Press release —
Rejsenyheder fra hele verden – august 2026
Kære rejsejournalist
Her får du Relateds nyhedsbrev, hvor vi har samlet et udvalg af rejsenyheder fra hele verden, som vi tror kan inspirere dig. Har du spørgsmål til nogle af historierne, brug for billedmateriale, eller har du andre forespørgsler, er du altid velkommen til at henvende dig.
God læselyst!
Wat Phra Mahathat Woramahawihan, Nakhon Si Thammarat
Sydthailand får sin første UNESCO-verdensarv
Thailand har fået en ny attraktion på UNESCOs verdensarvsliste. Det mere end 1.000 år gamle tempel Wat Phra Mahathat Woramahawihan i Nakhon Si Thammarat er blevet udpeget som verdensarv - som det første sted i det sydlige Thailand og landets niende UNESCO-verdensarvssted.
Templet er et af Sydthailands vigtigste buddhistiske centre og har gennem århundreder været knyttet til både religiøse traditioner, lokale fortællinger og regionens kultur. Det mest markante vartegn er Phra Borommathat Chedi, og UNESCO fremhæver blandt andet stedets blanding af arkitektoniske og kulturelle påvirkninger fra Sri Lanka, Sydasien og Sydøstasien.
I forbindelse med udnævnelsen lancerer Tourism Authority of Thailand en helårskampagne med “12 Auspicious Mysteries”, der inviterer rejsende til at udforske templets historie, arkitektur og spirituelle traditioner gennem årets 12 måneder. Målet er samtidig at sætte Nakhon Si Thammarat tydeligere på kortet som kulturdestination.
UNESCO-statussen giver dermed endnu en grund til at rejse væk fra Sydthailands kendte stranddestinationer og opleve regionens levende kulturarv, templer og lokale traditioner.
VIVA UNIQUE - Udvendigt billede af skibet
Scoprire l'Italia: Nyt flodkrydstogtskib tager gæster gennem Venedig og Norditalien
Norditalien får en ny rejseoplevelse på vandet, når boutique-skibet VIVA UNIQUE fra maj næste år begynder at sejle gennem Venedig og det nordlige Italien på Po-floden.
På en uge kan gæsterne opleve nogle af regionens mest kendte steder uden at skulle pakke kufferten ud flere gange. Rejsen kombinerer blandt andet Venedigs historiske centrum, de farverige øer i den venetianske lagune og kystbyen Chioggia.
Undervejs er der også fokus på Norditaliens gastronomi - fra friskfangede østers i Chioggia til lokale vine og specialiteter fra Emilia-Romagna, der regnes blandt Italiens stærkeste madregioner.
Turen giver dermed mulighed for at kombinere storby, mindre kystbyer og italiensk madkultur på én rejse - med skibet som fast base gennem hele ugen. VIVA UNIQUE er søsterskibet til VIVA BEYOND, og begge er en del af VIVA Cruises' nye koncept VIVA Boutique.
Syedra - den antikke by nær Alanya
Nye kulturoplevelser gør Antalya oplagt til efterårsferien
Antalya er kendt for sol, strande og badeferie, men den tyrkiske riviera byder også på nogle af Middelhavsområdets mest interessante spor fra antikken. Det er nemlig kommet tre nye muligheder for rejsende, der vil kombinere kystferie, vandring og historie.
I Demre er Andriake Archaeological Site, den antikke havneby til Myra, genåbnet efter restaurering og landskabsarbejde. Nye stier gør det lettere at opleve blandt andet den romerske havn, agoraen og byens øvrige ruiner. Andriake ligger samtidig på den populære vandrerute Lycian Way.
På området ligger også Museum of Lycian Civilisations, som har fået opdaterede udstillinger med fund fra de antikke lykiske byer – blandt andet skulpturer, sarkofager, mønter og nyere arkæologiske fund fra Andriake.
Længere mod øst har oldtidsbyen Syedra ved Alanya fået et nyt besøgscenter. Byen ligger højt over Middelhavet og rummer blandt andet romerske bade, en søjlegade og den særlige Syedra-mosaik med motiver fra Herakles' tolv arbejder.
De nye oplevelser gør det muligt at opleve en anden side af Antalya - og kombinere nogle dage ved Middelhavet med arkæologi, vandring og kulturhistorie. Der er direkte fly til Antalya og Alanya Gazipaşa fra flere danske lufthavne.
