Skip to main content

​Beslutning: Der udbetales 290 millioner EUR til andelshaverne den 8. marts

Pressemeddelelse   •   Feb 27, 2019 18:15 CET

Repræsentantskabet stemte onsdag ja til bestyrelsens forslag om at udbetale hele årsresultatet til andelshaverne. Det betyder, at der udbetales 290 millioner euro som efterbetaling den 8. marts.

Normalt fordeles resultatet på efterbetaling og konsolidering, men en stærk balance betyder, at bestyrelsen valgte at afvige fra Arlas konsolideringspolitik og foreslog repræsentantskabet at udbetale 2,3 eurocent pr. kg mælk til andelshaverne.

“Som landmandsejet virksomhed er vi bevidste om, at sommerens tørke i Europa var ekstraordinær og påvirkede fodersituationen for mange af vores medlemmer. Vi er tilfredse med Arlas stærke balance, som gør det muligt for os at udbetale hele årsresultatet," siger Arlas bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard.

"Vores balance er blevet væsentligt forbedret de seneste fem år. Vores finansielle målsætninger holder sig inden for målintervallerne, forudsat at repræsentantskabet vender tilbage til den ordinære konsolideringspolitik efter 2018," siger Arlas koncernchef Peder Tuborgh.

For andelshaverne giver forslaget om at udbetale hele årsresultatet en efterbetaling på 2,3 eurocent for hvert kilo mælk leveret i 2018, som udbetales på årsafregningen den 8. marts.

Læs mere om Arlas årsresultat 2018 her: 
https://www.arla.dk/om-arla/nyheder/2019/pressrelease/efter-stabilt-aarsregnskab-arla-vil-udbetale-2-milliarder-kroner-til-landmaendene-2838172/

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 11.200 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Arla®, Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.