Skip to main content

Ny proteinmælk fra Arla

Nyhed   •   Apr 17, 2013 07:00 CEST

En ny proteinmælk fra Arla giver sundhedsbevidste danskere en smutvej til et højere proteinindtag igennem kosten. Samtidig relancerer Arla sin mælk med ekstra D-vitamin. Begge mælk bliver lagt ind under mærket Cultura.

Arla lancerer nu en ny minimælk med et ekstra højt proteinindhold. Det sker i forbindelse med relanceringen af Arla Cultura® som et fælles brand for Arlas funktionelle fødevarer.

Den nye proteinmælk indeholder 50 procent mere protein end almindelig mælk, så man ved at drikke et glas mælk får hele 13 gram protein. Proteinmælken er særligt tiltænkt  forbrugere, der har et aktivt liv og dyrker meget motion, samt forbrugere, der har fokus på kroppen og vedligeholdelse af muskelmasse.

”Der er en række forbrugergrupper, der har et ønske om et højt proteinindtag igennem deres kost. Mejeriprodukter har et naturligt højt indhold af protein, hvilket gør sig særligt gældende for produkter som skyr og hytteost, der er blevet meget populære de senere år. Med den nye proteinmælk får forbrugerne endnu en mulighed,” siger kategoridirektør i Arla, Mette Schacht Færch.

Arla relancerer samtidig sin minimælk med ekstra D-vitamin, der også bliver lagt ind under Cultura. D-vitaminmælken blev lanceret i 2011 på opfordring fra Fødevarestyrelsen, efter at flere undersøgelser havde påvist, at mange danskere ikke får tilstrækkeligt D-vitamin gennem deres daglige kost eller via solen. Mængden af D-vitamin i fordobles i forhold til den hidtidige variant, så et enkelt glas dækker 75 procent af D-vitaminbehovet hos en gennemsnitlig voksen dansker.

Hvor D-vitaminmælken smager og ser ud præcis som en almindelig minimælk, vil proteinmælken være fyldigere, have en rigere mælkesmag og være mere tæt i farven.

De to nye mælkevarianter er nøglehulsmærkede og kan findes i butikkerne fra uge 16.

Fakta 

· Arla Cultura® minimælk med ekstra protein indeholder 50 procent mere protein end en almindelig mælk. Et glas indeholder dermed 13 gram protein. Mælken indeholder 0,5 procent fedt.

·  Et glas Arla Cultura® minimælk med ekstra D-vitamin dækker 75 procent af D-vitaminbehovet hos en gennemsnitlig voksen dansker. Mælken indeholder 0,5 procent fedt.