, at vi kan give udstillingen til byen og forhåbentlig tiltrække gæster fra resten af Danmark og udlandet.”

Museet er primært målrettet Grundfos’ medarbejdere og kunder, og som det ser ud nu vil der være åbent for offentligheden den første weekend i hver måned.

Grundfos har i forvejen en mindre historisk udstilling i Grundfos Centeret i Bjerringbro. Derudover blev stifteren Poul Due Jensens hjem, der også er Niels Due Jensens barndomshjem, i 2014 omdannet til museum med hjælp fra historikere tilknyttet Den Gamle By i Aarhus. Her er adgang forbeholdt Grundfos-gæster.


Til pressen: Deltag i åbningen

Pressen er velkommen ved den officielle indvielse fredag den 4. september 2020 kl. 11-13.30. Kontakt kommunikationsmedarbejder Thomas Bech Sørensen-Hylle, hvis du er interesseret (se kontaktinfo nedenfor). Arrangementet er forbeholdt inviterede gæster.

Åbningen for det brede publikum finder sted lørdag den 5. og søndag den 6. Her er alle velkommen. For begge arrangementer gælder tiltag, der skal hindre smitte af corona-virus.


Fakta: Grundfos Museum – The Factory

  • Det nye museum er indrettet på Grundfos-området Syd 1, Birkevænget 2, 8850 Bjerringbro – der, hvor virksomheden begyndte.
  • Udstillingerne er på 1600 m2 fordelt på to plan
  • Historisk Afdeling, Grundfos står bag udstillingen, som er designet af JAC Studios
  • Der udstilles mere end 150 historiske genstande, som formidles i 14 tematiske afsnit. Afsnittene er bygget op som celler, som vi kender fra produktionen.
  • Alle medarbejdere har adgang på hverdage i kl. 07.00 til 17.00
  • Uddannelser og interesserede grupper får adgang efter aftale
  • Museet åbner for offentligheden den første weekend hver måned kl. 10.00 til 16.00
  • For alle besøg gælder i skrivende stund tiltag, der skal hindre smitte af corona-virus.


Yderligere oplysninger:

Flemming Petersen
Leder af Grundfos’ historiske afdeling
+45 29176336
flpetersen@grundfos.com

Thomas Bech Sørensen-Hylle
Kommunikationsmedarbejder
+45 24769368
tsoerensenhylle@grundfos.com