Press release -
Rejsenyheder fra hele verden - marts 2026
Kære rejsejournalist
Her får du Relateds nyhedsbrev, hvor vi har samlet et udvalg af rejsenyheder fra hele verden, som vi tror kan inspirere dig. Har du spørgsmål til nogle af historierne, brug for billedmateriale, eller har du andre forespørgsler, er du altid velkommen til at henvende dig.
God læselyst!
Whitewater rafting, Selway River. @Photo credit: Visit Idaho (USAGE RIGHTS EXPIRE JULY 1, 2026)
5000 kilometer med riverrafting i Idahos vilde landskaber
Idaho er kendt som The Whitewater State og har flere sejlbare strækninger med strømfald end nogen anden stat i det kontinentale USA. I alt omkring 5.000 kilometer med strømfald, hvirvler og rå natur.
Selway River er en ægte vildmarksoplevelse dybt i Selway-Bitterroot Wilderness. Snesmeltningen styrer sæsonen (typisk sent maj til tidlig august), mens ruten byder på skiftende niveauer af II–V stræk, tekniske passager og naturoplevelser med gamle skove, hvor der er mulighed for at se elge og ørne langs bredderne.
I den sydlige højørken skærer Bruneau River sig gennem dramatiske lavakløfter. Smeltevand fra sneen i foråret giver en kort, intens sæson med strømfald i niveau III–V og chancen for at se fx bighornfår og kongeørne.
Salmon River, en af Nordamerikas længste frit strømmende floder, byder på klassisk riverrafting gennem dybe kløfter, store udkig og afsides lejrpladser. Vælg Middle Fork for krystalklart vand, varme kilder og vildmark i Frank Church-området, Main Salmon for kraftige strømfald og brede lejrpladser ved flodbredden, eller Lower Salmon for roligere passager og et mere familievenligt tempo.
Songkran Festival, Thailand
Tre dages nytårsfest med farver, vandkampe og traditioner i Thailand
Det thailandske nytår Songkran afholdes over hele Thailand fra 13. til 15. april 2026 og fejres som et symbol på fornyelse og renselse. Vandkampe præger byerne, når kvarterer traditionen tro fyldes af tætte menneskemængder med vandpistoler - og i templerne udfører familier vandritualer, der markerer deres respekt for både forfædre og det nye år. Rejsende kan være med i fejringen på lige fod med de lokale og inviteres til at deltage i optog med musik og lokale traditioner, som giver et tydeligt billede af landets regionale særpræg.
Jamaicas minister for turisme, Edmund Bartlett, modtager Global Tourism Resilience Lifetime Achievement Award-prisen
Jamaicas turismeminister hædres med international pris
Jamaicas minister for turisme, Edmund Bartlett, er tildelt Global Tourism Resilience Lifetime Achievement Award ved den fjerde udgave af Global Tourism Resilience Day i Nairobi. Prisen anerkender hans banebrydende arbejde inden for global turismemodstandskraft, herunder udvikling af rammer for kriseberedskab og hurtigere genopretning efter pandemier og naturkatastrofer.
Minister Bartlett har gennem flere år været en markant stemme for internationalt samarbejde og kapacitetsopbygning, der styrker turismens bæredygtighed og robuste vækst i Jamaica. Ved prisoverrækkelsen understregede han behovet for fortsat globalt samarbejde om løsninger, der kan beskytte lokalsamfund og sikre økonomisk stabilitet i en stadig mere forbundet verden.
Anse Lazio, Seychellerne
Tre naturoplevelser i Seychellerne – med en premium base på STORY Seychelles
Med base på STORY Seychelles får man en rolig ramme til at udforske øernes højdepunkter i sit eget tempo. Start på Anse Lazio på Praslin: blødt sand, klart vand og snorkling langs ikoniske granitklipper. Fortsæt til Anse Source d’Argent på La Digue, hvor lavvandede laguner og skulpturelle klipper skaber nogle af øgruppens mest fotogene scener. Varier strandene med øhopping, snorkling ved kystnære rev, lette hikes og små kulturelle stop.
På resortet kan man opgradere opholdet med Premium All‑Inclusive og gøre dagene enkle: nyd à la carte‑middage og små signaturoplevelser som fx Breakfast on the Beach, så kræfterne kan bruges på havet, naturen og hinanden.