Reeperbahn Festival - Vendredi Sur Mer at Uebel & Gefährlich, Photo credit: © Marvin Contessi
Reeperbahn Festival samler den internationale musikbranche
Fra den 16. til 19. september bliver Hamborg igen samlingspunkt for den internationale musikbranche og kreative industri, når Reeperbahn Festival løber af stablen. Festivalen, der regnes for Europas største klubfestival, har gennem årene etableret sig som en af de vigtigste internationale platforme for popkultur og livemusik samt et centralt mødested for den globale musikbranche.
Festivalen finder sted i og omkring St. Pauli, Hamborgs kendte bydel for natteliv og kultur, hvor klubber, barer, teatre og udendørsscener danner ramme om koncerter med både nye talenter og etablerede kunstnere. I løbet af fire dage kan publikum opleve omkring 500 koncerter fordelt på cirka 50 spillesteder omkring Reeperbahn. Festivalens internationale navne tæller blandt andre Alexis Taylor, Fat Dog, LUIZA, Sonic Boom, Chinese American Bear, The Soap Girls, Donny Benét, Space Station, HVOB og She Her Her Hers.
Restaurant Zilte ligger i Antwerpen, Flandern. Photo credit: © Kris Vlegels
Den tre-stjernede Michelin-restaurant Zilte kommer til København
Fra den 2. oktober til den 1. november 2026byder Tivoli i København velkommen til Zilte, den tre-stjernede Michelin-restaurant fra Antwerpen i Flandern, til et månedlangt ophold i Det Japanske Tårn. Under ledelse af mesterkokken Viki Geunes er Zilte kendt for sin meget personlige og kreative tilgang til sæsonens råvarer, med særligt fokus på fisk og skaldyr samt grøntsager.
Opholdet byder på en sjælden mulighed for at opleve en af Flanderns førende kulinariske destinationer i hjertet af København. Gæsterne kan nyde en femretters frokostmenu til 1.700,- pr. person fra fredag til mandag eller en syvretters middagsmenu til 2.200,- pr. person fra torsdag til mandag, med vinmenu sammensat af chefsommelier Aaron Moeraert.
Alt i alt kan regionen Flandern i det nordlige Belgien prale af hele 140 restauranter, der er repræsenteret med stjerner og Bib Gourmand-udmærkelser. Ud over Zilte i Antwerpen og Boury i Roeselare, der begge har tre Michelin-stjerner, er Flandern også hjemsted for 16 to-stjernede, 71 en-stjernede restauranter og 51 Bib Gourmand-restauranter.
Reservationer sker via Tivolis hjemmeside.
Anantara Koh Yao Yai - Lagoon Pool Villa
Koh Yao Yai: En roligere side af Thailand – mellem Phuket og Krabi
Lige ud for Phukets kyst ligger Koh Yao Yai, en ø, hvor traditionel levevis stadig præger hverdagen. Øen ligger mellem Phuket og Krabi og er omgivet af kalkstensklipperne i Phang Nga-bugten. Her oplever man en mere rolig side af det sydlige Thailand, hvor vandbøfler vandrer rundt mellem rismarkerne, næsehornsfuglenes fløjt høres fra junglen og fiskerisamfundene fortsat følger havets rytme.
Trods øens afsides beliggenhed er Koh Yao Yai let at komme til fra Phuket med blot 35 minutter i speedbåd. På øens østkyst ligger Anantara Koh Yao Yai Resort & Villas, som tilbyder et luksuriøst udgangspunkt omgivet af tropiske haver og Andamanhavet. Resortet blev for nylig en del af The Leading Hotels of the World og har 148 suiter, poolvillaer og penthouses, hvor de naturlige omgivelser spiller en central rolle i oplevelsen.
Wellness er også en central del af opholdet. Anantara Spa tilbyder behandlinger inspireret af traditionel thailandsk medicin, herunder urtebehandlinger, der har til formål at genoprette kroppens balance, samt sound healing og meditation med munke ved daggry. Fra resortet kan gæster også opleve øens mere rolige tempo og komme tættere på de lokale samfund, naturen og de lokale traditioner.
Theodore Roosevelt Presidential Library
Ny attraktion hylder Theodore Roosevelt i North Dakota
Den 4. juli åbnede Theodore Roosevelt Presidential Library – en af USA’s mest omtalte nye kulturattraktioner – og allerede den første måned, lagde 50.000 mennesker et besøg forbi. Museumsbygningen, der er tegnet af det verdenskendte norske arkitektfirma Snøhetta, er i sig selv en grund til at tage hertil. Den spektakulære arkitektur er tænkt som en naturlig del af landskabet og udvisker på elegant vis grænsen mellem bygning og natur. Taget går fx i ét med terrænet, og en vandresti fører besøgende op på taget til fods, på cykel eller til hest.
