Skip to content

Press release —

Ny kampagne gør ferieminder mere tilgængelige: VISITFLANDERS lancerer ”Selfie for all”

En selfie foran en seværdighed er for mange en naturlig del af at rejse. Men hvad hvis man ikke kan se? Med kampagnen Selfie For All gør VISITFLANDERS nu oplevelsen mere tilgængelig for blinde og svagtseende ved hjælp af særlige selfie-fliser og digital teknologi. Initiativet lanceres officielt i dag i Mechelen.

Selfie For All er udviklet som en del af turistrådet for den nordlige region i Belgien, VISITFLANDERS', mangeårige arbejde med tilgængelig turisme. Formålet er at gøre et lille, men betydningsfuldt øjeblik på rejsen, nemlig at tage et billede af sig selv foran en særlig seværdighed, lettere tilgængeligt for mennesker med synshandicap. Det sker ved hjælp af en specielt udviklet flise, der gør det lettere for mennesker med synshandicap at forevige deres rejseoplevelser, samtidig med at den giver alle besøgende mulighed for at lære mere om stedet.

Den første Selfie For All-flise er allerede blevet installeret på Grote Markt i Mechelen, hvor kampagnen officielt lanceres den 13. oktober. Herfra rulles konceptet ud på en række udvalgte steder på tværs af regionen.


Alle fortjener ferieminder

Konceptet er enkelt. Ved hvert selfiespot placeres en fysisk flise på det sted, hvorfra områdets seværdighed bedst kommer med i billedet. På flisen er to fodaftryk i relief. Når den besøgende placerer fødderne på dem, står personen i rette position til at tage billedet med seværdigheden i baggrunden.

For blinde og svagtseende suppleres den fysiske flise af den digitale teknologi NaviLens. Via NaviLens-appen kan den besøgende finde frem til flisen ved hjælp af oplæste instruktioner og vibrationer. Herefter kan smartphonens egne tilgængelighedsfunktioner hjælpe med at tage billedet.

Via NaviLens Go kan besøgende desuden få adgang til lydinformation og fortællinger om det sted, de befinder sig. På den måde handler Selfie For All ikke kun om selve billedet, men også om, at alle kan få mere ud af oplevelsen.

Selfie For All-lokationerne kan blandt andet findes via Visit Flanders, Google Maps, partneres hjemmesider og lokale turistinformationer.

50 fliser på turistlokationer på tværs af Flandern

I alt bliver 50 Selfie For All-fliser installeret på turistlokationer på tværs af Flandern, heriblandt museet Hof van Busleyden i Mechelen, middelalderborgen Gravensteen, Sint-Michielsbrug i Gent, Grote Markt i Kortrijk, Abdij van Park i Leuven, Kalmthoutse Heide samt forskellige kunst- og kulturoplevelser i Oostende.

Dermed spænder initiativet fra historiske bymidter og arkitektur til kunst, kultur og naturoplevelser. Ambitionen er at gøre nogle af Flanderns kendte attraktioner mere tilgængelige og samtidig inspirere besøgende til at opdage områder og oplevelser, de måske ikke kendte i forvejen.

Se alle Selfie For All-lokationer i Flandern her: www.visitflanders.com/selfieforall

Udviklet sammen med målgruppen

Mennesker med synshandicap har været inddraget gennem udviklingen af Selfie For All. De belgiske organisationer Symfoon, Brailleliga og Licht & Liefde har fx bidraget med input til flisernes design, den digitale støtte og måden, information formidles gennem lyd.

Konceptet er bl.a. blevet testet og videreudviklet gennem panelsamtaler med blinde og svagtseende, hvor deltagerne har delt erfaringer med rejser, fotografering og selfies. De foreslåede placeringer er også blevet vurderet med fokus på, hvordan blinde og svagtseende besøgende kan finde frem til fliserne selvstændigt og sikkert.

For Lore Casselman, der selv er synshandicappet, gør netop den forskel en stor betydning:

”For blinde og svagtseende er det langt fra en selvfølge at tage en selfie med en flot baggrund. Jeg er glad for, at Selfie For All er med til at sætte fokus på det. Hvis jeg stødte på et af disse selfiespots, ville jeg helt sikkert tage et billede og dele det med det samme med min mor, mine venner og kolleger.”

Initiativet tager dermed udgangspunkt i princippet om universelt design: En løsning, der skaber en bedre oplevelse for en bestemt målgruppe, kan samtidig være enkel og brugbar for alle.

25 år med fokus på tilgængelig turisme

Selfie For All markerer samtidig mere end 25 års arbejde med tilgængelig turisme i Flandern. For VISITFLANDERS handler tilgængelighed ikke alene om den fysiske adgang til hoteller, attraktioner og offentlige rum, men om hele rejsen fra inspiration og transport til selve oplevelsen og de minder, man tager med hjem.

Selfie For All lanceres officielt den 13. oktober 2026 i Mechelen, hvorefter kampagnen blandt andet rulles ud digitalt og gennem en international influencerkampagne. VISITFLANDERS har desuden forpligtet sig til at understøtte projektet i mindst fire år.

Læs mere om Selfie For All på Visit Flanderns hjemmeside: www.visitflanders.com

Categories


Om VISITFLANDERS

Regionen Flandern dækker det meste af det nordlige Belgien. Foruden hovedstaden Bruxelles finder man i Flandern også bl.a. mode- og diamant-metropolen Antwerpen, der er Belgiens andenstørste by - og helt sikkert landets mest trendy - samt Gent, der er kendt for sine smalle brostensgader, hyggelige udeserveringer og kreative køkkenrebeller. Er man til charmerende kulturhistorie, bør man også besøge Brügge, der er på UNESCOs verdensarvsliste og kendt for sine stenbuer, historiske bygninger og smalle kanaler. Foruden sin ikoniske øl- og cykelkultur er Flandern især kendt for sine dygtige chocolatiers samt de på en gang traditionsrige og eksperimenterende kokke.

www.visitflanders.dk

Contacts