Skip to main content

Andelshaverne fordobler deres investering i Arla

Pressemeddelelse   •   Okt 07, 2010 14:30 CEST

Ejerne af Arla Foods – de danske og svenske mælkeproducenter – har besluttet at fordoble deres investeringer i selskabet. Det sikrer finansieringen af koncernens vækststrategi, som skal generere en endnu højere mælkepris til andelshaverne.

På repræsentantskabsmødet 6. og 7. oktober besluttede Arla’s andelshavere, at de fremover vil investere (konsolidere) 4,5 pct. af Arla-indtjeningen frem til 2015. Investeringen er nødvendig for at realisere Arla’s koncernstrategi 2015.

I alt skal de 7.300 danske og svenske mælkeproducenter, der ejer Arla Foods, frem til 2015 rejse 4 til 4,5 milliarder kroner. Det betyder, at hver andelshaver de kommende seks år skal konsolidere dobbelt så mange penge i Arla, som de har været vant til hidtil.

”Det er en stor beslutning, vores ejere har truffet. Hver eneste andelshaver kunne bruge pengene hjemme på sin gård, men de vælger nu at investere i Arla og bakker op om selskabet og strategien for at opnå en højere mælkepris. Vi skal nu vise at, vi er tilliden værd, og at pengene er godt investeret,” siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Investering i en stærk mælkepris
Hver andelshaver har hidtil konsolideret 5-7 danske øre pr. kg mælk, de leverer til selskabet. Fremover vil konsolideringen være omkring 10-11 øre pr. kg. mælk.

Andelshaverne har været meget fokuserede på, om den øgede investering rent faktisk vil resultere i en højere mælkepris.

”Vi har det seneste halve år været ude og møde mange af vores andelshavere for at præsentere modellen og diskutere modellens betydning for vores selskab og for mælkeproducenten. Sagen er, at denne mer-investering er nødvendig for at sikre en højere indtjening til os ejere i fremtiden. Vi har ikke råd til at lade være, og vi tror på, at det er en investering i en stærk mælkepris fremadrettet,” siger Ove Møberg.

Arla’s andelshavere har tidligere besluttet, at selskabet skal forblive et andelsselskab og ikke et aktieselskab med eksterne investorer. Dermed er det andelshaverne, der skal finansiere Arla’s vækststrategi, som skal øge koncernens omsætning og andelshavernes indtjening.
 

Konsolidering i Arla Foods

  • Et nøgletal i Arla er Arlaindtjeningen (performance price). I det beløb indgår alt, hvad Arla har udbetalt til andelshaverne for mælken i årets løb samt årets resultat. Arlaindtjeningen udregnes pr. kg mælk, andelshaverne har leveret i det forgangne år.
  • Målet er fremover, at konsolidere 4,5 procent af Arlaindtjeningen. Konsolideringen indgår i Arlas egenkapital.
  • En del af konsolideringen er noteret på navn. Disse penge får den enkelte andelshaver udbetalt, den dag han forlader Arla. I den nye model skal 1/3 af konsolideringen være på navn.
  • 2/3 af konsolideringen skal efter den nye model være kollektiv. Det vil sige, at pengene bliver i Arla og ikke på noget tidspunkt udbetales til andelshaveren.



 

Yderligere information

Theis Brøgger, pressechef

Telefon: +45 89 38 10 47
thbro@arlafoods.com

 

 Læs mere om Arla i Årsrapport 2009