Skip to main content

Arla giver 24 timers garanti

Nyhed   •   Feb 27, 2013 06:30 CET

Fra gård til butik på maksimalt 24 timer. Så hurtigt skal det gå, for at kunne kaldes rigtig frisk. I hvert fald ifølge Arla, som fra denne uge omlægger mælkeindsamling og distribution af mælken Lærkevang for at kunne garantere forbrugerne så frisk mælk som muligt.

Når vi skal købe mælk, prioriterer flertallet af danskerne, at mælken er frisk. Det tager man nu til efterretning hos Arla, som fra denne uge indfører friskhedsgaranti på mælken Lærkevang, der fremover vil være maksimalt 24 timer undervejs fra gård til butik. 

”Såvel vores egne som andres undersøgelser viser, at forbrugerne lægger meget stor vægt på datostemplet, når de skal købe mælk. Samtidig er mælkemarkedet under pres i Danmark, både fra billigmælk og tysk mælk. Hos Arla synes vi derfor, det er oplagt at sætte ekstra fokus på den friske danske kvalitetsmælk, og vi har en ambition om at levere Danmarks friskeste mælk til butikkerne,”siger Jakob Knudsen, der er marketingdirektør i Arla Danmark. 

Egentlig er det ikke nyt, at Lærkevang er blandt de absolut friskeste mælk på det danske marked. Men i denne uge omlægger Arla sin mælkeindsamling på gårdene og distributionen til butikkerne, således at alt mælk, der bruges i Arla Lærkevang nu kommer fra gårde, der ligger logistisk godt i forhold til de tre mejerier i Hobro, Christiansfeld og Slagelse. Med 24 timers garantien fra gård til butik følger desuden, at forbrugerne vil opleve, at Arla Lærkevang ifølge datostemplet kan holde sig to dage længere end andre mælk, der typisk er længere undervejs til butikken.

”Hos Arla har vi de produktionsfaciliteter og den distribution, der er nødvendig for at kunne levere den friskeste mælk. Forbrugerne har gennem en længere periode påpeget, at friskhed er det vigtigste parameter, når de køber mælk, og det tager vi nu konsekvensen af,” siger Jakob Knudsen, der samtidig gerne vil slå et slag for at give danskerne et mere realistisk billede af, hvad kvalitetsmælk bør koste.

"Forbrugerne er blevet vænnet til, at mælk næsten ikke koster noget. Men man kan ikke levere god dansk mælk med en 24 timers-garanti, der er baseret på høje kvalitetskrav til vore leverandører og hele forsyningskæden, til discountpris,” siger Jakob Knudsen.

Den nye Lærkevang er i butikkerne fra denne uge, og fås som minimælk, skummet-, let- og sødmælk.

Fakta om Lærkevang

* Lærkevang-mælken afhentes på udvalgte gårde i hele landet – hver dag

* Gårdene ligger tæt på mejerierne, hvilket sikrer hurtig og kort transport fra gård til mejeri

* Mælken tappes på kartonerne om natten og leveres til butikkerne samme morgen

* Lærkevang er hidtil blevet blevet markedsført som "Mælk fra køer på græs", men på grund af distributionsomlægningen vil Lærkevang fremover komme både fra gårde, hvor køerne er på græs i sommerhalvåret og fra gårde, hvor de ikke er.