Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Arlas danske konventionelle landmænd starter udfasning af foder med genmodificerede afgrøder

Arlas landmænd sætter nu fart på udfasningen af foder med genmodificerede afgrøder. Inden udgangen af 2017 vil al dansk drikkemælk fra Arla komme fra køer, der har fået foder fri for genmodificerede afgrøder.

I foråret annoncerede det landmandsejede Arla, at mejeriet vil arbejde på at få flere konventionelle landmænd til at gå over til foder fri for genmodificerede afgrøder. Årsagen er stigende efterspørgsel fra forbrugerne og detailhandlen. Nu tager indsatsen fart i Danmark – og målet er, at al dansk drikkemælk inden udgangen af 2017 skal komme fra køer, der har fået foder helt fri for genmodificerede afgrøder.

”Mange konventionelle Arla-gårde er allerede i gang med at lægge om, så køerne ikke længere fodres med genmodificeret foder. Det betyder, at vi kan love de danske forbrugere, at de senest den 31. december 2017 kan købe frisk dansk drikkemælk fra Arla, der udelukkende kommer fra malkekøer, som har fået foder fri for genmodificerede afgrøder,” siger landedirektør Jakob B. Knudsen.

En mindre del af de konventionelle landmænds foder er kraftfoder, der indeholder genmodificerede planter, og som oftest soja. Kraftfoderet bidrager til, at køerne får nok protein. I dag udgør foder med genmodificerede afgrøder mellem nul og ti procent af den samlede mængde foder, som køerne på en konventionel mælkegård spiser. Omfanget afhænger af, hvordan landmanden vælger at sammensætte foderet.

Økologiske køer får allerede foder, der ikke er genmodificeret

Arlas 2017-ambition gælder udelukkende for de konventionelle landmænd. De økologiske landmænd anvender nemlig økologisk dyrket foder, som per definition ikke indeholder genmodificerede afgrøder.

Allerede nu har mange konventionelle landmænd tilkendegivet interesse for at være blandt de første, der skal hjælpe med at indfri målet om foder uden genmodificerede afgrøder. For at bane vejen for en konvertering betaler Arla pt. et tillæg på 1 eurocent pr. kg. konventionel mælk fra køer til de landmænd, der skifter:

”For den enkelte landmand sker en konvertering til foder uden genmodificerede afgrøder ikke natten over. For det første har landmanden oftest indgået længerevarende kontrakter om at købe foder til lageret. Dét foder skal selvfølgelig bruges først, og landmanden skal lave nye kontrakter. Derudover kommer en tre måneders karensperiode fra en landmand konverterer, til han også bliver godkendt som en bedrift uden genmodificerede afgrøder. Derfor indfører vi nu et tillæg,” siger Jakob B. Knudsen.

Fakta

  • Al mælk fra Arla er fri for GMO. Der er altså ikke GMO i den danske mælk, som forbrugerne finder ude i kølemontrerne i supermarkederne.
  • Nul til ti procent af den samlede fodermængde indeholder foder med genmodificerede afgrøder. Det vil sige genmodificerede planter som fx soja, der bruges i kraftfoder, så køerne får nok protein.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum