Press release —
Rejsenyheder fra hele verden - juni 2026
Kære rejsejournalist
Her får du Relateds nyhedsbrev, hvor vi har samlet et udvalg af rejsenyheder fra hele verden, som vi tror kan inspirere dig. Har du spørgsmål til nogle af historierne, brug for billedmateriale, eller har du andre forespørgsler, er du altid velkommen til at henvende dig.
God læselyst!
Ubon Ratchathani-Candle Procession Festival 2022
Århundredgammel tradition vækkes til live i Thailand
Hver juli er byen Ubon Ratchathani i det nordøstlige Thailand vært for den spektakulære festival Ubon Ratchathani Candle Festival, en af landets mest berømte kulturbegivenheder. Det, der begyndte for mere end 100 år siden som en buddhistisk tradition, hvor man donerede stearinlys til munke under den buddhistiske faste, har udviklet sig til i dag at være en farverig festival med gigantiske voksskulpturer, farvestrålende parader og traditionelle optrædener.
I dag bruger lokale kunsthåndværkere måneder på at skabe detaljerede udskårne lys, som vises frem på overdådige paradevogne og forvandler byen til en fejring af tro, håndværk og fællesskab. Festivalen giver besøgende et unikt indblik i Thailands rige kulturarv og fremhæver samtidig regionens kreativitet og traditioner. I år finder Ubon Ratchathani Candle Festival sted fra 7. til 13. juli.
Authentic connections with local communities in Jamaica
Fra restauration af koralrev til lokal chokoladefabrik: Rejseoplevelser du ikke finder i katalogerne
Jamaica er særligt kendt for sine tropiske strande og lækre resorts, og selvom danskerne er vilde med sol og strand, søger stadig flere rejsende oplevelser, der bringer dem tættere på destinationers natur, kultur og lokalsamfund. Det er der god mulighed for den caribiske ø, hvor en række lokale initiativer og oplevelser giver besøgende mulighed for at bidrage til naturbevarelse, lære om øens historie og møde de mennesker, der holder traditionerne i live.
I Ocho Rios kan gæster deltage i beskyttelsen af de truede karetteskildpadder sammen med lokale naturvejledere, mens besøgende i Port Antonio kan udforske koralrev og mangroveskove med tidligere fiskere, der i dag arbejder med naturgenopretning. Turene er med til at finansiere lokale projekter, der beskytter Jamaicas kystområder.
For kulturinteresserede tilbyder Windward Maroons i Charles Town et sjældent indblik i en levende kulturarv med traditionelle trommerytmer, dans og lokale madoplevelser. I Kingston kan musikelskere følge reggaens historie gennem Trench Town, hvor Bob Marley tog sine første skridt som sangskriver.
En anden oplevelse findes hos Pure Chocolate Jamaica i Ocho Rios, hvor besøgende kan følge kakaobønnens rejse fra bjergene til færdig chokolade og samtidig støtte lokale kakaobønder.
Belgian beer weekend – Photo credit: © Milo Profi
Kommende ølfestivaler i Flandern
Flandern er kendt som en af verdens førende øldestinationer med en bryggetradition, der strækker sig over århundreder. Regionen har opnået ikonisk status blandt ølelskere for sin unikke kombination af historiske bryggerier, innovative mikrobryggerier og en imponerende variation af ølstile - fra komplekse trappistøl og syrlige lambics til moderne craft beer. Årets mange ølfestivaler giver en særlig mulighed for at smage sig gennem det bedste, regionen har at byde på, heriblandt:
- Den 19-21. juni lægger Antwerpen rammer til Bierpassie Weekend, som er en oplagt anledning for ølentusiaster til at udforske et bredt udvalg af belgiske øl i stemningsfulde omgivelser. Arrangementet afholdes nemlig i den historiske Handelsbeurs, en arkitektonisk perle fra det 16. århundrede i byens handelscentrum. Her præsenterer mere end 40 bryggerier over 200 forskellige øl fra hele spektret af belgiske ølstile. www.bierpassieweekend.be
- Samme weekend, den 19.-20. juni, fejrer Leuven sin status som ægte ølby med Leuven Craft Beer Fest. Festivalen blev grundlagt i 2026 af den lokale specialbutik Hops ’N More og samler små, uafhængige bryggerier fra Leuven, resten af Belgien og udlandet. Besøgende kan smage mere end 150 unikke øl i en livlig og imødekommende atmosfære, hvor passionen for craft beer er i centrum. Læs mere på: www.visitleuven.be/leuven-craft-beer-fest
- Fra den 4.-6. september danner The Grote Markt i Bruxelles, optaget på UNESCOs verdensarvsliste, den spektakulære kulisse for Belgian Beer Weekend. Omkring 50 små, mellemstore og store belgiske bryggerier byder her på op mod 500 forskellige øl. Festivalen giver en enestående mulighed for at dykke ned i de mange ølstile, der har cementeret Belgiens ry som en af verdens førende ølnationer. Yderligere information findes på www.belgianbeerweekend.be
- Fra den 18. til 20. september afholdes Beer and Hop Festival i Poperinge, hvor man har dyrket humle siden middelalderen. Den årlige høst blev historisk markeret med festligheder kaldet “Hommelpapfeest”. I dag lever traditionen videre i denne festival, der finder sted hvert tredje år. Et af højdepunkterne er den farverige humleparade, og et besøg i området giver samtidig mulighed for at udforske lokale bryggerier, humlefarme og museer i den omkringliggende Westhoek-region. Se mere på www.toerismepoperinge.be/en/content/detail/646/beer-and-hops-festival-2026
South Beach serves as the backdrop for the Hyundai Air & Sea Show
Miami sætter fokus på USA’s 250-års jubilæum med historiske oplevelser
Mens USA forbereder sig på at markere sit 250-års jubilæum i 2026, deltager Miami og Miami Beach i fejringerne med kulturelle arrangementer, historiske oplevelser og familievenlige festligheder. Miami blev grundlagt i 1896 og er den eneste større amerikanske by, der er grundlagt af en kvinde, Julia Tuttle, hvis vision var med til at forvandle området til den globale destination, det er i dag.
Blandt højdepunkterne er Hyundai Air & Sea Show på Miami Beach, 4. juli-fejringer rundt om i byen samt udstillingen Freedom Train National Tour, der fremviser historiske dokumenter, som har været med til at forme nationen. De mange særlige begivenheder giver besøgende en unik mulighed for at opleve både USA’s historie og Miamis rolle i den.
Hotel Koo in Shiga - Ask for permission
Når hele byen bliver et hotel: Nyt hotelkoncept vinder frem i Japan
En ny tendens - kendt under navnet Albergo Diffuso - er ved at slå rødder i Japan. Begrebet kan oversættes til "spredt hotel", og dækker over et italiensk koncept, der bevæger sig væk fra den traditionelle hotelmodel, hvor alle funktioner er samlet i en bygning. I stedet introduceres en mere decentral struktur, hvor værelser, reception og spisesteder er fordelt i forskellige ejendomme i lokalsamfundet.
I mange tilfælde betragtes en hel by som ét samlet hotel, hvilket skaber en anderledes gæsteoplevelse, der inviterer rejsende til at bevæge sig rundt i gaderne, udforske lokale seværdigheder og interagere med områdets beboere.
Konceptet kan bl.a. opleves i byen Otsu ved Biwa-søens sydlige bred i Shiga-præfekturet. Otsu var tidligere en vigtig postby på den historiske Tokaido-rute mellem Tokyo og Kyoto. Over tid medførte befolkningsmønstre og ændringer i transport en faldende aktivitet i byens traditionelle handelsgader, hvor flere butikker stod tomme.
Som svar på dette blev Hotel Koo etableret i 2018 som et redskab til at genaktivere byen. Hotellet opererer på tværs af flere renoverede købmandshuse ved Otsus Nakamachi handelsdistrikt. Værelserne har bevaret originale arkitektoniske elementer, som træbjælker og traditionelle planløsninger, kombineret med moderne faciliteter. Frem for et traditionelt hotelkøkken er madoplevelsen forankret i byens restauranter, hvor gæster opfordres til at udforske byens spisesteder og lokale råvarer som grillet ål og ferskvandsfisk fra Biwa-søen.