The Fontenay Lakeside
Gastronomi i Hamborg: Tre restauranter, du ikke må gå glip af
Med base på det femstjernede The Fontenay er vejen banet for at opleve Hamborgs blomstrende gastronomiske scene helt tæt på. På hotellets egen restaurant Lakeside venter en raffineret 2-stjernet Michelin-oplevelse bestående af syv retter, hvor udsigten over Alster-søen går hånd i hånd med præcision og æstetik i hver servering. I byen er Arc Restaurant et oplagt stop for dem, der vil opleve moderne, nordisk-inspireret gastronomi gennem en 10-retters pescetarisk menu. Hos den 1-stjernede Michelin-restaurant Glorie kan man se frem til en mere intim spiseoplevelse med klassiske, nyfortolkede retter, der hylder sæsonens bedste ingredienser. Tilsammen giver de tre restauranter et inspirerende indblik i Hamborgs alsidige og ambitiøse madscene.
Samatya, Istanbul
Oplev to af Istanbuls mindre kendte nabolag
I Istanbuls mindre kendte nabolag Yedikule og Samatya oplever besøgende en mere lokal og autentisk side af metropolen langt fra mylderet omkring de store vartegn. Her mødes man af historiske bymure, gamle palæer og små kaffehuse, hvor hverdagslivet folder sig ud i et roligere tempo. En vandring fra den imponerende Yedikule-fæstning med udsigt over Marmarahavet fører videre til Samatyas stemningsfulde torv, hyggelige caféer og multikulturelle kirker. Kvartererne rummer både østromerske og osmanniske minder og er samtidig kendt for deres levende meyhane-tradition med frisk fisk, rakı og klassiske meze. Et oplagt valg for rejsende, som vil opleve Istanbul fra sin mest autentiske side.
Soul food med et moderne twist i Mississippi
I Jackson i Mississippi kan man få serveret soul food i forskellige kalibrer. Her er et must-try restauranten Pig & Pint, hvis man søger smagsoplevelser med et moderne twist, især når det gælder hjemmelavede saucer, som spænder fra syrlige til søde og pebrede til kraftfulde. For "pit-to-plate" barbecue kan man besøge den nyligt udnævnte Michelin Bib Gourmand restaurant Sacred Ground BBQ, som er kendt for sit møre og røgede kød.
Pride Season i Miami
Masser af prideevents i Miami i foråret og forsommeren
Miami går ind i foråret og forsommeren med begivenheder, der sætter fokus på fest, film, musik og fællesskab i byens LGBTQ-miljø. April begynder med OUTshine Film Festival, hvor internationale produktioner vises i biografer rundt i byen sammen med samtaler, der inddrager filmskabere og lokale aktører. Samme måned finder Miami Beach Pride sted på South Beach med parade, sceneoptrædener og et kulturprogram, der strækker sig fra strandområdet til byens klubscener, mens Sweet Heat Miami i maj samler queer kvinder til dagsfester, koncerter og sociale møder på tværs af Miamis kvarterer.
Photo credit: TAKUYA.A / PIXTA - Ask for permission
Gastronomisk pilgrimsrejse
Kumano Kodo Iseji er en gammel pilgrimsrute, der forbinder Kumano-bjergene med Ise Helligdommen, en af de mest hellige Shinto Helligdomme i Japan, og krydser byen Taiki. Fra Taiki kan man komme på en tre dage lang gastronomisk pilgrimsvandring, som kombinerer den spirituelle pilgrimsrejse med lokal madkultur. Turen inkluderer ophold, en guidet vandring samt besøg ved Ise Helligdommen. Undervejs besøger man lokale kroer, som bl.a. serverer gryderetten sukiyaki med matsusaka oksekød, ayu retter (retter med ferskvandsfisk) og buri, som er en japansk gulhalet makrel.
Kunstgalleri BRUSK, Brugge
Ny kultursatsning i Brugge: BRUSK åbner foråret 2026
Den 8. maj 2026 åbner BRUSK, et nyt kunstgalleri, i hjertet af Brugge. Med etableringen af BRUSK får byen et internationalt kunstnerisk samlingspunkt, der skal styrke Brugges position som kulturby og bidrage til at løfte Flandern på den internationale kulturscene. Galleriet vil danne ramme om både banebrydende samtidskunst og udforskning af Musea Brugges samlinger.
Åbningsweekenden den 8.–10. maj 2026 byder på to internationalt opsigtsvækkende udstillinger:
Refik Anadol – Latent City (8. maj–8. november 2026)
En af verdens førende kunstnere inden for AI-baseret kunst præsenterer sin første soloudstilling i Belgien med AI-drevne installationer i stor skala.
Bigger Picture: Connected Worlds of Bruges 900–1550 (8. maj–6. september 2026)
En kulturhistorisk udstilling, der knytter an til Brugges historiske rolle som kosmopolitisk handelsby i middelalderen, præsenteret gennem historiske genstande og fortællinger.