Trods navnet er Theodore Roosevelt Presidential Library ikke et traditionelt bibliotek, men et moderne og interaktivt museum, hvor besøgende kan følge Theodore Roosevelts liv, hans syn på naturbevarelse og den betydning, som North Dakotas badlands havde for hans liv. Udstillingerne kombinerer teknologi, interaktion og historiefortælling.
Gozen in Ogimi Village, Photo credit: © Choji Nakahodo – spørg venligst om tilladelse før brug
Smag dig til hemmeligheden bag japanernes lange liv
Japan er kendt for sin høje levealder, og forskere peger bl.a. på den traditionelle kost som en af forklaringerne. Rundt i landet kan besøgende prøve det på egen krop og opleve alt fra vegetarisk buddhistisk mad til friskfanget fisk og skaldyr og århundredgamle fermenteringstraditioner.
Byen Ogimi, 90 minutters kørsel fra Okinawa præfekturets hovedstad Naha, er kendt som "Village of Longevity". Okinawa er blandt en af verdens fem Blue Zones, og med 5,3 hundredårige pr. 1.000 indbyggere har Ogimi en usædvanligt høj koncentration af mennesker over 100 år, som er mere end 40 gange højere end verdensgennemsnittet. En af årsagerne til dette tilskrives bl.a. deres sunde diæt uden tilsætningsstoffer. I byens restaurant Emi no Miseserveres hemmeligheden bag et langt liv på én tallerken i form af det såkaldte Chojuzen, som er et særligt longevity måltid. Måltidet serveres som mange små serveringer, herunder tofu med lokale blade, stegt papaya og misosuppe.
Columbus Festival, Photo credit: © Nuno Andrade
Rejs tilbage i tiden: Columbus Festival vækker historien til live
Fra den 17. til den 20. september 2026 forvandles Porto Santo endnu en gang til en levende rejse gennem historien, når Columbus Festival fejrer øens forbindelse til Christoffer Columbus og perioden med portugisisk søfart og opdagelsesrejser.
Ifølge historiske kilder boede Columbus på Porto Santo i det 15. århundrede, efter at han havde giftet sig med Filipa Moniz, datter af øens første kongeligt udpegede administrator. Columbus’ tid på øen er tæt forbundet med de store opdagelsesrejser, hvor portugisiske søfarere krydsede Atlanterhavet og åbnede nye ruter, som skulle forandre verden. Under festivalen bliver Porto Santo forvandlet til en levende historisk scene, hvor dette fascinerende kapitel i historien bringes til live gennem teaterforestillinger, traditionel musik og et genskabt marked fra det 16. århundrede.
Ud over festivaloplevelsen er Porto Santo den perfekte ramme for et længere ophold på øen med gyldne sandstrande, krystalklart vand og en fredfyldt atmosfære midt i Atlanterhavet. Besøgende kan kombinere deres rejse gennem historien med tid til at slappe af og nyde en af Madeiras mest unikke destinationer.
Dykning i Biscayne National Park, Homestead
Aktive oplevelser i Miami
Miami har meget mere at byde på end sine ikoniske strande: fra kajak i mangroveskove til snorkling i krystalklart vand og actionfyldte vandsportsaktiviteter på Biscayne Bay. Her går natur og eventyr hånd i hånd – med spændende aktiviteter for både store og små.
Et af de mest populære måder at opleve Miami på er fra vandet. I områder som Biscayne Bay og omkring Key Biscayne kan besøgende udforske både byens skyline og uberørte naturområder fra kajak eller paddleboard.
For dem, der vil tættere på dyrelivet, byder Miami på snorkling og bådture til nogle af USA’s mest unikke undervandsområder. I Biscayne National Park kan besøgende opleve koralrev og fisk i lavt, klart vand, ofte som del af guidede ture. Området er især kendt for sin biodiversitet og giver både begyndere og erfarne snorklere mulighed for at opleve tropiske økosystemer. Nationalparken, der består af 95 % vand, er en af det sydlige Floridas største naturskatte og giver en helt unik mulighed for at udforske frodige tropiske økosystemer blot få øjeblikke fra Miamis pulserende centrum.
For dem, der ønsker en mere afslappet ferie, byder Miami også på stille natur- og familieoplevelser. Her kan man kombinere stranddage med cykelture, hyggelige picnicområder og rolige bugter, hvor børn trygt kan lege i vandkanten. Særligt Crandon Park er kendt for deres familievenlige forhold og let adgang til både strand og natur.