Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Fremgang for mærker i USA

En stigende del af afsætningen på det amerikanske marked sker under Arla Foods’ egne mærker.

Rosenborg og Dofino er navne, som står på flere og flere amerikanske forbrugeres indkøbslister.

Afsætningen af Arla Foods’ oste solgt i detailhandelen under selskabets egne mærker har således udvist markant fremgang i USA i det seneste år. Det viser en ny markedsundersøgelse fra analyseinstituttet AC Nielsen.

Detailsalget af skimmeloste i Rosenborg serien er vokset med 35 pct. i det forløbne år, og mærket er dermed ifølge AC Nielsen det tredjehurtigst voksende mærke inden for specialoste og importeret ost. Fremgangen betyder, at godt to tredjedele af Arla Foods’ årlige eksport af skimmelost til USA, der i det forløbne år var på ca. 1.600 tons, nu afsættes under Rosenborg mærket.

Også Arla Foods’ lokalproducerede havarti-oste, der afsættes under mærket Dofino, går frem. Her er afsætningen i detailpakninger ifølge AC Nielsen steget med 57 pct., og Dofino tegner sig dermed nu for knap en tredjedel af det amerikanske marked for havarti-oste i detailpakninger.

”Vi har brugt mange kræfter på at flytte salg i bulkprodukter til et mere lønsomt salg af højtforædlede produkter i detailpakninger. Hensigten er at skabe en øget efterspørgsel blandt forbrugerne efter netop vores mærker og dermed styrke mærkets værdi. Det bliver lettere at øge salget, ved at kunden tager flere produkter fra vores serier ind, og samtidig kan det, at vi har stærke mærker, skærpe interessen hos mulige nye kunder”, siger Jens Kaufmann, der er marketingchef i Arla Foods USA.

Rosenborg serien svarer til Høng serien, som afsættes i de nordiske lande. I USA er i alt otte af seriens produkter på markedet, og endnu et Rosenborg produkt er på vej over Atlanten. Høng Himmelblå, der på engelsk kommer til at hedde Rosenborg Noble Blue, vil fra slutningen af denne måned komme på hylderne i de amerikanske dagligvarebutikker.

Arla Foods’ samlede eksport til USA rundede i det forløbne år 10.000 tons.




Emner

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum