Pressemeddelelse -
MD Foods Cater Service fik 13 førstepladser
De danske storkøkkener har i en årlig spørgeskema-undersøgelse netop kåret MD Foods Cater Service som den bedste blandt 15 store leverandører af catering. MD Foods Cater Sevice fik en sammenlagt førsteplads i hvert eneste af undersøgelsens 13 spørgsmål. Ifølge Evald Klausen, business unit manager i det nuværende Arla Foodservice, er det aldrig sket før for en leverandør.
Spørgsmålene gik bl.a. på leverandørens evne til at levere kvalitetsprodukter, en god pris og inspiration. Tillid og især salgskonsulentens kvalifikationer og opførsel blev også bedømt.
“Vi er specielt glade for, at vore ambassadører - salgskonsulenterne - opfattes som de mest professionelle”, siger Evald Klausen.
I undersøgelsen deltog 522 af de største køkkener på restauran-ter, kantiner, sygehuse, plejehjem og uddannelsesinstitutioner i Danmark. Konkurrenterne i undersøgelsen var bl.a. Nestlé FoodService/Findus FoodService, Van den Bergh Foods, Daloon, Danisco Foods, Danish Prime og Schulstad Bake-off.