Nordborg Resort
Center Parcs Nordborg Resort kan fejre over 450.000 overnatninger på ét år
Når Center Parcs Nordborg Resort fejrer sit et-årsjubilæum den 20. juni, kan resortet også sætte flueben ved et vigtigt mål, opsat ved projektets start: mere end 450.000 overnatninger og over 160.000 gæster i resortets første driftsår.
Siden åbningen i juni 2025 har resortet budt velkommen til gæster fra hele Europa og resten af verden, bl.a. Tyskland, Holland, Belgien, De Forenede Arabiske Emirater, Israel, USA og Storbritannien. Samtidig har resortet bidraget væsentligt til turismevæksten på Als og i Sønderborg Kommune, som registrerede en stigning på 16,3 % i overnatninger i 2025 sammenlignet med året før.
Det første år har budt på mange oplevelser og aktiviteter, og tallene taler deres eget tydelige sprog om favoritbeskæftigelserne på resortet:
- Omkring 10.400 pizzaer er blevet serveret, svarende til cirka 2,86 ton pizzadej
- Der er drukket 966 kilo kaffe, svarende til omkring 120.000 kopper kaffe
Læs pressemeddelelsen her.
F1 İstanbul Grand Prix Announcement Launch Event
Formel 1 vender tilbage til Türkiye
Fra 2027 vender Formel 1 vender tilbage til Türkiye. Der er netop indgået en ny 5-årig aftale, som betyder, at Türkiyes Grand Prix afholdes på Istanbul Park frem til 2031. Den ikoniske bane, der er kendt for sit udfordrende layout og det legendariske sving 8, var senest vært for Formel 1-løb i 2020 og 2021.
Istanbul Park blev første gang en del af Formel 1-kalenderen i 2005 og er siden blevet en favorit blandt både kørere og fans. Banen har lagt asfalt til flere mindeværdige øjeblikke i sportens historie, og tilbagekomsten afspejler Formel 1’s voksende popularitet blandt både lokale og tilrejsende.
Med sin unikke placering mellem Europa og Asien, sin levende kultur og sportsinfrastruktur i verdensklasse er Istanbul klar til at byde Formel 1 velkommen tilbage til et nyt kapitel i motorsporten fra 2027.
Restaurant MOMENTS on board VIVA BEYOND
Michelin-mad på Seinen
Gæster om bord på det nye skib VIVA BEYOND kan se frem til en enestående kulinarisk oplevelse i specialrestauranten MOMENTS, hvor fine dining møder panoramaudsigt over Seinen. Restauranten ligger i skibets agterende og tilbyder elegante tasting-menuer inspireret af det franske køkken og tilberedt med stor sans for detaljen.
Det kulinariske koncept er udviklet af den tyske Michelin-kok David Görne, som siden 2009 har drevet det anerkendte Manoir de Rétival i Normandiet. Görne er kendt for at kombinere klassiske franske teknikker med subtile eksotiske indflydelser.
Med sofistikerede retter, nøje udvalgte ingredienser og stilfulde rammer tilføjer MOMENTS en ekstra dimension til en sejltur gennem nogle af Frankrigs mest ikoniske landskaber.
Elbjazz Festival mit Publikum-Mediaserver Hamburg, Photo credit: © Mediaserver Hamburg - Jörg Modrow-1
Jazzfestival blandt kraner, container og skibsværfter på Hamborg havn
Den 10. og 11. juli danner havneområdet i Hamborg rammerne om festivalen ELBJAZZ, en af Europas største jazzfestivaler, der forener genre som jazz, blues og soul. Festivalens fire scener byder bl.a. på hovednavne som Tom Jones og Jamie Cullum, omgivet af containere, kraner, værfter og historiske bygninger der bidrager til festivalens særlige stemning.
I forbindelse med festivalen kan man også opleve den skotske jazzpianist Fergus Mccreadie og den canadiske pianist og komponist Chilly Gonzales i Elbphilharmonien den 11. juli. Disse koncerter er dog ikke inkluderet i festivalbilletten, men kræver køb af separat billet.