Gå til indhold
Arla Fondens MADlejr på Helnæs.
Arla Fondens MADlejr på Helnæs.

Pressemeddelelse -

Drop opskrifterne og slip børnene løs i køkkenet

Små eksperimenter og friere rammer i køkkenet kan øge både læring om mad og måltider og børns mod på at smage nye ting. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. Undersøgelsen er foretaget som en evaluering af Arla Fondens MADlejr, der er et målrettet forløb om mad, sundhed, trivsel og bæredygtighed.

Drop opskrifterne og et ensidigt fokus på sundhed. Giv i stedet friere rammer og slip eksperimenterne løs – og stol mere på børnenes evner. Så får du børnene med i køkkenet. Det peger en ny evaluering, som ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Jacob Højgaard Christensen har gennemført af Arla Fondens MADlejr. Gennem et halvt år har han evalueret undervisningsmetoden og elevernes oplevelse af opholdet på Arla Fondens MADlejr, som er et tilrettelagt forløb om bl.a. mad og måltider, der inkluderer et 5-dages ophold på en madlejrskole på Sydfyn. Her foregår madlavningen med plads til at eksperimentere i køkkenet.

Mere end 900 børn har besvaret et spørgeskema og medvirket i interviews og observationsstudier, og ifølge Jacob Højgaard Christensen, er der flere af undersøgelsens resultater, som kan overføres til madlavningssituationen ude i de danske hjem:

”For det første er det selvfølgelig vigtigt, at man som forælder giver børnene lov til at lave mad og ikke bare henviser dem til borddækningen og opvasken. De små eksperimenter og friere rammer kan dels være med til at øge deres læring om mad og måltider, og dels motivere dem til fortsat at lave mad. Man kan fx skifte nogle ingredienser ud i lasagnen eller købe nogle råvarer, man ikke normalt bruger derhjemme, og så sammen finde ud af, hvordan man kan bruge dem.”

En anden læring fra evalueringen af MADlejr er i følge Jacob Højgaard Christensen det, der i forskningen kaldes ”det brede og positive sundhedsbegreb”:

”Mange forældre går jo meget op i sundhed og får også hele tiden at vide, at de skal det. Men i stedet for at operere med forbud, kostråd og kalorieindhold, skal man prøve at arbejde med, hvad man kan gøre for, at tingene smager godt. Det kan eksempelvis være en øjenåbner for børnene, at løg og gulerødder kan få maden til at smage sødt, hvis man bruger det rigtigt. At der findes andre smagsforstærkere end bare sukker og fedt.”

Brug teknologien til at finde inspiration

Brugen af smartphone og tablets er ofte bandlyst ved middagsbordet, men ifølge Sanne Vinther, der er direktør i Arla Fonden, skal man ikke være bange for at lade børnene tage teknologien med i køkkenet, da det kan være med til at understøtte den eksperimenterende tilgang på deres vilkår:

”For mange børn er en lejrskole en stor oplevelse, som de husker mange år efter. Det tager vi afsæt i på MADlejr, hvor vi arbejder med en kombination af kendte referencer og eksperimenter i madlavningen. En af dagene sørger vi for eksempel for noget langtidsstegt kød og giver så eleverne to grøntsager, de skal opfinde noget tilbehør ud fra. Så laver eleverne brainstorms på ideer i grupper, og nogen gange søger de også inspiration gennem Google og YouTube. For dem er det lige så naturligt som at finde inspiration i en kogebog.”

Seks tips til at øge børnenes læring om mad:

  • Drop opskrifterne og slip eksperimenterne løs
  • Skab friere rammer i madlavningen ved fx at lade børnene vælge nogle af ingredienserne eller tilberedningsmetoden
  • Inddrag børnene reelt i madlavningen – ikke kun borddækningen
  • Prøv nogen gange at lade børnene få det fulde ansvar – men stå til rådighed for hjælp
  • Skru ned for fokus på sundhed og op for fokus på smag
  • Giv børnene lov til at bruge mobil og iPad til fx at hente inspiration fra YouTube

Om undersøgelsen

Evalueringen af undervisningsmetoden og elevernes oplevelse af egen læring på MADlejr er foretaget af Jacob Højgaard Christensen, der er ph.d. studerende ved Danmarks Institut for Læring og Uddannelse (DPU) ved Århus Universitet. Mere end 900 elever fra 6. og 7. klasse har deltaget i evalueringen fra 3/9 2015 til 1/5 2016.

Fakta om Arla Fonden og MADlejr

  • Arla Fonden blev etableret af Arla Foods d. 16. november 2012. Arla Fondens mission er at overlevere den almene dannelse omkring fødevarer og natur til den næste generation. Fondens formål er at bidrage til, at børn og unge får mere viden om madkultur og maddannelse, som kan føre til en sundere og bedre livsstil. Arla Fondens midler går i første omgang til at udvikle, etablere og drive MADlejr, og fonden kan derfor ikke søges. Direktør og daglig leder for fonden er Sanne Vinther. Arla Foods donerer hvert år 10 millioner kroner til Arla Fonden.
    Læs mere om Arla Fonden på www.arlafonden.dk
  • MADlejr er et nøje tilrettelagt forløb, der er bygget op over tre faser, hvor elever og lærere bliver involveret fra start til slut – med en helt særlig lejrskole som omdrejningspunkt. Før MADlejr sættes emnerne mad, sundhed og natur på skoleskemaet. Under MADlejr arbejder eleverne med måltidet, råvarer, sundhed og bæredygtighed gennem en lang række forskellige aktiviteter. Og efter MADlejr skal klassen arbejde videre med temaerne, bl.a. via en udfordring, som de får med sig fra opholdet. Læs mere om MADlejr på www.madlejr.dk
  • MADlejr er placeret på Helnæs, hvor Arla Fonden har forvandlet den tidligere højskole til en topmoderne lejrskole med inde- og udekøkkener, drivhus, frugttræer, urtebede, bålsteder, og overnatning til to skoleklasser ad gangen. Rammerne er indrettet sammen med IKEA, der har donereret møbler og køkkenudstyr til MADlejr.
  • Elever, der har deltaget i MADlejr, skal have en oplevelse af:
    - At de kan lave mad, og det er sjovt og vigtigt at kunne lave mad
    - At natur, mad og måltider har betydning for deres hverdag
    - At det praktiske omkring madlavning og måltider er med til at udvikle egen og klassens trivsel og fællesskab
  • Arla Fonden har udviklet MADlejrs koncept og undervisningsmateriale i samarbejde med Madkulturen, en selvejende organisation under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Madkulturen arbejder for ’Bedre mad til alle’ gennem et fokus på kvalitet og vækst i fødevareerhvervet og velfærd til danskerne. Læs mere om Madkulturen på www.madkulturen.dk. 

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum