Nyhet -

DSB sparer tocifret millionbeløb på rengøring af tog

DSB har indgået en ny kontrakt med ISS om rengøring af DSB’s tog. Aftalen betyder renere tog til DSB's kunder, og øger DSB’s konkurrencekraft med tocifret millionbeløb. Samarbejdet er blandt  ISS' ældste og er fra 1964. 

10-05-2011

DSB udvikler nu med en ny aftale sit samarbejde med ISS om rengøring af tog. Chef for Klargøring i DSB Claus Holm understreger, at DSB med den nye aftale ikke blot får endnu bedre kvalitet end tidligere - DSB sparer også et tocifret millionbeløb om året. 

”Vi er rigtig glade for aftalen med ISS, som vi har samarbejdet med i flere år. Vi er i den nye aftale blevet enige med ISS om flere nye tiltag i vores samarbejde. Et af dem handler om at indføre en mere fleksibel løsning af opgaverne. Et eksempel er, at i stedet for at ISS gør rent ud fra meget faste procedurer, så bliver det i højere grad op til den enkelte medarbejder at kunne fravige fra arbejdsplanen og vurdere, hvad der reelt kræver mest rengøring, når et tog kommer ind til klargøring," siger Claus Holm.

Et andet af de nye tiltag i aftalen er løbende kvalitetsmøder. Hver måned vil DSB og ISS se hinanden i øjnene og afstemme forventninger og se på forbedringsforslag i samarbejdet for at løfte kvaliteten.

”Vi har nogle klare kvalitetskrav, som vi gerne vil have, at ISS lever op til. Ved at mødes hver måned og se på, hvordan det går, kan vi tilpasse og forbedre indsatsen i fællesskab," fortæller Claus Holm.

Kommerciel direktør Lars Folkmann, ISS, siger:

”Med aftalen fokuserer vi på den kvalitet, som passagerne oplever, i stedet for på hvordan DSB og ISS har fastlagt rengøringen i et skema. Det giver mulighed for både at forbedre kvaliteten og bidrage til DSB’s konkurrencekraft igennem besparelser. Mange kunder overvejer funktionsudbud, men DSB gør det rent faktisk. Aftalen gør DSB til en af de førende virksomheder inden for outsourcing af egne opgaver og giver virksomheden ledelseskraft til at fokusere på DSB’s kerneydelse.”

Direktør for Fjern- & Regionaltog i DSB, Frank Olesen, siger:
”På baggrund af mange års tæt samarbejde ved vi, at ISS kan levere den høje kvalitet i rengøringen, vores kunder forventer. Vi er derfor meget glade for aftalen med ISS, der betyder, at vi samlet set kan levere en endnu bedre service til vores kunder.”

Aftalen træder i kraft den 1. juni 2011 og løber tre år frem med option på forlængelse i et år.

Fakta

  • Hvert døgn bliver flere hundrede tog gjort rene
  • Der foregår rengøring på alle depoter, men de fleste opgaver foregår i København, Århus, Fredericia, Kastrup og Belvedere, men også Nykøbing hører til ét af de steder, hvor der er en stor produktion
  • DSB har samarbejdet med ISS siden 1964

Om ISS
ISS leverer serviceløsninger inden for områderne Rengøring, Catering, Office Support, Ejendomsservice, Sikkerhed og Facility Management. ISS Danmark omsatte i 2010 for 3,7 mia. kr. og havde en driftsindtjening på 264 mio. kr. og over 9.000 medarbejdere. ISS Danmark er en del af ISS koncernen, Danmarks næststørste virksomhed og en af verdens førende Facility Services koncerner. ISS-koncernen nåede en samlet omsætning på 74 mia. kr. i 2010 og beskæftiger mere end 520.000 medarbejdere i over 50 lande.
Find mere information på
www.iss.dk eller www.issworld.com

Ämnen

  • Tjänster, konsult, service

Kategorier

  • dsb
  • iss facility services
  • iss
  • integrated facility services
  • facility services
  • facility management

Kontakter