Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Arla Foods henter 2,5 mia. skr. på obligationsmarkedet i Sverige


Administrerende direktør Jens Bigum og viceadministrerende direktør Åke Modig, Arla Foods, underskrev commercial paper-programmet i Stockholm mandag.

Arla Foods udsteder nu for 2,5 mia. SEK commercial paper sammen med bankerne Nordea (Unibank), Danske Bank og Föreningssparbanken. Mandag underskrev administrerende direktør Jens Bigum og viceadministrerende direktør Åke Modig og repræsentanter for bankerne commercial paper-programmet i Stockholm. Pengene skal indgå i den normale driftsfinansiering og kan her erstatte kassekreditter og andre former for kortfristet gæld.

”Et commercial paper er en af de attraktive muligheder, der findes på de internationale kapitalmarkeder, men kun for store, kendte og kreditværdige virksomheder”, sagde Jens Bigum. ”Med fusionen sidste år, der gjorde os til Europas største mejeriselskab, kom vi i den vægtklasse, og det benytter vi os selvfølgelig af”.

Commercial paper-programmet arrangeres af de tre banker Nordea, Danske Bank og Föreningssparbanken. At Arla Foods har bankforbindelser både i Danmark og Sverige afspejler, at selskabet er en dansk-svensk virksomhed, der er på hjemmebane i begge lande med de fordele, det medfører. Commercial paper-programmet udstedes i Stockholm, fordi det var mest hensigtsmæssigt på grund af renteniveau og valutakurser, men pengene skal indgå i driftsfinansieringen af hele Arla Foods.

Under commercial paper-programmet udstedes der værdipapirer for nominelt 2,5 mia. svenske kroner. Papirerne giver ikke rente. I stedet sælges de til en underpris, men indløses til pålydende værdi senest et år efter udstedelsen. For Arla Foods betyder commercial paper-programmet driftskapital til en pris, der ligger noget under renten på en kassekredit. For køberne er Arla Foods’ commercial paper en investering med en sikkerhed på niveau med statsobligationer, blot er afkastet bedre.


Emner

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum