Gå til indhold
Nyt liv til gamle oste

Pressemeddelelse -

Nyt liv til gamle oste

Danmark har en lang historie som osteland. Riberhus har været i gemmerne og genskaber nu to gamle oste for at fejre traditionerne og det danske håndværk. De to Historiske Oste er fra 1930 og 1950 og har rødder til Samsø og Elbodalen. Arlas mejerister har forfinet de klassiske opskrifter og skabt to karakteristiske oste.

Riberhus er rejst tilbage i tiden og har fundet inspiration i gamle opskrifter på to spændende oste. Ostene er første skud på stammen i en ny serie af Historiske Oste. Her genopliver Riberhus en række danske oste fra forskellige regioner og tidsperioder i dansk historie. I første omgang kan danskerne opleve to oste fra 1930 og 1950, som stammer fra områderne omkring Samsø og Elbodalen. Arlas mejerister på Tistrup Mejeri har arbejdet med de gamle opskrifter og produktionsmetoder, så danskernes smagsløg kan forkæles med ostenes karakteristiske smage.

”Vi har glædet os til at introducere den nye serie af Historiske Oste, hvor danskere kan gå på oplevelse i gamle klassikere. I Danmark har vi en lang tradition for at producere ost. Det betyder, at der er mange gode oste, som næsten er glemt. Og det er rigtig ærgerligt. Derfor genopliver vi nu de bedste af ostene, og danskerne får mulighed for at komme på en smagsmæssig rejse tilbage i tiden, hvor de kan gå på opdagelse i oste fra forskellige lokalområder og tidsperioder. Og måske endda smage glemte smagsfavoritter, som forældre eller bedsteforældre plejede at spise,” fortæller Camilla Blicher Simonsen, Kategoridirektør for ost hos Arla Danmark.

Riberhus 1930-ost stammer fra den berømte Madeost fra 1930’ernes Samsø. Den har en let sødlig og afrundet smag med nøddeagtige nuancer. Riberhus 1950-ost er en karakterfuld ost, der har rødder i den populære Elbo-ost fra 1950’erne.

Danskerne vil spise lokalt

Danskere søger mod gamle klassikere, egnsretter og lokale produkter som aldrig før. Hvad end det gælder sønderjyske kålpølser, Læsø-salt eller lokale mikrobryggerier. For meget guld ligger begravet i baghavens skattekammer. Og det gælder også for ost.

”Der er en stigende tendens til at spise lokale råvarer og søge unikke smagsoplevelser. Og lokalområderne rundt i landet har meget at byde på. Med den nye serie af Historiske Oste fejrer vi det lokale og sætter traditioner og håndværk i centrum. Derfor er smagene særegne og bærer præg af lokale smagsnuancer – i denne omgang fra Samsø og Elbodalen,” slutter Camilla Blicher Simonsen.

Riberhus’ Historiske Oste fra 1930 og 1950 kan fås i detailhandlen over hele landet fra uge 2 til en vejledende udsalgspris på 65,95 kr. for 650 gram.

Fakta om de Historier Oste

  • Den nye serie af Historiske Oste er en række danske oste fra forskellige regioner og tidsperioder i dansk historie og er inspireret af de originale opskrifter og produktionsmetoder. I første omgang består serien af Riberhus 1930 og Riberhus 1950.
  • Riberhus 1930 stammer fra den berømte Madeost fra 1930’ernes Samsø. Den har en let sødlig og afrundet smag med nøddeagtige nuancer og konsistensen er skærefast.
  • Riberhus 1950 ost er en karakterfuld og fyldig ost med lette noter af humlens bitterhed og en cremet konsistens. Den har rødder i den populære Elbo ost, der kan spores helt tilbage til 1800-tallets Langeland. 

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum